Læsetid: 7 min.

Mormor og morfars sommerhus

Ubegribeligt, at man som journalist kunne fungere fra et sommerhus uden telefon - for slet ikke at tale om e-mail eller internet, som ikke engang eksisterede i Jens Lyn tegneserier. Til gengæld var det eneste huslige arbejde, jeg har set ham udføre, at grave lokumsspanden ned. Han satte aldrig sine ben i det lille køkken
10. juli 2006

Der var en ganske særlig lugt i udhuset, som hørte til mormor og morfars sommerhus. Jeg glemmer aldrig den lugt, og hver gang jeg støder på den, er jeg tilbage i min barndoms somre i 40'erne og 50'erne. Stoffet hedder vist kreosot og er forbudt i dag. Jeg sad meget i det udhus, fordi der lå vidunderlige stakke af svenske aviser, Sydsvenska Dagbladet og Göteborg Handels och Sjöfarts Tidning, tror jeg, det var. Der var tegneserier, som jeg ellers ikke så, og som jeg møjsommeligt stavede mig igennem på det sære sprog, som lignede dansk.

Sommerhuset lå ikke i Sverige, men i Liseleje eller rettere tæt på Melby, og når der var svenske aviser, så skyldtes det, at morfar var journalist og holdt disse aviser af faglige grunde. Hvad han fandt i dem, aner jeg ikke, men det gav ham vel en mulighed for at følge med. Han var redaktør for Det Radikale Venstres Pressebureau og havde som sin fornemste opgave loyalt at referere til de radikale aviser, som der den gang var mange af, hvad der blev sagt i Rigsdagen: Landstinget og Folketinget. Men han var også litteraturanmelder, og når der var tid, oversatte han bøger fra engelsk.

Mormor og morfar hørte til de generationer, som virkelig boede i sommerhuset fra forår til efterår. Deres tøj blev sendt i forvejen i store kurvekufferter, mens de selv rejste med toget til Melby: mormor på tredje klasse, morfar på første, for hans journalistkort gav rabat på DSB, hvis ikke ligefrem fri rejse.

Hvordan han bar sig ad med at passe sit arbejde på Christiansborg, ved jeg ikke. Han var ofte i byen naturligvis, ligesom sommerlandets andre mænd. Det er fra den tid, vi har udtrykket "græsenker" om sommerlandets mange ensomme koner. Når der var debatter i Rigsdagen, overnattede han af og til i deres lejlighed i Holte, men det kunne nås med tog frem og tilbage samme dag. Verden var ikke så hurtig den gang. Der var ingen hysteriske pressemøder med ministre, som ikke kunne få presse nok, og ingen natlig venten uden for udvalgsværelserne. Derimod skulle debatterne refereres omhyggeligt, og det krævede tilstedeværelse i salen, så ordene kunne skrives ned, efterhånden som de blev sagt fra talerstolene.

Græsenkerne

Set med vore dages øjne er det jo ubegribeligt, at man som journalist kunne fungere fra et sommerhus uden telefon - for slet ikke at tale om e-mail eller internet, som ikke engang eksisterede i Jens Lyn tegneserier.

Den nærmeste telefon hang på væggen udenpå købmandens hus i Melby. Der stod altid en flok "græsenker" i blomstrede sommerkjoler og ventede på at få forbindelse. Man ringede op til telefonistinden og bestilte samtalen, så ringede hun op, når den var klar. Den nærmeste tog telefonen og råbte, at nu er der forbindelse til Taga 325, eller hvad nummeret nu var. Først når man havde indkastet det krævede antal tiører, fik man sine tre minutter.

Men posten var effektiv og blev sorteret i rullende postkontorer, mens togene brusede gennem natten til provinsens byer, hvor aviserne havde redaktioner. Med til morfars journalistiske liv hører derfor noget så avanceret som hektografen, som tillod at der kunne tages et beskedent antal kopier af det håndskrevne referat. Et brev lagt i postkasse om aftenen var med sikkerhed fremme næste morgen. Og provinsbladene var alle eftermiddagsaviser. På et tidspunkt fik bureauerne radiosendere, så nyhederne kunne distribueres hurtigt, til provinsjournalistens skræk, for han skulle nå at skrive korrekt ned, hvad der blev sagt.

Når Rigsdagen havde sommerferie, var der kun sjældent behov for at tage til byen, og gesjæften kunne passes fra sommeradressen: Bakkestuen, Melby. Det var nok. Naturligvis vidste posten, hvor det var!

Det var ikke noget slot! En journalistgage var ikke større, end at salget af de tilsendte bøger til anmeldelse var et nødvendigt tilskud til familiens overlevelse.

Det var en beskeden, primitiv, sorttjæret og hyggelig hytte, som dog, hvor trang pladsen end var, gav plads til fire adskilte verdener:

Der var mormors, som først og fremmest bestod af et diminutivt køkken, hvor hun, lille og væver, fremtryllede maden (og det varme vand til barberingen) over to primusapparater, og hvor madvarerne opbevaredes køligt, men ikke koldt i en lille jordkælder, som man måtte ligge på knæ for at nå ned i.

Der var morfars verandastue, hvor han hver formiddag sad stor og tung og passede sit, det vil sige læste bøger til anmeldelse og skrev anmeldelser og kommentarer til den radikale presse med pen og blæk og tydelig skrift. Når han var i funktion der, skulle der være ro i huset og på grunden, og ve den som forstyrrede!

Punktum, anførselstegn

Så var der de dage, hvor de arbejdede sammen og flyttede ind i spisestuen. Når de oversatte, sad morfar for bordenden med den engelske bog helt op under næsen, for han var nærsynet og tog brillerne af for bedre at se. Han dikterede sætning efter sætning, inklusiv alle tegn, på dansk til mormor, som sad overfor og skrev oversættelsen ned på en lille, sort Adler skrivemaskine. Det var både kedeligt og spændende at høre på! De oversatte Agatha Christie på den måde: "Indrykning. Anførselstegn begynd 'Poirot', (med stort P) komma anførselstegn slut," sagde jeg, komma saa snart vi var ude på Vejen. Punktum anførselstegn begynd "Der (med stort D) er én (accent over e) Ting, komma jeg synes, komma De bør vide." Punktum anførselstegn slut. Måske begyndte min interesse for kriminallitteratur der?

Men der var naturligvis også - og trods alt - plads til familie og samvær, for i min erindring, som ganske vist er det mest upålidelige vidne man har, var jeg altid på ferie der sammen med min kammerat. Og der var søskende og fætre og kusiner og et stort liv, for lige så sur morfar kunne være, når han bandende over jernbanernes elendighed kom gående hjem fra Melby station om aftenen, ligeså elskelig selskabelig kunne han være.

Der var frem for alt den daglige karavane til stranden til fods med morfar i spidsen. Vi gik i badetøj og badekåber, og når vi passerede et bestemt sted, hvor stien gik over lidt mose på en lille bro, var morfar trolden og vi børn Bukke Bruse'r i vekslende størrelse. Der gik mænd omkring på stranden og solgte is fra kasser med kulsyresne, som de bar i en rem over skuldrene, men det skulle mindst være søndag, før der faldt noget af.

Arbejdsdelingen i mormor og morfars sommerhus var ikke lige den gang. Det eneste huslige arbejde, jeg har set morfar udføre, var at grave lokumsspanden ned. Han satte aldrig sine ben i det lille køkken, bortset fra at han formentlig vaskede sine hænder dér efter udført dåd. Huset havde nemlig indlagt rindende vand med én vandhane i køkkenet.

Krigen, som jo var der i de første år, jeg kan huske, og som lige havde været der i en del år efter, mærkede vi ikke noget videre til, bortset fra, at den for min generation forlængede "gamle dage". Når der stod hestevogne parate til at køre passagerer fra Melby station, så var det ikke for at tilbyde turisterne en særlig landlig oplevelse, men fordi bilerne ikke kunne køre uden benzin. På samme måde kom de handlende rundt til sommerhusene i hestevogne med alle slags varer: Fiskehandleren, mejeriet, købmanden, slagteren og så videre. I hestevogne fordi de ikke havde andet og den opsøgende service, fordi kunderne jo heller ikke havde biler til rådighed for de daglige indkøb.

Morfar var født i 1876. Det vil sige, at han i de år, hvor jeg læste kreosotduftende, svenske aviser i et udhus, hvis dør var fuldkommen arret efter hundredvis af luftbøsseskud og pilekast, var i 70'erne, og alligevel var han erhvervsaktiv. I 1946, som 70-årig udgav han sin første og eneste bog: Morten Korch, et folkeligt forfatterskab. Pensionen har næppe været noget at prale af, så det var med at hænge på, så længe han kunne holde på en pen og diktere til mormor, men jeg håber, at han også holdt af at være i gang. Han nåede at fejre sit 50-års jubilæum som medlem af Presselogen, før han døde i 1958.

Mormor overlevede ham i mange, mange år, livede gevaldigt op efter hans død og blev 99.

Deres sommerhus blev solgt, men til Københavns Journalistforening, som lejede det ud til sine medlemmer. Da der var andre i familien, som dyrkede journalistikken, kunne vi heldigvis forlænge vores nære forhold til mormors og morfars sommerhus, som det blev ved med at være.

Hvad han hed? N.P. Jensen, en af journalistikkens anonyme slidere, som var med til at sikre, at der kom aviser hver dag - også i sommervarmen.

Ole Strandgaard er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu