Læsetid: 5 min.

Muhammed-krise udløser et borgerligt oprør

Det borgerlige Danmark kunne lidt forenklet spaltes i to lejre. Nationalliberalisterne og multikulturalisterne. De to er uenige om både analysen og strategien for fremtidens samfund
23. marts 2006

Fremlæggelsen af 333 forslag, der skal føre Danmark sikkert ind i den nye globale tidsalder, skulle have været Anders Fogh Rasmussens adgangsbillet til en hædersplads i historiebøgerne. Var der ikke kommet 12 avistegninger på tværs, kunne hans eftermæle med lidt held være blevet statsministeren, der førte nationen ind i en ny global tidsalder og rustede Danmark økonomisk og mentalt til en flerkulturel verden med benhård konkurrence på viden, teknologi og opfindsomhed.

Men det kom til at gå anderledes. I sidste uge præsenterede Fogh Rasmussen de mange forslag for pressen, og tirsdag blev de diskuteret i det globaliseringsråd, som statsministeren i det forløbne år selv har stået i spidsen for. Men i stedet for sole sig i formuleringer om "verdens førende videnssamfund", så skiftede fokus radikalt. Anders Fogh Rasmussen måtte på det efterfølgende pressemøde svare på spørgsmål om mejerigiganten Arlas annoncekampagne i Mellemøsten, om Lego-klodser på FN's racismeplakater og om grovkornede sammenligninger mellem Fogh Rasmussen og Adolf Hitler. Altsammen udløbere af den uendelige Muhammed-sag, som har stjålet dagsorden fra alle regeringens gode intentioner om Danmark i den globale økonomi. Når historiebøgerne skal skrives, er det mest sandsynlige, at Anders Fogh Rasmussen i stedet kommer til at stå tilbage som "ham med Muhammed-sagen".

De borgerlige på nakken

Men hvad gik der galt? Fogh Rasmussen er på grund af det parlamentariske styrkeforhold blevet tvunget ud i et valg mellem to stærke borgerligt liberale hovedstrømninger. Muhammed-sagen og statsministerens håndtering af den har ikke skabt splittelsen - blot gjort den stadigt mere uforsonlige strid åbenbar for enhver. På kort tid er det på en gang lykkedes statsministeren at få store dele af erhvervslivet og det etablerede borgerlige Danmark på nakken og i den anden lejr at blive gjort til en moderne frihedshelt. Det skyldes ikke kun Fogh Rasmussens ønske om at "skille fårene fra bukkene." Der er i høj grad tale om en forståelseskløft mellem statsministeren og de dele af erhvervslivet, som nu kritiserer ham for at være for stejl og for orienteret mod Dansk Folkeparti og den nationale virkelighed.

Bag den hårde kritik på den ene side og den hjertelige opbakning til statsministeren på den anden ligger der to grundsyn, to forskellige analyser af Danmarks position i den internationale verden og to forskellige strategier for fremtidens Danmark. Splittelsen er eksponeret af Muhammed-krisen, men i sin substans er den universel og tegner i stadig større udstrækning de politiske og ideologiske skel i Danmark og resten af Vesteuropa.

De to lejre

Meget forenklet kan man dele det borgerlige Danmark op i to partier. Det ene kunne passende hedde Nationalliberalisterne. Det parti tilhører Pia Kjærsgaard og resten af Dansk Folkeparti med Mogens Camre og Louise Frevert som de mest yderligtgående. I partiet er også størstedelen af Venstre repræsenteret med Jens Rohde, Bertel Haarder, Irene Simonsen og Anders Fogh Rasmussen som de mest fremtrædende. Den konservative kulturminister Brian Mikkelsen er med i partiets inderkreds og partiet bakkes op af en række borgerlige tænkere og redaktører, som Lars Hedegaard, Ralf Pittelkow, Claes Kastholm Hansen, Erik Meier Carlsen og Ulrik Høy. Nationalliberalisterne bakkes op af aviser som JyllandsPosten, dagbladet BT og til dels Weeksendavisen. De anser Muhammed-sagen helt entydigt som et groft angreb på Danmark og den danske ytringsfrihed fra islamisterne og yderligtgående kræfter i Mellemøsten.

De er stærkt optaget af dansk kultur, historie og national egenart. Ord som sammenhængskraft, kulturkanon og værdikamp er hører til i denne lejr. Et af partiets ædleste formål er at stå op imod de stærke internationale kræfter, som menes at true vores civilisation. Derfor gælder det om at stå urokkeligt fast på værdierne og skille får fra bukke. Enten er du med os eller imod os. Deres vigtigste prioritet er, at bevare Danmark og danske værdier, og skal der gives køb over for muslimer og andre kulturer, skal det være meget velbegrundet. Nationalliberalisterne er i krig - åndeligt, mentalt og fysisk - mod terrorister, mod de venstreorienterede under Den Kolde Krig, mod islamister og relativister, der ikke står vagt om truede værdier. Internationalt samarbejde er et nødvendigt onde, men skal ikke udvikle sig til noget overnationalt, der truer dansk suverænitet.

De multikulturelle

Det andet parti kunne man kalde Multikulturalisterne. Hertil hører store dele af Det Konservative Folkeparti, som dog midlertidigt er fanget i den forkerte lejr. Det Radikale Venstre, den eksportorienterede del af erhvervslivet og toppen af dansk industri. De fremmeste fortalere er Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller, Marianne Jelved, Connie Hedegaard, Hans Skov Christensen, Niels Due Jensen og en række fremtrædende ambassadører. Multikulturalisterne bakkes op af aviser som Berlingske Tidende og Børsen. I partiet mener man, at den vigtigste opgave for den politiske ledelse er at forberede samfundet på en uundgåelig fremtid, som er multikulturel og multietnisk. Den ligger ikke lige om hjørnet, men det er den vej, det går. Med tiden vil Danmark blive lige så multikulturelt som resten af Vesteuropa, og den fremtid skal vi forberede os på allerede nu. Det, som mange kalder danske værdier, er i virkeligheden europæiske værdier og ved at fokusere så meget på det nationale, så taber Danmark i det globale kapløb, mener partiet, som er meget optaget af frihandel og økonomisk vækst som nøglen til en bedre verden. Både på eksportmarkederne, mulighederne for at tiltrække de klogeste hoveder og store virksomheder til Danmark og muligheden for politisk indflydelse i verden er det vigtigt, at Danmark åbner sig mod verden og har et godt omdømme.

Multikulturalisterne er konsensus-søgende og mener, at Danmark skal tilpasse sig verden omkring. Muhammed-krisen har intet med ytringsfrihed at gøre. Det er en sag, som skal håndteres og løses effektivt. Der skal findes en vej ud af krisen, som alle kan leve med. Der er ikke tale om en krig mellem kulturer, men en uhensigtsmæssigt begivenhedsforløb fremkaldt af uheldig håndtering og manglende forståelse for andres følelser. Internationalt samarbejde vil vokse i takt med, at verden rykker tættere sammen. Derfor er det nødvendigt, at overlade mere suverænitet til blandt andet EU.

Muhammed-sagen har fået striden mellem værdiorientede nationalliberalister og pragmatiske multikulturalister i det borgerlige Danmark til at blusse op. Sagen om de tolv tegninger har sat fingeren lige der, hvor de to borgerlige strømninger brydes. Anders Fogh Rasmussens fordel er, at han har befolkningen bag sig. Det viser alle målinger. Men han er blevet tvunget til at vælge lejr og grøfterne vil uden tvi9vl blive gravet dybere i de kommende år, og det bliver sværere for statsministeren at fremstå som eksponent for midten i dansk politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu