Små stumper af splintret glas. Det er egentlig det, alting handler om i Ravenna - mosaikkernes triumfby. Glasstykker i blågrønt og grønblåt, i gyldent og i guld, muret op i gravmælehvælvinger for 1.500 år siden.
Denne sommer er byen et sted mellem Bologna og Venedig imidlertid også blevet til en Mozart-by. Under den muntre titel Mozart? Mozart! har den årlige Ravenna Festival kastet sig ud i en leg med forventningerne til denne maestro-jubilar.
Spørgsmålstegn og udråbstegn er bogstaveligt ment. For på den ene side viser festivalen glitrende produktioner af Mozart-operaer, koncerter og koreografier, sådan som Mozart oftest præsenteres - med akkuratesse og finesse og med blitzlys for borgerskabet. På den anden side punkterer festivalen selv dette elite-image med provokerende og højtråbende kaosproduktioner, der ønsker at stille spørgsmålstegn ved Mozart-arven.
Det er Cristina Muti - dirigenten Riccardo Mutis kønne kone - der er Ravenna Festivalens brændpunkt og provokatrice. Bag sine solbriller har hun smilende bestilt opsigtsvækkende nyproduktioner til festivalen. Selv de mest turistnervøse sponsorer slipper tilsyneladende slanterne, når Cristina Muti hvirvler sine dramaturgiske visioner ud for byens festival.
Nerierød
Små blomster drysser døsigt fra træerne i klosterhaven. En neriebusk dingler lyserødt af hede. Sandalerne knaser langsomt hen over stien. For enden ligger noget, der ligner et gammelt stenskur. Et stofforhæng sveder dovent i dør-åbningen. Indenfor er der svalt. Alabast-ruderne lukker et svageligt, gulligt lys ind i rummet. Og her findes det så. En åbenbaring af skønhed: Mosaikken i Galla Placidias Mausoleum.
De bittesmå stykker glas oppe i hvælvingerne tvinger kroppen til at dreje rundt og rundt, mens øjnene bliver helt møre af lykke. Forelskelsen i al denne skønhed stiger op gennem de ben, der pludselig ikke er det mindste trætte: For se nu dér. Og dér!
Denne blå farve blå er dybere end nogen bølge. Denne grønne farve grøn er mildere end noget blad. Åh Gud, her kan selv den mest forhærdede forvandle sig til elendig salmedigter. Eller til storsnudet rapper, for se nu bare den der hippe geometriskemosaik-labyrint i petroleumsblå og orange! B&O's designere kan godt gå hjem og spise pasta. Og vi andre kan saligt svimle ud i heden igen - med guldglimt i øjnene.
Cellistbleg
Små bevægelser kommer ikke på tale her. Dirigenten kaster højre arm ned gennem luften, som skulle den skære gennem en kirkemur. Og så brager lyden fra Orchestra Giovanile Luigi Cherubini. De unge strygere filer af sted i minimale spaghettistropper, og slagtøjspigen stirrer uden blusel på den russiske maestro Jurij Temirkanov og venter på signal. Man kan se på hans ryg, at han smiler tilbage.
Den tyske cellosolist Marie-Elisabeth Hecker er kun 19 år. Alligevel har hun næsten allerede sluppet taget i det jordiske. Hun samler hele musikken i en enkelt ind-ånding. Så lukker hun øjnene og får øjenlågene til at forsvinde ind i sit blege ansigt, og først nu virrer hun så tonerne i gang med små, sitrende hovedryst. Hånden fører distræt buen hen over strengene - hun er for længst gået i gang med "at drømme højt" gennem sit instrument. Og hendes lange, lyse hår tjavser sig ind i musikken som feminine taktstave i aftenheden.
Der er plads til flere tusinde tilskuere. Håndsyede snørresko og jubelhøje hæle er ingen hindring. Palazzo Mauro de André er en hybrid mellem en sportsarena og en koncertsal, og det hvide tag lyser som et firemastet cirkustelt langvejs fra. Som en løsrevet mosaikstump.
Sadistsølv
Små steder kan rumme afgørende oplevelser. Omme bag jernbanestationen ligger et sært klondyke-kvarter med forladt industri og pigtrådshegn. Her ligger Magazzino dello Zolfo, og her er der dømt flade sko og mange sprog. Odin Teatret har urpremiere på Don Juan i Helvede, og selv sponsorerne summer af længsel efter at blive provokeret. Alle stuves sammen på lange bænke og bliver brutalt truet af lange piske, der svirpes helt tæt mod deres ansigter.
For nej, Eugenio Barbas fortolkning af Don Giovanni er ingen helteerobrer. Alle ædle forestillinger er forladt. Denne Don Giovanni er en voldtægtsmand og morder. Af sted med ham til døds-riget, hvor champagnen byttes ud med stenmixtur, og hvor Mozart går i rille. Det gør Odin Teatret også, sadistisk og beregnende. Konkylier rasler, citroner svier, og sabler hakker kød. Og Mozarts indignation bliver til sorg, mens Leporello kan tælle Don Giovannis nedlagte kvinder efter deres afhuggede hænder. Donna Anna hævner sig og stråler af sølv: Hvorfor blive voldtaget, når man kan voldtage selv? Og hvorfor dø alene? Næ, nu er det vist på tide at få skubbet de sølvlysestager til side...
Elskerinderød
Små guldfirkanter lyser højt oppe. Mosaikkerne under vinduerne former billeder af teaterforhæng, der skødesløst blafrer i en fiktiv vind, og overfor bringer en procession af helgeninder smukt bundne laurbærkranse... Velkommen i mosaikfantastens blødknæede verden, her i Sant' Apollinare Nuovo-kirken, der er endnu en arkitektonisk indpakningsunderdrivelse: En murstenshal med et par søjler er alt, hvad man kan se udefra...
Måske havde Mozart også noget særligt med mosaikker. Mønstrene deler han i hvert fald med Ravenna. Sammen med forkærligheden for den subtile provokation: Selv i det mest perfekte mønster er der altid lige akkurat én stump, der falder udenfor. En elskerinderød mosaiksplint, der har sneget sig ind i det distanceblå - eller en udbrydertone, der drejer om på nodelinjen og vandrer i en ny, inderligere tonart.
Måske findes både Mozarts og mosaikkernes hemmelighedsliv netop her. I de mindste små splinter.
Ravenna Festival: 'Mozart? Mozart!' Bl.a. dansegalla med Roberto Bolle, pianistaften med Alfred Brendel, Mozart-aften, Sjostakovitch-aften og Verdi-aften med Riccardo Muti, 'Don Giovanni' af Zbynek Müller fra Prag, Kylian og Zuska med Prags Nationalballet, Skt. Petersborg Philharmonic Orchestra med Jurij Temirkanov, Parsons Dance Company, Ballet Concierto fra Argentina - og så 'Ur-Hamlet' med Odin Teatret af 'Maestro Barba', som de kalder ham.
Til 23. Juli. Tlf. +39-544 249244
www.ravennafestival.org
