Læsetid: 5 min.

Mozart uden berøringsangst

Alle Mozarts 22 operaer i meget nutidige og generøse opførelser
11. december 2006

Tager man revl og krat med - et par ufuldendte værker, de tyske syngespil og et oratorium, der lader sig dramatisere til teaterbrug - skabte Mozart fra han var 11 år og til sin død blot 20 år senere 22 operaer. De er nu for første gang samlet i én dvd-box, lanceret af Unitel som Mozart-22.

Lad det være sagt straks: det er ikke gammel vin på nye flasker, men flunkende nye opsætninger fra Salzburg anno 2006, enkelte dog adapteret fra produktioner, der er et par år gamle eller stammer fra andre europæiske operahuse.

Projektets ildsjæl har været Peter Ruzicka, kunstnerisk leder af den årlige Salzburg-festival. Hans ambition har været at skabe en skelsættende bedrift i den lange historie af Mozart-indspilninger, og det er lykkedes ham i en grad, så man kun kan sige: Velkommen til det 21. århundrede, Mozart!

Det er ingen hemmelighed, at Mozarts tidlige operaer, faktisk helt frem til Idomeneo fra 1781, ikke er helt så geniale - selvom geniet manifesterer sig i flere frydefulde sekvenser - som de helstøbte mesterværker, han skabte i sine sidste 10 år som fri kunstner i Wien.

Den australske musikkritiker Charles Osborne har udtrykt det rammende: "Mozart at his best is the enemy of Mozart anything less than that."

Ikke desto mindre er der ikke så lidt at frydes over i de operaer, Mozart komponerede som barn og teenager, og de mange iscenesættere i Mozart-22 har i den grad lagt sig i selen som advokater for netop deres opera, at det gang på gang gibber i en. Her er ikke hugget en hæl eller klippet en tå.

Nu og da bliver de mange påfund næsten for påtrængende, men samlet er det sprællevende musikteater med masser af overraskelser. Som i den overdådige opsætning af La finta giardiniera, hvor handlingen udspiller sig i et nutidigt bygge- og havecenter. Her har fantasien fået frit valg på alle hylder, som når grev Belfiore bliver overfaldet af en kødædende plante.

Eller som i Il sogno di Scipione, der har dansk islæt i form af en velsyngende Louise Fribo i den centrale rolle som La Constanza. Det er Mozarts måske mest konventionelle opera, skrevet i 1773 til indsættelsen af Salzburgs nye Ærkebiskop, Hieronymus von Colleredo, som han ikke kunne udstå - 'Ærkerøvhullet', kaldte han ham i sine breve.

Her udvikler løjerne sig i Michael Sturmingers stramme regi til en bidsk fabel om livet i et højborgerligt østrigsk nutidsmiljø. Med hørbart tøvende reaktioner fra det velbetalende publikum til følge.

Da Ponte-trioen

Blandt Mozarts modne sceneværker har de tre da Ponte-operaer, Figaros Bryllup, Don Giovanni og Cosi fan tutte - en særlig status. Mozart følte sig stærkt inspireret af den italienske librettist og levemand. Denne trio fra sættet - alle på dobbelt-dvd'er med diverse bonusfilm - demonstrerer endnu engang det guddommelige samarbejde med Lorenzo da Ponte, hvor Mozarts musik smyger sig om og løfter den ferme rimsmeds ord op i en højere sfære.

Cosi fan tutte er i Ursels og Karl-Ernst Hermanns regi en liflig højæstetisk oplevelse, hvor sopranveteranen Helen Donath gør et forrygende comeback som forestillingens gæve kammerpige. Aldrig har man hørt og set en Despina med så meget bid i.

Don Giovanni matcher Søren Kierkegaards kategoriske karakteristik (fra Enten-Eller, 1843) som det ypperste kunstværk, menneskeheden nogensinde har frembragt. I titelrollen er Thomas Hampson på én gang charmerende og aristokratisk iskold, og der synges og spilles fænomenalt omkring ham - med Christine Schäfer som en knivskarp Donna Anna og Ildebrando d'Arcangelo som en Leporello, tilpas midtvejs mellem en udspekuleret medløber og en harmløs klovn.

Iscenesættelsen er i den grad opdateret - kirkegårdsscenens gru er erstattet af et auditorium med større og større nærbilleder af kommandanten og en flok næsten nøgne kvinder (af ældre årgang) hult grinende af den skæbne, der venter Don'en. Når vi kommer dertil, har Martin Kusej i sin smukke, men også skræmmende regi en artig overraskelse parat i ærmet til os - men hans helhedsopfattelse virker helt kongenial med ånden i værket.

Luksus-Figaro

Det samme kan ikke siges om Figaros Bryllup. Nikolaus Harnoncourt (vor tids mest overvurderede dirigent?) har i nøje samarbejde med iscenesætteren Claus Güth skabt sættets mest problematiske forestilling. Deres Figaro chokerer ikke ved at føre handlingen frem til et fin de siecle-miljø, men ved at servere Mozarts mest lykkedrukne opera som drama à la Strindberg, hvor det nærmest er sangerne forbudt at smile.

Menneskene er besat af erotisk dæmoni - i forestillingen legemliggjort af en yngling formummet som kerub (en stum rolle) - og det er synd for dem.

Især, fristes man til at tilføje, er det synd for Bo Skovhus, der i rollen som grev Almaviva må slæbe rundt på den mere end tres kilo tunge kerub, mens han synger en af sine krævende arier. Godt skuldret. Harnoncourt dirigerer sin uvane tro tungt og langsommeligt.

Alligevel er det en Figaro, jeg grumme nødigt ville leve uden. Dertil er sangerholdet for luksuriøst: Skovhus i topform som den neurotiske greve, den russiske megastjerne Anna Netrebko himmelsk syngende og måske den mest spiselige Susanna, denne verden har oplevet, mens d'Arcangelo giver Figaro med masser af scenisk og sangligt overskud. For ikke at tale om Dorothea Röschmanns sanselige grevinde og Christine Schäfers gribende Cherubino, osende af pubertet og syngende, så hormonerne bobler på scenen. Lyt og måb!

Bortførelsen fra Seraillet vakte furore i Salzburg og har også fået smæk af en række kritikere. Den 35-årige norske instruktør Stefan Herheim har helt fjernet det tyrkiske miljø og talerollen Bassa Selim. En 'helligbrøde', der har indebåret en række fremskrivninger af den noget fade originale libretto, men Mozarts musik er der naturligvis ikke pillet ved. Og hvorfor forarges, når man kan klukke af grin og godte sig over de mange skøre ideer, mens musikken hvirvler derudad. Jeg vil tro, at Mozart ville have hvinet af grin - selv led han aldrig af berøringsangst.

Direkte bevægende er Idomeneo, hvor ægteparret Herrmann igen triumferer med en iscenesættelse, der med sine sceniske og psykologiske dybdevirkninger har perspektiv i mere end én forstand.

Og som rosinen i pølseenden får man Tryllefløjten med Ricardo Mutis suveræne orkesterledelse og i Pierre Audis farveglade regi. En generøs og smuk forestilling med masser af stunts for barnlige sjæle. Og uden man bliver som et barn, kommer man ikke helt ind i Mozarts verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu