Læsetid: 3 min.

Muhammed og EU

Det ville være synd at sige, at den europæiske union har spillet nogen afgørende rolle i den globale polemik om de famøse Muhammed-karrikaturer. Hvis man skulle give en samlet bedømmelse af EU's optræden som kollektiv politisk aktør, ligger dumpekarakteren tværtimod lige for.
16. februar 2006

DET ville være synd at sige, at den europæiske union har spillet nogen afgørende rolle i den globale polemik om de famøse Muhammed-karrikaturer. Hvis man skulle give en samlet bedømmelse af EU's optræden som kollektiv politisk aktør, ligger dumpekarakteren tværtimod lige for.

For det første har det været svært at finde ud af, hvem der egentlig repræsenterer EU; det østrigske EU-formandskab har modsagt sig selv flere gange. Europa-Kommissionens formand José Manuel Barroso har været ude med en stærk opbakning til Danmark og ytringsfriheden som grundlæggende demokratisk princip. Samtidig har EU's udenrigspolitiske koordinator Javier Solana i denne uge på sin arabiske forsonings-rundrejse luftet mulighed for EU's tilslutning til en ny FN-garanteret beskyttelse af religioner mod blasfemiske ytringer. Diverse EU-kommissærer har luftet vidt forskellige synspunkter. Og i dag vedtager Europa-Parlamentet en resolution, der at dømme ud fra forarbejderne bliver både vag og vægelsindet.

JYLLANDS-POSTEN valgte på trods af denne uimponerende indsats ikke desto mindre i går i en leder at hylde EU's "opbakning og bestemte hensigter". "Fællesskabet bakker i alt væsentligt op om Danmark," hed det. Avisen mener tilmed, at Muhammed-stormen er kommet midt i "EU's egen og måske værste krise, men de faste europæiske støttemeldinger synes også velegnede til at knytte et europæisk samarbejde i stærk vildrede tættere sammen igen".

Skribenten benytter endda lejligheden til at knytte den påståede solidaritet fra Unionen til den aktuelle krise for EU's braklagte forfatningstraktat: "Det er værdifuldt, at der ikke er tvivl om, at EU i en så alvorlig situation skal stå sammen om de fundamentale demokratiske værdier. Det kan vise sig at være vigtigere end et papir med en traktat, som ikke kan samle fuld støtte i det europæiske bagland. Det kan føre til en ny og bedre begyndelse, som kan give ny mening, og som også kan få EU til at koncentrere sig om de vigtige tiltag i global sammenhæng."

Jyllands-Posten hænger sin pludselige EU-optimisme op på et interview, som Barroso i går gav til flere danske medier, hvor kommissionsformanden udtrykker sin fulde solidaritet med Danmark og den danske regerings forsvar af ytringsfriheden. "En boykot af Danmark er en boykot af hele EU," lød det her fra den portugisiske kommissionsformand.

Uanset at man kan have forståelse for, at den trængte avis har lyst til at læne sig lidt op ad en opfunden EU-solidaritet, er det ikke desto mindre en grandios overvurdering af fakta. Unionens medlemslande er helt uenige om denne meget følsomme sag. Der er simpelt hen vidt forskellige politiske vurderinger af, om tegningerne handler om hån af en udsat religiøs minoritet eller om et forsvar for ytringsfriheden. Dertil kommer forskellige nationale lovgivninger, traditioner for satire, forskellige strategier for håndteringen af egne muslimske mindretal samt fundamentalt forskellige interesser i samarbejdet med den arabiske og muslimske verden. De store EU-lande har solide økonomiske interesser i Mellemøsten, som har haft betydning for de forsigtige reaktioner, man har set fra både Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

DEN triste konklusion er simpel og nøjagtigt den samme som i forløbet op til Irak-krigen: EU har ikke nogen koordineret udenrigspolitik og er hverken institutionelt, organisatorisk eller politisk klædt på til samlet at håndtere en situation som Muhammed-stormen. Det kan man udtrykke, som den franske filosof og intellektuelle systemkritiker Andre Glucksmann gjorde i et glimrende interview med Weekendavisen i fredags: "EU har ulykkeligvis for vane ikke at ville føre politik. Det er en stor fejl. For det andet bryder EU sig ikke om direkte at udpege sine modstandere, og endelig er der en tendens til, at man bekvemt vender ryggen til de store politiske udfordringer udefra i troen på, at det ikke kommer os ved. Det er europæisk passivitet og fejhed, når det er værst, for man modstår ikke afpresning ved at være godmodigt eftergivende."

Det skal siges, at de modstandere udefra, som Glucksmann taler om, naturligvis ikke er 'muslimerne' som en grov og meningsløs kategori - tværtimod afviser han eftertrykkeligt Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød - men derimod de fanatiske terrorister og små voldelige islamistiske mindretal, der har taget "sagesløse muslimer i den arabiske verden" som gidsler.

Man kan også som den danske EU-ekspert Marlene Wind ærgre sig over, at EU i forløbet ikke mere offensivt har forsvaret menneskerettighederne. Wind har udtalt, at "ytringsfriheden og menneskerettighederne blev i forbindelse med EU's forfatningstraktat netop understreget meget. Men efterfølgende har disse principper ikke været meget i fokus. Der ser ud til, at EU ikke har noget fælles grundlag på området."

Netop.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu