Hvad ville det internationale samfund i dag gøre ved en mand, der organiserede en massakre på hundreder af forsvarsløse medlemmer af et religiøst mindretal, som udsendte snigmordspatruljer og i øvrigt overtrådte krigens regler?
Slæbe ham for en international krigsforbryderdomstol, naturligvis.
Men der var en tid, hvor der ikke var noget, der hed Forenede Nationer, og hvor der slet ikke eksisterede nogen nation i Arabien. For snart 1400 år siden udvandrede købmandsenkemanden Muhammed ibn Abdullah på sin dromedar fra sin fødeby: den golde ørkenby Mekka. Med en hedning som vejviser blev han ført til en daddelpalmeoase nordpå. Her var den første, der spejdede indvandreren, en jøde. Han kunne naturligvis ikke vide, hvilken skelsættende begivenhed, han var vidne til; dels for tilhængerne af hans egen religion, dels for den godt en milliard mennesker, der i dag har gjort dette øjeblik til begyndelsen for deres tidsregning.
Det var profeten fra Mekka, der var ankommet til Medina. Snart skulle Muhammed ibn Abdullah blive prinsen af Arabien.
Enkelte uafhængige kilder fra denne tid gør det så godt som sikkert, at der har levet en indflydelsesrig mand ved navn Muhammed i den arabiske ørken. De fleste historikere vil også anerkende, at i hvert fald store dele af Koranen stammer fra denne mand. Meget mere ved vi ikke om ham. Når man i dag kan skrive hans biografi, er det fordi muslimske historikere, der levede mere end hundrede år efter Muhammed, skrev om ham på basis af mundtlige overleveringer.
Muhammeds tilhængere var flere gange tæt på oprør, når Muhammed tiltog sig personlige fordele som f.eks. ved særregler om hvor mange og hvem, han måtte gifte sig med, og i forbindelse med plyndringsgodsets fordeling. Men så behøvede han blot at nævne, at hans ønsker var Guds udtalte ord. Så faldt der ro over menigheden.
Muhammed regnede med, at jøderne i den driftige by Medina ville antage ham som profet, men da det viste sig, at han kun havde et overfladisk kendskab til deres hellige bog, Torahen, gjorde de ham til grin. Muhammed svarede igen ved at påbyde sine tilhængere ikke længere at bede mod Jerusalem, men vende sig mod templet i Mekka. Siden uddybede han sin kritik af både jøderne og de kristne med, at begge havde ændret i deres hellige bøger. Ifølge Koranen er det f.eks. Jesus, der har forudset Muhammeds komme.
Én blandt flere profeter
Muhammed levede i et multikulturelt og multireligiøst Arabien. Guder som Hubal, Allah, al-Uzza, al-Lat og Manat blev tilbedt. Hedningene, herunder Muhammed selv i hovedparten af sit liv, tilbad sten, som repræsenterede guderne. Den helligste af dem alle var den sorte sten indmuret i den firkantede bygning i templet i Mekka. Men en meget stor del af araberne var kristne af forskellige retninger og jøder. De medbragte ideen om én gud.
Tiden for drastiske ændringer var moden i Arabien, gamle vaner og forældet tankegods blev knust under historiens hjul. Muhammed var blot én blandt flere profeter, der hævdede, at de modtog åbenbaringer fra en guddom. Maslama ibn Habib og den kvindelige profet Sajah bint al-Harit var blandt de mest berømte, og var det militære opgør mellem rivalernes tilhængere ikke faldet ud til muslimernes fordel, havde verden af i dag set helt anderledes ud.
Muhammed fordrev de jødiske stammer fra Medina. Deres gods og ejendom blev fordelt blandt muslimerne. Senere skulle jøder blive fordrevet fra store dele af Arabien, fordi det efter sigende var profetens sidste ønske. Men i det politiske spil om magten er det ikke altid nok at fordrive; dengang som i dag. Et af de største jødiske samfund i Medina blev kollektivt dømt til døden, da de ikke ville underkaste sig og omvende sig. De overgav sig i håb om nåde og barmhjertighed, men mændene og drengene, der havde nået puberteten, blev i små grupper ført bagbundne ud på byens markedsplads, hvor der var gravet store grave. På kanten af disse blev de beordret til at knæle, og så blev deres hoveder hugget af. Ifølge de muslimske kilder blev mellem 600 og 900 drenge, mænd og en enkelt kvinde massakreret i datidens Srebrenica. De øvrige kvinder blev fordelt blandt de muslimske mænd. Muhammed selv valgte sig den smukkeste.
I andre tilfælde viste Muhammed de overvundne nåde. Men der var nogle, som måtte dø. Det var digtere, der fornærmede Muhammed personligt. Blandt sine mest troende tilhængere fandt Muhammed sine snigmordere. En digter blev lokket i baghold og dræbt. En anden blev slået ihjel i sit hjem.
Det samme overgik en kvindelig digter; ifølge muslimsk tradition listede en troende sig en nat ind i hendes hus og fjernede barnet, der sov ved hendes bryst. Så gennemborede han hende med sit sværd. Hun efterlod sig fem børn.
Det skulle ikke blive sidste gang i verdenshistorien, at de gudfrygtige skulle dræbe forfattere og kunstnere, der havde krænket en hellig mands ære. Og det skulle ikke blive begrænset til islam. Det uhyggelige er, at det kan ske i den moderne verden og især, at morderens åndeligt medskyldige kan komme af sted med at 'forstå' eller forsvare forbrydelsen med henvisning til, at deres religiøse følelser er krænket.
Stor taktiker
Muhammed lod sig krænke og ophidse af satire, men når han genvandt sin selvkontrol, var han en stor taktiker. Muslimerne i Mekka kom i flertal, efter at Muhammed havde erobret byen og forlangt underkastelse.
Mekka blev omskabt fra et multireligiøst samfund til et rent muslimsk. Til gengæld indføjede Muhammed de fleste hedenske skikke i islam, som vi kender dem i dag (valfarten, pilgrimsklæderne, løb mellem de to høje udenfor Mekka, stening af djævlen, dyreofringerne, kronragningen, rundgangen om templet, kys på den sorte sten, mm.).
Blandt de mange koner og slavinder, han inkluderede i sit harem, var et pigebarn på ni år. Med det generalieblad havde han været jaget vildt i et hvilket som helst dansk fængsel i dag. Men Muhammed kan ikke dømmes efter moralbegreber, der ikke eksisterede på hans tid på hans sted - med mindre man vil hævde, der findes universelle menneskelige værdier.
Når Koranen taler om drab på vantro, kvinders underordnede retmæssige stilling og mændenes ret til at tugte dem, og fremstiller dæmoner som væsener fuldt så virkelige som mennesker, får en historiker konkrete oplysninger om tankegangen i den arabiske ørken for snart halvandet tusinde år siden. Det samme gør moderne muslimer; problemet er de fundamentalistisk troende, der gør Koranen til gudens egne ord, og som der derfor ikke kan stilles spørgsmål ved.
Denne ahistoriske fortolkning af Muhammed ibn Abdullahs ord har kostet millioner af mennesker livet eller livslysten gennem krig og forfølgelse og har ført til afvisning af fornuft, tvivl samt videnskabelig og selvstændig tænken.
Anderledes tænkende er blevet truet med Helvede, hvor de skulle drikke kogende vand og få deres lemmer knust under jernkøller. De, der tænkte - og tænker - som Muhammed, og ikke mindst dem, der dør i jihad, hellig krig, ender derimod på bløde hynder i Paradis med jomfruer med øjne som gazeller og evigt unge drenge så rene som perler.
Pragmatiker
At frygte Dommedag er helt centralt i islam, livet på jorden er kun en bedragerisk nydelse, som skriftstedet fastslår. Men ud over sit enevælde, sin rigdom og sine mere end et dusin tilgængelige kvinder havde Muhammed også et så begavet hoved, at han havde øje for de politiske realiteter og aktuelle forhold. Som Harald Blåtand samlede Danmark og gjorde danerne kristne, samlede Muhammed araberne og gjorde dem til muslimer. Og hvis han havde levet i dag, ville han sikkert lige så lidt som Harald i givet fald holde fast i de dogmer, han selv stod fadder til for 1400 år siden. Fra at have været den dybt religiøst vækkede i Mekka, der advarede sine bysbørn om dommens dag, blev han hærchefen, statsmanden, det religiøse overhoved og først og fremmest pragmatikeren i Medina. Kunne vi vække ham til live i dag, ville han sandsynligvis måbende betragte de fanatiske muslimer, der ikke har formået at føre hans tanker op til i dag, men hjælpeløst holder fast i fortiden og en bogstavtro fortolkning ud i det groteske.
Muhammed var i høj grad med til at sætte verdenshistoriens hjul i sving. Siden blev den mest yndede disciplin blandt hans mest troende tilhængere at bremse det. Muhammed indsatte sig selv i Koranen som et forbillede for de troende og blev tiljublet; havde han begået sine gerninger i dag, ville verdenssamfundet have sat ham i anklageskranken. Ingen formår for evigt at sidde øverst på historiens hjul.
* Kåre Bluitgen er forfatter. Kronikken er et uddrag fra hans bidrag til antologien 'Storm over Europa. Islam - fred eller trussel', som netop er udkommet på forlaget Holkenfeldt 3.
* Kronikken torsdag: Genmæle mod Cheminova