Læsetid: 5 min.

Mordets melodi

Med et fjæs som Peter Lorres bliver man forståeligt nok ikke coverstjerne på NatFilm Festivalen. I stedet bydes der i år på en kavalkade af film med den lille skuespiller, som havde moralsk tvetydighed som speciale og arbejdede sammen med flere af filmhistoriens største instruktører
25. marts 2006

Da ungarsk-fødte Laszlo Löwenstein som ung ændrede sit smukke og storladne navn til det anderledes jævne Peter Lorre, stod det om ikke andet i et mere rimeligt forhold til hans fysiske fremtoning.

Lavstammede Lorre var nemlig langt fra den i traditionel forstand fotogene type. Faktisk grænsede hans udseende til det groteske; udstående og sørgmodige øjne bag låg, som syntes tonstunge og over hvilke hvælvede sig en pande så bred som et biograflærred.

Alligevel vidste han tidligt, at det var skuespiller, han skulle være. Ved hjælp af et bijob som bankassistent uddannede han sig i Wien og stod i de følgende syv år på de skrå brædder i Schweiz, Østrig og Tyskland.

Det blev dog netop Lorres lidet attraktive ydre og uskønne, lettere skærende stemme, som sikrede ham en plads i filmhistorien. Manden bag det ekspressionistiske hovedværk Metropolis, Fritz Lang, valgte nemlig i 1931 den stadigt så godt som ukendte 27-årige skuespillerspire til rollen som barnemorder i thrilleren M, som var baseret på en virkelig kriminalsag fra Düsseldorf (faktisk var morderen endnu på fri fod, da Lang arbejdede på manuskriptet).

Langs egentlige ærinde var dog at portrættere en Weimar-republik, hvor skellet mellem ordensmagten og den kriminelle underverden syntes på kanten af kollaps. Med udgangspunkt i den menneskejagt, som forbryderens ugerninger udløser, leger Lang desuden med vores sympatier ved at iscenesætte lille Lorre som et jaget dyr, der kalder på den medynk, vi egentlig burde have for hans ofre.

Da langt hovedparten af Lorres replikker først falder i filmens sidste kvarter, hvor hans figur holder en forpint forsvarstale, som gør klart, at han er en stakkel i sine syge drifters vold, måtte han i vid udstrækning forlade sig på kropssprog og sit uhyre udtryksfulde ansigt.

M har for længst opnået klassiker-status, men huskes ironisk nok ikke primært for sine ellers betragtelige visuelle kvaliteter, men for et simpelt og genialt greb på lydsiden; at lade Lorres barnemorder fløjte en fælt fængende strofe fra Edvard Griegs Peer Gynt-suite.

Dermed var tonen slået an til en karriere, hvor kriminal- og horror-filmen skulle blive Lorres hjemmebane og den suspekte og anløbne type hans tilbagevendende figur.

Eksil og succes

Knap to år efter Lorres uafrystelige gennembrud kom Hitler som bekendt til magten, og som så mange andre europæiske jøder tog Lorre flugten til først Paris, siden London - hvor han i 1934 pr. fonetik fik sin engelsksprogede debut i Alfred Hitchcocks Manden, der vidste for meget - og slutteligt USA.

Da Lorre i 1935 landede i Hollywood, tog han hul på sin amerikanske karriere med rollen som Raskolnikov i mesterinstruktøren Josef von Sternbergs filmatisering af Dostojevskijs Crime and Punishment.

Ikke at Lorre havde finkulturelle kriterier for sine rollevalg; i slutningen af 1930'erne blev han kendt som den japanske detektiv Mr. Moto i discount-filmserien af samme navn, som det stadigt mere anstrengte forhold mellem USA og Japan dog satte en stopper for i 1939.

Under krigen kom han under Warner Bros' vinge, hvilket resulterede i mindevædige biroller i Humphrey Bogart-film som Ridderfalken og Casablanca, hvis desillusionerede noir-univers stod fint til Lorres mørke image. I disse to og en række andre film optrådte han side om side med den 25 år ældre Sidney Greenstreet, hvis imposante skikkelse koblet med Lorres 165 skrutryggede centimeter gav en komisk Fy og Bi-agtig effekt.

I The Cross of Lorraine (1943) fik Lorre atter lejlighed til at dyrke det dæmoniske, da han her - sit meget lidt ariske udseende til trods - spiller en nazistisk fangevogter; en rolle, man fristes til at udlægge som skuespillerens hævn for, at de ægte nazister i den berygtede propaganda-film Den evige jøde (1940) brugte billeder af barnemorderen fra M som led i deres 'argumentation' for jødernes djævelske sindelag.

Noget tyder dog på, at de mange skumle og skurkagtige figurer, Lorre gav liv på lærredet, ikke var ganske uden klangbund i hans egen natur. Han havde et betragteligt morfinforbrug, og vakte opsigt med sin ofte aparte adfærd og syge sans for humor. Da Bela Lugosi i 1956 blev begravet i det Dracula-skrud, som havde gjort ham til stjerne, bemærkede Lorre angiveligt: "Skal vi hamre en pæl gennem hans hjerte bare for en sikkerheds skyld?"

Hovedværket

I 1951 vendte Lorre tilbage til et Tyskland, som nok stod foran et spektakulært industrielt comeback (det såkaldte Wirtschaftswunder), men som på anden vis var dybt mærket af krigen.

Idé- og ambitionsmæssigt måtte landets filmindustri således igennem en ørkenvandring af mere end 20 års varighed, det virkelighedsfjerne og behagesyge 'Papas Kino', som unge talenter som Wim Wenders, Werner Herzog og Rainer Werner Fassbinder i slutningen af 60'erne gjorde op med.

Derfor er Lorres instruktørdebut, Der Verlorene (1951), som han også var medmanuskriptforfatter på og spillede hovedrollen i, så meget desto mere bemærkelsesværdig. Tonen er fra først til sidst mol, og filmen formelig emmer af den kollektive selv- og sjæleransagelse, som herskede i det daværende Tyskland. Rammen om historien er efterkrigstidens Hamburg, men hovedparten af handlingen fortælles i form af flashbacks til de traumatiske krigsår.

Lorre gør fuldt brug af sin melankolske maske af et ansigt i rollen som en videnskabsmand, som martres af samvittighedskvaler over de kvindemord, han under krigen begik og i den almindelige forvirring slap af sted med.

Der Verlorene peger dog længere tilbage end som så, da Lorre på det visuelle plan sender kærlige hilsener til tysk films ekspressionistiske storhedstid i 1920'erne. Tanken falder desuden på den 20 år ældre M, som jo ligeledes omhandlede mord, skyld og straf på såvel individuelt som samfundsmæssigt plan.

Der Verlorene er en løfterig debut, som desværre skulle blive Lorres eneste film som instruktør.

Selvparodi

Skønt vennen Bertolt Brecht tilbød ham en plads i sit berømte Berliner Ensemble, vendte Lorre, som var blevet amerikansk statsborger i 1941, snart tilbage til Hollywood. I sin karrieres efterår og trods et skrantende helbred medvirkede han i en lang række film, hvoraf mange var uden påfaldende kunstneriske kvaliteter.

I 1954 fik han på tv æren af at være den første skuespiller til at spille James Bond-skurk, nemlig Le Chiffre (selv samme rolle som Mads Mikkelsen i slutningen af indeværende år kan ses i på det store lærred). Han gjorde indtryk som klovnen Skeeter i melodramaet The Big Circus i 1959, men det lignede et selvironisk farvel, da han i 1963, side om side med horror-koryfæerne Boris Karloff og Vincent Price, medvirkede i Roger Cormans Edgar Allen Poe-parodi The Raven.

Året efter døde Lorre af et hjerteanfald, blot 59 år gammel, men med langt over 100 filmroller i bæltet.

Se spilletider på www.natfilm.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu