Læsetid: 5 min.

Mosekonen Brøgger

I sin seneste krønike tilegner Suzanne Brøgger sig et landskab ved på én gang at begrave dets døde og lade dem tale
22. august 2006

'Mosekonebryg' er et af de danske ord, det kan være svært at forklare en udlænding. Da min egen svenske ægtemand blev præsenteret for fænomenet, lagrede han det i sin hukommelse som 'mormors grød'. Og Suzanne Brøggers nye bog er begge dele: æteriske dampe fra en ursump af visdom og solid, fornuftig næring klasket sammen med den erfarne kvindes sikre håndelag. Jeg kan bedst lide dens grødagtighed og er mindre begejstret for dens ursumpfantasier.

Bogen handler om det sted, hvor Brøgger nu har boet i 30 år: den vestsjællandske landsby Løve og egnen omkring den. Den starter ikke med "Jeg havde en farm i Afrika", men det er tæt på: "Jeg har en skole, som er ved at forsvinde i en nedlagt landsby."

Brøgger beskriver sig selv som "en fremmeddansker", der som ung forfatterspire kommer til landsbyen "med hele moderniteten og kosmopolitiske erfaringer i bagagen".

Brøgger iscenesætter sig selv som indvandreren (dér på egnen var hun længe den eneste tørklædeklædte!) og opsummerer sine "integrationserfaringer" som følger:

"Så længe folk retter sig efter lov og ret og respekterer genius loci, stedsånden, er det sindssygt at blande sig i, hvordan mennesker skal være. Hvad de skal have på, hvad de skal spise, og hvad de skal tænke."

Brøggers stedsånd er ikke noget, der let kan defineres, endsige formuleres som kulturelle 'værdier' eller kanonlister. Det er noget, der må sanses og skrives frem gennem mange år. Hentes op af den mose, som Brøgger går tur om hver dag. Vokse frem af de optegnelser, hun nedfælder. Lyttes frem af de stemmer, hun mener at høre tale fra de gamle huses vægge. Det er landskabet og husene, naturen og historien, der rummer stedets ånd.

Kronikøse

Bogen er således ikke bare en skildring af, hvordan Brøgger tilegner sig stedsånden (hvordan hun efterhånden fatter de lokales bytteøkonomi og nøjsomhed og tilbedelse af tarmen), men selv en del af denne tilegnelse. Den tager form af en optegnelsesbog, hvor Brøgger pendler mellem dagbog, politisk kommentar, egnshistorie, notater til læste bøger, kannibalistiske madopskrifter og en for længst hedengangen herregårdsfrues refleksioner over den hellige nadver (dér hvor ordet, som i litteraturen, bliver noget, vi sanseligt indoptager).

Kort sagt har vi at gøre med noget, der i formen synes beslægtet med både kronikken og krøniken og stadfæster Brøggers ukronede position som Danmarks førstekronikøse. Der siges mange kloge ting undervejs, og der hviler en velgørende Brøggersk humor over det hele (beslægtet med den på én gang "rå og milde humor" hun selv beundrer hos Karen Blixen), men ind i mellem bliver de frie associationer for pludrende, og den mytiske naturtolkning for pladrende:

"Træet er min forbindelse mellem mit ubevidste og illuminationen, mellem min grav og mit evige liv med Kopernikus på nethinden. Godmorgen sol!" Ja, godmorgen.

Projektet er heldigvis ikke gennemgående at forbinde "det ubevidste" og "illuminationen", men snarere de levende og døde. Det er ifølge Brøgger digterens fornemste rolle at oprette eller opretholde denne forbindelse. Det gør hun dels ved at begrave sine døde i en stribe af sørgmuntre "madopskrifter" ("Vi starter med at koge en tunge, og dertil bruger vi en døende daglejerkone, som ikke aner, hun er syg"), der på én gang gør dem til dødt kød og åndeligt spiselige i et litterært nadverritual. Dels ved at lade bogens rum være et anakronistisk rum af "samtidighed", hvor Suzanne fra Løve kan kommentere nutidens ægtestand på Holbergs sprog ("Mand og barn er kostbare møbler udi en husholdning"), mens fruen til Sølve kan tale om nadveren på moderne dansk ("Det er bare totalt synd").

Mor

Én sætning i bogen satte gang i mine tårekanaler, endda i offentligt rum, og det kom helt bag på mig. Brøgger fortæller om en af sin datters klassekammerater, den palæstinensiske Yasmin, som var gift og studieklar og gik med tørklæde, da Brøggers egen datter stadig tumlede med studentereksamen. Og så skriver hun:

"Jeg kan ikke umiddelbart vurdere, om Yasmin eller min pige vil få det bedste liv".

Det fandt mine tårekanaler åbenbart dybt rørende, og ved eftertanke er det måske fordi, der i dette udsagn er en moderlighed, der på den ene side blidt markerer det eget afkom ("min pige"), på den anden side er så generøs, at den kan omfatte andre (dem der i dansk kultur har rollen som de andre). Her taler mormors grød, og det gør godt.

Mange af Brøggers tanker er noget, jeg selv har tænkt (at proletariatets diktatur virkelig er blevet realiseret, men til en pris af åndsforladthed og antiintellektualisme; at man i karikaturstridens værste dage pludselig vidste, hvordan det er at bo i Israel; at svømmehallens omklædningsrum er det bedste sted at træde ind i det almene) og det er selvfølgelig meget bekræftende, men desværre ingen kvalitetsgaranti. Ét sted står der imidlertid en tanke, som jeg aldrig selv har tænkt, og som jeg derfor synes er bogens bedste: at Primo Levi, den jødisk-italienske forfatter, som skrev bøger om sit ophold i Auschwitz og endte med at begå selvmord, aldrig konfronterede sig med sit livs største traume: sin mor. At Levis liv i Auschwitz i virkeligheden var lykkeligere end hans liv både før og efter, hvor han var tynget af en depression med rod i hans forhold til sin mor. Det siges så provokerende, som en Slavoj Zizek kunne finde på det:

"Hvorfor var Auschwitz ikke nær så slemt for Levi som samlivet med moderen [-]? Svaret er formentlig, at Auschwitz var Levis 'Iliade'" (282)

Så skarp refleksion kunne mit intellekt godt tænke sig noget mere af, ligesom mit temperament gerne vil have mere aggression, min litterære smag vil have noget uskønnere, mit skriftsyn vil have færre organiske skriftmetaforer (à la forfatteren dyrker sin hjerne som bonden dyrker sin jord), og min puritanisme vil have mindre name dropping ("så ringede Bergman lige..." og den slags). Men jeg har følt mig i gevaldigt godt selskab med mosekonen og lagret hendes mose i mig. Så må tiden vise om den damper væk eller nærer.

n Suzanne Brøgger: Sølve. 440 sider, 299 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-04655-5. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her