VISSE mandlige medarbejdere får hår i ører og næse, når de bliver ældre. Det er et problem. Måske forsvinder de almindelige hovedhår, men til gengæld vildtvokser hårene i næse og ører, store stride sorte hår gror ud på en nat, ja enorme duske bliver det til, buskadser hvori der undertiden gemmer sig bussemænd. Det er ulækkert og sælger ingen billetter.
Der er også mistanke om, at aldersbetinget hårvækst i ørerne kan nedsætte hørelsen, så den ældre medarbejder får sværere ved at forstå en besked eller modtage en mundtlig ordre. Upassende bevoksnin-ger i næsen på den ældre medarbejder vil måske hæmme iltoptagelsen og dermed nedsætte hjerneaktiviteten, ikke mindst i arbejdstiden, hvor den ældre medarbejder som en malplaceret og ondsindet protest typisk fastholder at ville trække vejret gennem næsen.
Man må forstå, at alt dette ikke nødvendigvis er et problem for den enkelte, men snarere for samfundet. Og den type problemer har vi lykkeligvis politikere
til at tage sig af. Finansminister Thor Pedersen (V) har med ungdommeligt mod kastet sig ud i problemløsningen: Staten må feje for egen dør de ældre statsansatte medarbejdere skal bortbarberes. Som man nok kan forstå af ovenstående, gælder det mænd, men for en sikkerheds skyld også ældre kvinder.
VENSTRE har fat i den lange, eller rettere ældre, ende. I den første af en række planlagte statslige fyringsrunder er nu omkring 550 ansatte sparket ud. Heraf er blot hver femte under 35 år, mens langt over halvdelen af de fyrede er over 45 år. Godt gået i lyset af, at medarbejdere over 50 år kun udgør en tredjedel af samtlige ansatte i ministerierne.
Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at finansministeren har beordret ældre fyret. Den slags har han folk til. Og disse folk har selvfølgelig heller ikke noget som helst bevidst eller ubevidst ønske om at forfølge ældre, ork nej. Tværtimod er de, der har fingeren på fyringsknappen, fuldstændig ellevilde med ældre medarbejdere, holder gerne skåltaler om ældre medarbejderes uundværlighed, og de regner endda selv med at blive ældre en dag.
Staten har virkelig gjort alt for at pusle om de ældre, men hvad gør en stakkels fyrende chef, når han objektivt går efter at fjerne de ufleksible og initiativløse, og det så objektivt og indiskutabelt viser sig, at det især er de ældre medarbejdere, der har disse kedelige egenskaber? Så er der jo ikke andet at gøre end at fritstille mosefundene.
Som det nu er sket i stort omfang.
VAR DER ikke noget med, at det private erhvervsliv, som Venstre ellers så gerne vil tage ved lære af, værdsætter erfaring og ikke har helt den samme praksis med at fyre ældre medarbejdere vil en og anden uforskammet læser vel spørge.
Jo, en ny undersøgelse om sortering ved fyring, som Specialarbejderforbundet i Danmark for nylig har offentliggjort, viser, at alder ikke havde afgørende betydning ved massefyringer i fire private virksomheder i 2001. Unge blev ofte fyret, fordi man mente, at de ville have lettere ved at få nyt arbejde, og ældre blev i et vist omfang skånet, fordi de er mere stabil arbejdskraft. Så aldersfordelingen blandt de fyrede fulgte nogenlunde aldersfordelingen blandt de ansatte. Blot ikke i den enkelte offentlige virksomhed, som også var med i undersøgelsen.
Der vil snart opstå to skoler inden for tolkningen af dette undersøgelsesresultat. Den ene skole vil hævde, at personer, der er disponeret for gerontologisk tilgroning, i stort tal vil søge ansættelse i netop det offentlige, som derfor kommer til at stå med næsehåret ned ad nakken, når disse andenrangsmennesker bliver ældre.
Den anden skole vil forsvare den teori, at arbejdet i statslige kontorer er så kedsommeligt, at det nødvendigvis efter en længere årrække vil medføre lodden åndssvækkelse. Resultatet er dog uanset skole åbenbart det samme: Demensen breder sig i staten, medmindre de ældre medarbejdere for alvor kommer under saksen.
VIRIL trods 25 års udmattende forretningsfrokoster kan den 56-årige finansminister, Thor Pedersen, roligt overvære, at de statsbelastende ældre medarbejdere imødeser velfortjent fyring, udstødelse, forarmelse og glemsel. Han kan sidde og polere en af de mange millioner kroner, han personligt har tjent på blandt andet fikse handler med foregangsmanden
Peter Brixtofte. Thor Pedersen har i modsætning til mange initiativløse forstået at sikre sin alderdom.
Og efter ham kommer de unge friske, vel især fra Venstres Ungdom, som sidst lod sig se under valgsejrsfesten på færgen Sjælland, rå og berusede af sprudlende hævntørst og herlig iver efter at nakke en smagsdommer eller aldrende nasser på staten.
Det er ikke hårrejsende, det er logik for begyndere.
