Læsetid: 8 min.

Muhammed og moneyteismen

Modtrækket til fremmedfjendtligheden er hverken konservatisme eller politisk korrekt tolerance, men en ny universalisme, siger Lilian Munk Rösing efter karikaturkrisen
17. november 2006

24. januar 2006 fremlagde kulturministeren sin kanon. En kulmination af den relancering af tradition og fædreland, som har været de nykonservatives reaktion på en tilstand, hvor fælles værdier synes afskaffet til fordel for individets frie udfoldelse, hvad enten der er tale om konsumentens udfoldelse af sit varebegær, den frigjortes udfoldelse af sit seksuelle begær eller populistens udfoldelse af sin irritation. Der blev viftet godt med Dannebrog den dag. To uger senere blev Dannebrog brændt i Mellemøstens gader. Så kunne vi lære det. Troede jeg naivt. Men nej: Fordømmelsen af Danmark i den store verden fik kun mit lille land til at puste sig endnu mere op. Og så var det, jeg var lige ved at emigrere, lige ved at flygte over Øresund og kaste mig i armene på det store svenske statslige overjeg, som jeg forestiller mig aldrig ville tolerere den fremmedfjendtlighed, den åbenlyse mobning, det misbrug af 'ytringsfriheden', som er og bliver den gestus, der lå i Jyllandspostens publicering af Muhammed-karikaturerne.

Jeg var i det hele taget meget tæt på at forelske mig i overjeget i de dage. Endda overjeget i den skikkelse, der inkarnerer det under patriarkatet: Far. Hertil skal siges, at jeg 'normalt' er indædt, hysterisk kritiker af patriarkatet, og at jeg de seneste år har raset mod den bølge af nykonservatisme, jeg oplever blandt de danske intellektuelle, som har travlt med at geninstallere en autoritet, der i sidste ende har faderautoriteten som sit forbillede.

Men da jeg i de mest kritiske dage sad klistret til tv-skærmen med hjertet i halsen, ville jeg kun have Far. Og gudskelov tonede Far jævnligt frem i to forskellige skikkelser: Forfatteren og debattøren Carsten Jensen (min store helt) og Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. Disse fædre kunne præstere en klog og kritisk analyse, der føltes som livsnødvendig næring, i modsætning til den gang tantesnak, der blev serveret ved debatprogrammernes rundborde. I de mest kritiske timer blev nyhedsdækningen på DR1 forestået af en elendig kvindelig debatleder, som havde undladt at invitere analytikere og intellektuelle til sin rundbordssnak. I stedet skulle vi høre tante Pia (Kjærsgaard) og tante Karen (Jespersen) for 117. gang stå og lufte deres forargelse over, at børnene i de københavnske daginstitutioner skal spise Halal-kød til frokost. Måske et emne for strikkeklubbens kaffeslabberas, men ved Gud ikke for en seriøs nyhedsdækning fra en yderst kritisk udenrigspolitisk situation.

Regression

Kort sagt reagerede jeg på den dybe politiske krise med patriarkisme og elitarisme: ud med kvinderne og pøbelen, ind med mændene og de kloge! Herved fandt jeg mig pludselig allieret med den konservatisme, jeg ellers havde set det som en politisk opgave at bekæmpe. En alliance, der blev styrket, da flere repræsentanter for de borgerlige partier efterfølgende ud fra ren og skær borgerlig anstændighed tog afstand fra Jyllandspostens karikaturer.

Men betyder det, at konservatismen har ret? Betyder det, at jeg, stillet over for en virkelig alvorlig politisk situation, måtte erkende, at faderlig autoritet og borgerlig anstændighed er det, vi har brug for? Eller betyder det måske snarere, at jeg, i en tilstand af chok og frygt, regredierede til konservatismen?

De såkaldte danske 'sekularister', en gruppe af intellektuelle, der i ytringsfrihedens navn forsvarer publikationen af Muhammed-karikaturerne, ville nok mene, at jeg simpelt hen var 'forvirret'. Det er nemlig deres generelle diagnose af nutidens danske venstreintellektuelle: De er 'forvirrede', og det er de angiveligt, fordi de mangler nogle analyseredskaber, som 'sekularisterne' gerne vil forsyne dem med, og som de finder i Oplysningens religionskritik.

Modsat sekularisterne mener jeg ikke, 'forvirringen' er en falliterklæring, men den eneste logiske reaktion, specifikt på karikaturkrisen og generelt på hele senkapitalismens politiske situation. Den 'radikale' tænknings insisteren på at opløse faste identiteter har vist sig konform med senkapitalismens behov for en fleksibel og omstillingsparat arbejdskraft. Den liberale inklusive anerkendelse af stadig flere partikulære identiteter har vist sig konform med markedets behov for at definere præcise målgrupper. Den venstreliberale frigørelse af individets indre lyster mødes med den højrepopulistiske frisættelse af individets indre svinehund. Der er god grund til at være forvirret.

Men betyder det, at vi igen skal insistere på faste identiteter? Nej. At vi skal holde op med at inddele befolkningen i partikulære identitetsgrupper? Ja.

Mellem Luther og l'Oreal

Den nationalpopulistiske fremmedfjendtlighed synes at være en konsekvens af to figurer, som er fundamentale i senkapitalismen: det obskøne overjeg og den partikulære identitet.

Det obskøne overjeg er Slavoj Zizeks begreb for den vestlige forbrugers nydelsespligt. Hvis overjeget forbyder os at hore, æde og myrde, så har dette overjeg en obskøn tvilling, der samtidig fortæller os, at det vi egentlig har lyst til, er at hore, æde og myrde. Overjeget dikterer os en lyst i samme bevægelse, som det dikterer os et forbud. Dette lyst-diktat er i vore dage trådt frem i fuldt dagslys som senkapitalismens fremmeste bud, hvad enten det formuleres af Coca Cola ("Enjoy!"), l'Oréal ("Because I am worth it!") eller Viagra-industrien ("Du skal have lyst!").

Det giver næppe længere mening at tale om overjegets obskønitet som en dunkel 'bagside' eller et hviskende 'ekko'; appellen til lysten er blevet det første bud, der råber os højlydt an og bøjes i neon af reklamen.

De nationalpopulistiske strømninger, der skyller gennem Europa, og som sidste vinter nåede et klimaks med karikaturkrisen, betragter jeg også som overjegets åbenlyse eksposition af sin obskøne bagside. Hvis senkapitalismen byder os at give efter for det lystfyldte begær, så byder nationalpopulismen os at give efter for den lystfyldte irritation, den smålige og kun alt-for-menneskelige irritation over 'den anden'. Det er denne irritation, den jødisk-kristne etik håndterer med sit bud om næstekærlighed. At betragte et medmenneske som en 'næste' er, som Kierkegaard skriver, at forudsætte kærligheden i dette medmenneske. At forudsætte kærligheden betyder også at kunne se den anden som trængende, manglende. Chauvinismen gør det modsatte: Den betragter den anden som fuldt tilfredsstillet. Den fulde tilfredsstillelse, som nutidens vestlige forbruger aldrig opnår, selvom Snickers-reklamen lover ham det (fully satisfied!), forestiller han sig, at 'den fremmede' har adgang til, dels gennem diverse statslige ydelser (kontanthjælp, boligsikring), dels gennem det mangelfulde overjeg, som altid hører med til chauvinistens fantasi om 'den anden', hvad enten det er mandschauvinistens fantasi om den nydende kvinde eller den danske nationalpopulists fantasi om den svinske araber. Denne fantasi om den andens lystudlevelse kan betragtes som en variant af det obskøne overjeg: Forbudet dikterer mig ikke alene en lyst, men også en fantasi om, at for andre er denne lyst mulig at udleve.

Psykoanalysen belærer os om, at 'den anden' virkelig er en provokation, en krænkelse af vores primære narcissisme. Den politiske korrekthed fortrænger denne provokation, der så har det med at vende tilbage med al den kraft der ligger i det fortrængtes genkomst. Styrkelsen af den politiske korrekthed er måske lige så lidt modtrækket til nationalpopulismen som styrkelsen af den konservative faderautoritet. En egentlig anerkendelse af den anden kan ikke finde sted, hvis ikke vi indser, at den anden udgør en provokation. Den del af den danske offentlighed, der måske bedst håndterer problemet, er fjernsynets satire-serier: den geniale imitator Anders Matthesen, som laver en uforlignelig parodi på en tyrkisk mekaniker med åben skjorte og guldkæde; skuespillerinden Anna Neye Poulsen, som sværter sin mulatbrune hud mørk i en parodi på 'den lille vejrneger' (den sorte tv-meteorolog Maria Hørby); komikeren Jan Gintberg, der render rundt med en død perker (Omar Sharif) i en ligpose og leder efter en muslimsk begravelsesplads.

Den politisk korrekte reaktion på chauvinismen har været anerkendelsen af stadig flere særgrupper, stadig flere partikulære identiteter. Men som den franske filosof Alain Badiou har påpeget, er det ikke bare de tolerante, men også markedsøkonomien, der inddeler befolkningen i stadig mere specifikke undergrupper (Sorte homoseksuelle, handicappede serbere, pædofile katolikker, moderate islamister, gifte præster, unge økologiske landarbejdere, ydmyge arbejdsløse"), for at kunne ramme så præcist som muligt med sin markedsføring, hvorved samfundsborgeren reduceres til forbruger.

En ny universalisme

Som jeg ser det, er modtrækket til fremmedfjendtligheden hverken konservatisme eller politisk korrekt tolerance, men en ny universalisme. En universalisme, der ikke er en åben og inklusiv serie af stadig flere fremmede og outsidere, men derimod gør selve fremmedheden og udenforskabet til eksistentielle grundvilkår. Hvis vi formår at se den eksilerede, tilflytteren, flygtningen som metaforer for det menneskelige grundvilkår, burde ingen mod sin vilje behøve at konkretisere denne metafor, at leve den ud som den konkrete flugt, det konkrete, fysiske eksil.

I dagens Danmark går den store politiske skillelinje mellem, om man kan acceptere en regering med Dansk Folkeparti som medlem eller ej. I den forstand er jeg tilbøjelig til at betragte alle, der afsiger sig Dansk Folkeparti, som mine allierede, om det så sker til tonerne af Internationale; i den borgerlige anstændigheds navn - eller ud fra en økonomisk interesse i det muslimske marked. Det kan se ud, som om socialisme, konservatisme og liberalisme kan danne fælles front mod populismen. Men man må ikke glemme, at konservatismens overjegsdyrkelse (herunder den dyrkelsen af Fædrelandet, som kulturministerens kanon er udtryk for) har et obskønt og populistisk ekko. Eller at socialismens kamp for de undertryktes frihed pludselig kan blive chauvinistens kamp for at frigøre sin undertrykte irritation. Eller at liberalismens inklusion af enhver partikulær undergruppe følges med en definition af samfundsborgerens som konsument.

Man ku' bo på broen

Så det eneste, jeg kan finde på at sætte som et egentligt modtræk til populismen, er universalismen. Hvilket politisk parti man kunne basere på den, ved jeg ikke. Måske skulle det slet og ret hedde Politisk Folkeparti, fordi det skulle kæmpe for at genindføre politik som noget andet end administration af markedets eller partikulære særgruppers interesser.

Disse linjer skriver jeg i Sverige, hvor min familie og jeg har skaffet os et midlertidigt refugium. Og jeg kan stadig have fantasier om at kaste mig i favnen på det store svenske statslige overjeg. Men indser, at demokratiets kunst er at navigere mellem for megen pøbel (Danmark) og tendensen til for meget overjeg (Sverige); mellem overjegets obskøne bagside og dets pæne forside. Måske burde man bosætte sig på Øresundsbroen.

* Lilian Munk Rösings essay er en forkortet version af det essay, hun har skrevet på opfordring fra redaktionen af det svenske kulturtidsskrift Ord & Bild nr. 5, 2006. Nummeret er lige udkommet og har temaet 'Kapitalismen som religion'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu