Læsetid: 3 min.

Mubarak i offensiven

Mubarak ligger til en forventet sejr ved præsidentvalget, men han har brug for en høj stemmeprocent for at legitimere sejren
7. september 2005

Egypterne går til valg i dag, og den siddende præsident, Hosni Mubarak, ligger til at vinde. Men det kan blive en sejr, der ikke har folkeligt afsæt, for bliver stemmeprocenten så lav som normalt, kan det stille spørgsmål ved sejrens legitimitet.

De 77-årige Mubarak, der har regeret Egypten i 24 år, afsluttede sin valgkamp med at appellere til landets 32 millioner vælgere om at gå hen og stemme.

"Den Hosni Mubarak, der taler til jer i aften, søger støtte fra hver eneste af jer," sagde han til en stor folkemængde i hovedstaden Kairo i søndags - den sidste dag i valgkampen, der har været præget af løfter om flere arbejdspladser og bedre lønforhold.

Mubarak har siddet i fire seksårige valgperioder, og ved de hidtidige valg har der været tale om folkeafstemninger, hvor kun Mubarak har været kandidat. Uafhængige vurderinger siger, at stemmeprocenten ved disse folkeafstemninger kun har været omkring 10.

Denne gang er der modkandidater. En forfatningsændring blev vedtaget tidligere i år, og den tillader modkandidater, der dog skal godkendes af parlamentet, der er domineret af Mubaraks politikere.

Det betyder, at der ved dagens valg er ni udfordrere til Mubarak, men de spås ikke mange chancer for at vælte den aldrende veteran på den egyptiske trone.

Udfordrerne

Den udfordrer, der kommer nærmest Mubarak, er den 40-årige Atman Nur, leder af det liberale Ghad-parti. Han har vist sig at være en af Mubaraks heftigste kritikere i valgkampen. Tidligere i år blev han anholdt og tilbageholdt tre uger på baggrund af falske anklager. Han har under valgkampen talt om en toårig overgangsperiode, hvorefter Egypten skal være demokratisk.

Mange iagttagere forudser imidlertid, at den ufordrer, der får flest stemmer efter Mubarak, bliver Numan Gumaa, der leder det liberale Wafd-parti. Kritikere siger, at han er blevet overtalt til at stille op af Mubaraks National Demokratiske Parti for at tage stemmer fra Nur.

Det er usikkert, om det bliver muligt for uafhængige valgobservatører at holde øje med valget på grund af en strid mellem valgkommissionen og domstolene. Det har skabt frygt for, at der vil blive svindlet ved valget.

De egyptiske dommere har fået til opgave at overvåge valget, og de har bedt om uafhængige observatører, der skal være til stede i valglokalerne. Men valgkommissionen, der ifølge oppositionsledere kontrolleres af Mubaraks National Demokratiske Parti, har afvist dommernes krav.

Egyptiske aviser og iagttagere regner valget for så godt som afgjort, og derfor er det stemmeprocenten, der er blevet talt meget om.

Et medlem af Mubaraks valgkampagne siger, at en stemmeprocent på 40 vil være "et storslået resultat", mens oppositionsledere og iagttagere mener, at valgets vinder vil mangle legitimitet, hvis stemmeprocenten bliver under 50.

Det endelige resultat ventes nogle dage efter valget, men går det som ved folkeafstemningen i maj, da forfatningsændringen, der har banet vej for flere kandidater, blev vedtaget, så er der risiko for, at det officielle resultat ikke nødvendigvis er det reelle.

I juli udsendte de egypti-ske dommere en rapport om folkeafstemningen, og her talte de om svindel. De sagde, at stemmeprocenten kun havde været omkring en femtedel af de 53 procent, som det officielle resultat hævdede.

"Dommernes begrænsede magt kan ikke forhindre valgsvindel," sagde dommeren Ashraf al-Barudi i går til avisen Al-Dustour og tilføjede, at han venter repressalier fra regimet.

"Jeg venter negative konsekvenser fra regimet, og jeg og nogle af mine kolleger har for nylig modtaget advarsler. Alle vore bevægelser overvåges," sagde han.

Forklædte observatører

I går fastslog informationsministeriet, at valgkommissionen har mest vægt, og at dens beslutninger ikke kan appelleres.

Det var i går fortsat uklart, om og hvordan de hundredvis af uafhængige valgobservatører får adgang til de omkring 10.000 valglokaler, der åbner kl. 08.00 og lukker igen kl. 20.00 (lokal tid).

Observatørerne er trænet af private organisationer. Flere end 30 af denne slags organisationer har været involveret i det hidtil usete forsøg i Egypten på at skabe gennemsigtighed i et valg.

Nogle af organisationerne siger, at de planlægger at sende observatører forklædt som vælgere til valglokaler, ligesom de vil slå telte op ved valgsteder, så vælgere kan rapportere om uregelmæssigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu