Læsetid: 3 min.

Mozart på jord

Der var bestemt ikke lagt op til at nå højder med musikken fra første øjeblik, hvor orkestret var alene om noget pligt-Mozart, men med Andsnes' intervention i de næste to klaverkoncerter strømmede blodet i årerne, og det var som Mozart på jord
31. marts 2007

Egentlig var det Christina Åstrand, der som Stehgeiger skulle have ledet sit eget orkester efter gammel opførelsespraksis. Men der var åbenbart afbud fra hende, så man i stedet havde lånt Øyvind Bjorå fra den Norske Opera til at føre an i Mozarts Eine Kleine Nachtmusik.

Det blev lidt som højtlæsning af noderne med et opmærksomt, men uinspireret orkester. Så er det, man som publikum sidder og bander lidt over, at den eneste begrundelse for, at man nu skal høre dette værk for 117. gang, er, at det fylder tilpas i programmet. En frygtelig mangel på kattepoter gjorde det til forlæns musik, hele tiden på vej et sted hen, men ikke helt overbevist om hvor. Ideelt set er et orkester uden dirigent som et fugletræk, der vender og drejer og formerer sig på umærkelig samhørig vis, men denne aften var det mere som duerne på Rådhuspladsen. Sammenholdet og flugten var vigtigere end aerodynamikken og flowet, og det blev til jævnt hen kedelig taffelmusik.

Og det er jo ikke fordi, det ikke er gode musikere, der ikke kan deres natmusik, men uden nogen fælles idé, var det bare, som om syntaksen glippede, og ordene faldt på gulvet.

Så meget mere fuld af forventning blev man til aftenens solist og dirigent. Allerede det, at det store Steinway blev ført ind på scenen og anbragt som den helt store nødhjælpsgenerator i midten af orkestret, virkede fortrøstningsfuldt. Herfra skulle Leif Ove Andsnes med ryggen til publikum spille og dirigere to klaverkoncerter af Mozart, den 17. I G-dur og den 20. i d-mol.

Ægte tralalej

Dagens mand i skysovs skuffede mildest talt ikke. Mens orkestret i starten af den 17. Klaverkoncert stadig ikke havde fundet sig selv, havde Andsnes fra første øjeblik al den præsens, der skulle til for at give lykkefølelsen af at være på vingerne med Mozart igen.

Orkestret blev ved at mangle den solistiske identitet, der er vigtig i den 17. Blæserne ville stadig ikke overgive sig til aerodynamikken i deres svævende akkompagnementer, og selvom Andsnes dirigerede det, var den tempomæssige frihed vaklende og uoverbevist. Hvordan det skulle lyde, kunne man til gengæld hele tiden høre, når Andsnes fik musikken ned i klaveret. Endelig lød de menneskelige stemmer, der er så tydelige i Mozarts sangbare musik, om det så bare er tralalej. Andsnes kan spille tralalej, så det lyder som sprogets og musikkens inderste væsen og dybeste udtryk.

Fantastisk som han til Romancen kunne trække et scenetæppe ned med et billede af regnvejr og efterårsskov, som han så langsomt fedede med farver! Orkestret begyndte på det, de er så gode til - at lytte, og nu begyndte musikken for alvor. Til Rondoen havde Andsnes fået samlet orkestret, så allegro ikke bare betød hurtigt, men hurtigt på den gode måde, som en lyst der river i én og bare må af sted.

Den vinrøde masse

Helt frygteligt godt blev det efter pausen i den 20. Klaverkoncert. Koncerten har samme hovedtoneart som Mozarts opera Don Giovanni, og man genkender dramatikken.

Paukerne er med fra starten, og en helt anden animus indtager rummet og får den mandlige musikanmelder til at dirigere med med knyttet hånd. Men mens programnoterne karakteriserer værkerne med "angst og paranoia", inviterer Andsnes tværtimod til ægte ubekymret Don Juan-fest. Som en anden Orfeus fik han rørt i vandene og vendt musikerne med sig og vendt publikum med hele deres opmærksomhed til den smukke ryg. Her var der ingen tvivl om, hvor vi skulle hen, det kunne man læse alene på brystets bevægelse og skuldrenes trækken.

Først her hen at dø lidt, så her hen at dø lidt. Og musikken lød for én som druer, der blev trampet og kvast af den ubønhørlige musikkværn, mens hele den vinrøde masse sank ned i Don Giovannis afgrund. Andsnes sørgede for rytmiske trapper, der også ledte op igen, men i kadencerne blev musikken malket ud i uhørt hurtige løb og spænding til bristepunktet. Ingen pseudodramatiske optrin, men livet i ren og forårskåd aftapning.

Og forår var det. Koncerten gentoges fredag, og for den friske læser er der stadig en chance i Musikhuset Århus lørdag klokken 16.

DR Radiosymfoniorkestret, torsdag 29. marts klokken 20.
Dirigent og solist: Leif Ove Andsnes.
Koncertmester og Stehgeiger Øyvind Bjorå.
W.A. Mozart: 'Eine Kleine Nachtmusik, Klaverkoncert nr. 17 i G-Dur, Klaverkoncert nr. 20 i d-mol'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu