CAIRO - Efter det egyptiske valg er landets parlament nu i gang med den proces, der skal før frem mod godkendelsen af den genvalgte præsident, Hosni Mubarak, når denne tages i ed den 27. i denne måned. Selv om dette må-ske nok er en formsag, vil hans valgløfter og hidtidige meriter have indflydelse, i hvert fald i den offentlige debat, og her vil ikke mindst Mubaraks økonomiske reformer være centrale.
Politiske overvejelser som disse kan virke fjerne, når man står i Cairos undergrundbane, men der er en sammenhæng. Her har de egyptiske myndigheder en kampagne i gang, der skal slå ned på gratister. Ganske vist koster en almindelig rejse under hvad der svarer til godt en krone, men helt tydeligt finder mange selv dette beskedne beløb lige lovlig rigeligt for deres pengepung. På Attaba stationen midt i byen er således et par funktionærer med støtte fra et par hvidklædte betjente i gang med at kontrollere, at alle, som ankommer også har gyldig billet, og man ser flere blive ført bort til politikvarteret på stationen.
Forskellene på rig og fattig er enorme og har været voksende i mange år, men ser nu ud til ganske svagt at være på vej mod at blive mindre. Og selv om man på den ene side slår ned på overtrædere, har præsident Hosni Mubaraks styre også som erklæret mål at man vil styrke den generelle befolknings tillid til sig ved at skabe bedre kår for navnlig de fattigste.
Lavere skatter
"I den valgperiode, vi lige har været igennem, har der ikke rigtig været initiativer, men det var forud, og jeg håber, at det kommer i gang igen," siger Niveen Wahish, som er økonomireporter på avisen Al Ahram. Hun er generelt optimistisk.
Selv smiler hun lidt af eksemplet fra undergrundsbanen, men understreger at flere nok vil kunne få råd til togbilletter fremover, fordi regeringen i begyndelsen af året halverede skatteniveauet fra 40 til 20 procent. Dette giver ganske vist også det offentlige tilsvarende færre indtægter, som man omvendt regner med at kunne hente ind fordi flere får lyst til at betale skat, når det er blevet billigere.
"Tiderne er blevet lidt bedre," siger Tareq, der bag di-sken i sit minimarked beskriver sig selv som small businessman. Han fortæller, at han selv havde "lidt rod i sit skatteregnskab" og tog imod regeringens tilbud om generelt amnesti for skatteunddragere. Og han tilføjer, at ingen har interesseret sig for hans forhold før det tidspunkt, hvor han selv meldte sig hos skattemyndighederne.
"Og jeg tror godt jeg kan mærke, folk har fået lidt flere penge mellem hænderne, og de tror på systemet på en lidt anden måde, selv om der stadig er lang vej," siger han og langer mineralvand over disken. En halvanden liters ko-ster kun en brøkdel mere end en tur med toget.
$SUBT_ON$Frihandel
Skattesænkningen blev præsenteret i slutningen af sidste år som del af en hel pakke i forbindelse med en omfattende regeringsomdannelse med ministerpræsident Ahmed Nazif som ny leder. Og nu ser mange egyptere dette som noget, der kan tjene som model for ikke bare den arabiske verden, men også skrantende økonomier i den tredje verden.
Der er planer om at tildele fattige familier i landdistrikterne jord, og man har også sænket importafgifterne og udbygger fortsat frihandelssamarbejdet i den arabiske verden, så de fleste varegrupper nu er helt toldfritaget. Og hertil venter alle nu på, hvad Hosni Mubarak vil gøre med sit valgløfte om at skabe tusindvis af nye fabrikker og større produktionsvirksomheder inden for de næste seks år. Dette har til mål at skabe 4,5 millioner nye arbejdspladser, hvilket mange finder urealistisk.
Officielt er arbejdsløsheden på 10 procent, men de fleste iagttagere er enige om, at den er en hel del højere. Et af problemerne er således den skjulte arbejdsløshed i den offentlige sektor, der har fem millioner ansatte. Dette er et levn fra tidligere, hvor en akademisk uddannelse automatisk gav adgang til en stilling i det offentlige, og selv om dette er afskaffet, sidder mange af disse mennesker der stadig.
"Det ville også være selvmorderisk at fortsætte med, når man tænker på, at der hvert år kommer 500.000 nye akademikere på arbejdsmarkedet," siger Niveen Wahish:
"I stedet er Egypten gået i gang med at slanke denne sektor, samtidig med at man har en større forståelse for at donormidler fra udlandet ikke længere skal modtages passivt, men omsættes i produktive aktiviteter."
Agadir-aftalen
Alene fra USA modtager Egypten årligt 500 mio. dollars i bistand, men dels nedtrappes dette med fem pct. om året, så det i 2009 vil ligge nærmere de 400 mio., og dels omlægges bistandsprojekterne. Før i tiden gik næsten alle pengene til infrastrukturprojekter, hvor hovedparten nu - til dels på egyptisk initiativ - eksempelvis bruges til at skabe arbejdspladser.
"En af præsidentvalgets kandidater, Ayman Nour, slog konstant på, at hver egypter efter hans opfattelse skal have tre daglige måltider mad," forklarer Wahish.
"De havde alle økonomiske temaer, men Mubarak slog navnlig igennem fordi han ved sin økonomiske politik har skat et momentum, vi nu håber på vil udvikle sig," siger han.
Således er den såkaldte Agadir-aftale noget, mange egyptiske iagttagere lægger stor vægt på. Den åbner mulighed for at Egypten, Jordan, Tunesien og Marokko kan producere i fællesskab og formelt betragte eksportvarerne som europæiske ifølge den associeringsaftale, de fire lande har med EU. Og disse ting håber man nu på kan komme til at fungere som forbillede for andre arabiske styrer hvad for eksempel angår liberalisering af økonomierne.
Folk på gaden formulerer sig anderledes men bevæger sig alligevel lidt i samme baner.
"Som egyptere er vi trætte af hele tiden at skulle modtage hjælp fra USA. Vi vil selv, og jeg håber meget, at Hosni Mubarak og hans regering ikke snyder os igen med tomme løfter," siger en mand ved navn Ismail, der dog selv har råd til at betale sine togbilletter.
"Der skal skabes arbejdspladser og social sikkerhed for at genskabe tilliden til styret," siger han.
