Læsetid: 4 min.

En morderisk duft af kaprifolie

Døden hviler over universet i 'Double Indemnity' fra 1944, der nu har repremiere, men udødelighed er mesterværkets eget adelsmærke
22. december 2006

"Jeg dræbte ham for pengenes skyld- og for en kvinde. Jeg fik ikke pengene og jeg fik ikke kvinden."

Sikke en åbning på en film- som i virkeligheden er slutningen, for i 1944 havde man modet til at fortælle en historie bagfra og gøre det med benhård konsekvens: Katastrofen har fundet sted, intet står til at ændre.

'Mod' er måske så meget sagt, for dengang lavede man jo ikke publikumstests og gik ikke på kursus i How to Make a Film. Man gjorde bare, hvad der føltes rigtigt, og imellem tidens letbenede lystspil og moralske beredskabsfilm voksede en spontan underskov af amerikanske kriminalfilm, der som en ubevidst refleksion af Anden Verdenskrig skabte en skæbnetung atmosfære.

Film noir, sådan navngav franske kritikere genren, da de nogle år senere fik øje på tendensen. 'Sorte film', fordi de foregår i et dystert univers af forbrydelse og seksualitet, og fordi de helt bogstaveligt er sorte - ofte optaget om natten og fotograferet med ekspressive kontraster mellem lys og skygge.

Billy Wilders Double Indemnity (Kvinden uden samvittighed) må være den mest sorte af de sorte og i hvert fald et højdepunkt i den klassiske film noir-periode 1941-58, som samtidig regnes for et kunstnerisk højdepunkt i Hollywoods historie: Selv om døden i den grad hviler over menneskene og natteravne-universet i Double Indemnity, er udødelighed det restaurerede mesterværks eget adelsmærke.

Skæbnens tog

Med en smøg i mundvigen og et blødende skudsår bag jakken indtaler forsikringsagenten Walter Neff sin tilståelse til en diktafon.

Det var varmt, og jeg husker stadig duften af kaprifolie langs landevejen. Hvordan skulle jeg vide, at mord af og til dufter som kaprifolie?

Historien oprulles i flashbacks og kommenteres af Neff, der med sin dødsmærkede stemme tilfører billederne en rå vemodighed. Skæbnen er et tog, man stiger på, og som først standser ved kirkegården, og Neff stiger på den dag, han tilfældigt besøger familien Dietrichsons store Californien-villa, hvor de halvåbne persienner kaster fængselsagtige skygger i stuen.

Mrs. Dietrichson ønsker tilsyneladende at tegne en livsforsikring for sin mand, men Neff er mere optaget af hendes ankelring og det erotiske spil, der kører fra første øjekast. Han er et nemt offer, denne pæne og anonyme Neff, der ikke har meget andet i sit ensomme ungkarleliv end de statistikker og sandsynlighedsmodeller, som besmykker forsikringskontoret. Snart er han fanget i mrs. Dietrichsons net, der involverer mordet på hendes velhavende mand - et mord, som skal give double indemnity, dvs. dobbelt livsforsikringsudbetaling.

En højere enhed

Double Indemnity handler om tilfældighed og skæbne, om en farlig erotisk besættelse, om den perfekte forbrydelse, der aldrig er perfekt (fordi genstridighedens djævel stikker en kæp i hjulet), og om døden, der altid er en ensom sag. Filmen er ikke tænkt som et stort kunstværk, men den er et af de sjældne tilfælde, hvor alt går op i en højere enhed.

Castingen er perfekt. Det var godt set at vælge komedieskuespilleren Fred MacMurray til rollen som den bløde Neff, der forsøger at spille tough guy, og man kommer ikke tættere på en arketypisk noir-femme fatale end Barbara Stanwyck (i øvrigt en af datidens rigeste kvinder i USA).

Mrs. Dietrichson er både bøddel og offer, og det er en lille, ofte overset, genistreg at efterlade en tvivl om hendes følelser.

Læg dertil Edward G. Robinson i birollen som Neffs koleriske og samvittighedsfulde chef, Keyes, der har "en lille orm" i maven, som sladrer, når noget ikke stemmer.

Keys er en af film noir-genrens mange sårede, mandlige idealister, og det elegant underspillede venskab mellem Neff og Keyes er filmens egentlige kærlighedshistorie. Miklos Rozsas score er for datidens Hollywood-standarder relativt afdæmpet, og John F. Seitz' kamera-arbejde er en nydelse, fordi framings, vinkler, lyssætning og scenografi meddigtende fortæller historien og giver skuespillerne et fysisk rum frem for - som i mange af nutidens film - at blive klippet i stumper og stykker.

De hadede hinanden

Og så er der naturligvis det kongeniale samarbejde mellem den østrigske instruktør Billy Wilder, der var flygtet fra Hitlers nazi-Tyskland, og den amerikanske forfatter Raymond Chandler, som blot skrev fem filmmanuskripter imellem sine betydeligt mere kendte romaner. De to mænd skulle efter sigende have hadet hinanden, og Chandler har sagt, at det var "en pinefuld oplevelse, og den har sandsynligvis forkortet mit liv."

Men samarbejdet fostrede ikke desto mindre en af de bedste voice over i filmhistorien (efterlignet i utallige film, f.eks. Blade Runner) og en perlende dialog, som sublimt balancerer på en knivsæg mellem kunst og kitsch. Selv James M. Cain, hvis roman danner forlæg for filmen, måtte bøje sig og erkende, at her er filmen for en gangs skyld meget bedre end bogen.

Det er 22 år siden, jeg som studerende så Double Indemnity første gang, og jeg bilder mig ind, at det var den film, som med skæbnesvanger uafvendelighed førte mig væk fra statistikkerne og sandsynlighedsmodellerne på Statskundskab og ind i filmens verden.

Er man først steget på toget, så...

* Double Indemnity. Instruktion: Billy Wilder. Manuskript: Billy Wilder og Raymond Chandler. Amerikansk (Vester Vov Vov i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her