Læsetid: 4 min.

Muhammed-krisen køler af

Boykotopfordringen fra imammødet i Bahrain er formentlig en af Muhammed-konfliktens sidste krampetrækninger, men den viser tydeligt, hvem der puster til ilden i den næsten seks måneder lange strid
25. marts 2006

Gang på gang er de danske imamer blevet beskyldt for at spille dobbeltspil i sagen om Jyllands-Postens forkætrede profet-tegninger. Den netop overståede imamkonference i Bahrains hovedstad Manama satte ikke punktum for den islamiske boykot af danske varer. Og det er der en god forklaring på. Både de danske imamer, som deltog på mødet i Bahrain, og de mange prominente religiøse ledere fra Mellemøsten har deres egen dagsorden, som gør det mere attraktivt at puste til ilden end at dække bålet til. Derfor sluttede mødet i Bahrain med at opfordre til at fortsætte boykotten af Danmark.

Trods imamernes bestræbelser på at holde liv i Muhammed-striden, er der imidlertid mange tegn på, at den næsten seks måneder kampagne mod Jyllands-Posten er ved at tabe pusten.

Dobbelt mission

Den danske delegation bestod som bekendt af de fem imamer Abu Laban fra Islamisk Trossamfund, Århus-imamerne Raed Hlayhel og Ahmed Akkari, Odense-imamen Khaled al-Samha og den danske konvertit Abdul Wahid Pedersen samt formanden for det mindre kendte Islamisk Forbund Jehad al-Jarra .

Ikke overraskende har d'herrer udsendt meget forblommede signaler under deres ophold i Manama. Ifølge Abdul Wahid Pedersen har de danske imamer haft det budskab med til Bahrain, at boykotten mod danske varer bør ophøre, fordi den rammer de forkerte. Men interessant nok har alle de toneangivende arabiske medier citeret delegationsleder Raed Hlayhel for, at de danske imamer støtter en fortsat boykot.

Årsagen til imamernes gentagne tvetungethed er selvfølgelig, at de prøver at stille alle parter tilfreds . I den danske offentlighed vil de gerne fremtræde som ansvarlige, pragmatiske og dialogsøgende, mens de i den muslimske offentlighed gerne vil bevare rollen som kompetente forsvarere af Profeten og islam.

I det hele taget har de danske imamer været på en meget besynderlig mission. Efter i flere måneder at have været Muhammed-kampagnens absolutte primus motor, var det lykkedes Abdul Wahid Pedersen at overbevise både det officielle Danmark og dansk erhvervsliv om, at de rejseglade imamer nu var indstillet på at gøre alt, hvad de kunne for at kaste sand på det ulmende Muhammed-bål. Forventningerne til imamkonferencen i Bahrain har derfor været skruet helt op, både i Udenrigsministeret og hos dansk erhvervsliv, der efterfølgende må sande, at imamernes brandslukning lader en del tilbage at ønske.

Snævert manøvrerum

Ligesom de danske imamer har de omkring 300 religiøse notabiliteter, som har været forsamlet i Bahrain deres egen dagsorden, som konflikten om Muhammed-tegningerne nærmest er skræddersyet til at fremme.

Det gælder for eksempel konferencens absolutte nøgleperson, den egyptisk-fødte 79-årige sheik Yussef al-Qaradawi, der i de forløbne måneder har slebet sit islamiske image ved at være en af de stærkeste fortalere for en boykot af danske produkter.

Med eget talk-show på den indlydelsesrige arabiske tv-kanal al-Jazeera har den konservative Qadarawi direkte adgang til mange millioner muslimske tv-seere i såvel den arabiske verden som Europa. Og de er ikke indstillet på at ophæve boykotten. Det viser en meningsmåling på Jazeera.net i går. Her svarer 70,2 procent nej til at ophæve boykotten af Arla, selv om firmaet har sagt undskyld for Muhammed-tegningerne.

Hvis Qaradawi og de mange andre kendte og ukendte imamer, som havde fundet vej til Bahrain, skal styrke deres islamiske credentials, er det ikke den taknemmelige og relativt omkomstningsfrie Muhammed-sag, de skal give sig på.

En anden af konferencen absolutte topfolk, den populære saudiske sheik Salman al-Awdah, illustrerer den virkelighed en række af konferencens andre deltagere agerer i. Ligesom mange af de andre imamer tilhører han den lokale islamistiske opposition, som konstant forsøger at overtrumfe deres respektive regeringer og offentlige instutioner i islamisk retsind. Heller ikke han har brug for at give køb på kritikken af en ubetydeligt lille land højt mod nord.

Ser man på konferencens sluterklæring, afspejler den tydeligt Qaradawi og al-Awdahs kurs. Her understreges det, at det er helt legitimt at boykotte Danmark for at protestere mod Jyllands-Postens tegninger.

Roen sænker sig

Den eneste af konferences centrale personligheder, der åbent støtter ophævelsen af boykotten mod Danmark, er Egyptens statsansatte stormufti, Ali al-Goma'a, der på sin regerings vegne forsøger at lægge låg på konflikten ved at påpege, at en boykot rammer de forkerte. I konferencens slutdokumenter åbnes der også en lille dør på klem, idet Arla roses for at have taget afstand fra tegningerne. Det er derfor i orden at indlede en dialog med netop dette danske firma, hedder det slutdokumentet.

Meget tyder i det hele taget på, at boykotopfordringen fra de 300 lærde i Bahrain er de sidste krampetrækninger i en sag, der må siges efterhånden at have fået alt, hvad den kan trække. Den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig er med andre ord ved at falde til ro.

For det første er det efterhånden meget længe siden, der har været folkelige demonstrationer af betydning i den islamiske verden. Den seneste i Pakistan formåede at samle 400 mand.

For det andet har regeringerne i hele den islamiske verden længe været bemærkelsesværdigt tavse. For det tredje er de arabiske mediers dækning af Muhammed-krisen på retur, f.eks. har de arabiske mediers dækning af Muhammed-konferencen i Bahrain været væsentlig mere afdæmpet, end da London-imamen Amr Khaled for bare to uger siden var gæst på den danske regerings Muhammed-konference i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu