Læsetid: 5 min.

Muhammedkrisen delte folket i tre

Debattørerne under krisen kan inddeles i tre hovedgrupper, viser et nyt speciale. Det var dem, der forklarede krisen som et kultursammenstød mellem islam og danskhed, der satte dagsordenen
16. april 2007

Anne Sofie Aanæs har i sit speciale analyseret 657 artikler og debatindlæg fra Jyllands-Posten og Politiken. De handler alle om karikaturkrisen, og konklusionen er, at de danske debattører opererer i tre forskellige diskurser:

"Der er tre måder hvorpå, man italesætter sig selv og de andre på. Og inden for de tre diskurser er der vidt forskellige måder at konstruere fællesskaber på og forskellige måder at værdisætte disse fællesskaber. Hvem er 'vi' og hvem er 'de'," siger Anne Sofie Aanæs, som er kandidat fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet.

Sammenstød

Mest markant er den, som Anne Sofie Aanæs kalder kultursammenstødsdiskursen:

"Den diskurs, som er mest fremtrædende i debatten, laver en meget klar dem-os konstruktion. Den bygger på, at de andre har nogle værdier, som er i opposition til vores værdier. De er middelalderlige, uoplyste og imod lighed for kønnene. Og det bliver forklaret med, at de er muslimer. Det er derfor, de ikke har lighed for kønnene. Det er f.eks. ikke fordi, de kommer fra et patriarkalsk pakistansk samfund. Det er fordi, de er muslimer, at de går ind for tvangsægteskaber og omskæring. For den gruppe af debattører er kultur en uforanderlig størrelse. Det er en færdig kasse, som vi har fået i arv fra vores forfædre. Omvendt har muslimerne en anden kultur, som også er helt fasttømret."

I kultursammenstødsdiskursen ses det fremmede som en trussel:

"Islam er en trussel mod de danske værdier. Den er uforenelig med det danske samfund, som så på den anden side bliver italesat som moderne, oplyst og demokratisk. Samtidig beskrives de også som selvhøjtidelige. 'Kan de ikke forstå, at det bare var for sjov'. Og 'når de ikke kan forstå den danske humor, så kan de ikke blive en del af samfundet'. De forstår det ikke, og når de ikke forstår det, er det fordi, de er religiøse, og det er de i øvrigt alle sammen. Man beskriver også ytringsfriheden meget nøje. Den fremstilles som et det stærkeste og mest centrale begreb i det danske samfund - som noget vi alle har i blodet. Man trækker tråde tilbage til de danske frihedskæmpere og pornografiens frigørelse."

Kultursammenstødsdiskursen formår at sætte dagsordenen under karikaturkrisen:

"Det er den diskurs, der formår at bestemme, hvad der skal diskuteres. At det her handler om ytringsfrihed, eksempelvis. Den er den diskurs, der sørger for, at man diskuterer, hvorvidt muslimer kan være demokratiske, og hvorvidt islam kan fungere i det moderne, sekulariserede samfund. Men man kunne lige så godt have diskuteret alt muligt andet."

Kulturradikale

I direkte opposition til kultursammenstødsdiskursen står debattørerne fra den kulturradikale diskurs:

"De taler ud fra en helt anden kulturforståelse, hvor man ikke har kultur som en lukket kasse, der er defineret ud fra henholdsvis religion og national identitet. De taler ud fra en mere åben og mere politisk borgerlig kulturforståelse, hvor vi alle har de samme rettigheder. Hvis man er fundamentalistisk muslim, har man snarere noget tilfælles med en kristen fundamentalist end med andre muslimer. De mener, at værdier som ytringsfrihed og demokrati er nogle, der går på tværs af religioner, og skelner ikke på samme måde mellem dem og os."

Under karikaturkrisen forsøger de kulturradikale at gøre op med argumenterne fra kultursammenstøds-diskursen:

"Den kulturradikale diskurs dekonstruerer den argumentation, som dem fra kultursammenstødskursen har for at trykke tegningerne. De siger 'I skaber et problem og en konflikt, som ikke er her i forvejen'."

Men de kulturradikale formår aldrig for alvor at sætte dagsordenen:

"Det er stadig kultursammenstødsdiskursen, der sætter dagsordenen. Den kulturradikale bryder med det, men den kommer aldrig til at bestemme, hvad vi snakker om. De anfægter blandt andet argumentet om, at ytringsfriheden er ukrænkelig, og at det er den, det hele handler om. Men dermed svarer de jo bare på den dagsorden, der er blevet sat."

Den sidste diskurs er den mest ekstreme:

"Jeg har kaldt den for 'den nationale islamkritiske diskurs'. Den taler om muslimer og danskere ud fra samme grundidé som kultursammenstødsdiskursen, men den er langt hårdere markeret. Muslimer og islam bliver sammenlignet med nazister og pest, og den muslimske tilstedeværelse er ikke bare en værdimæssig trussel. Det er demografisk trussel, det er en trussel mod hele vores politiske system og langvarige historie. De arbejder for at få indført sharia i Danmark, så hvis vi giver efter, så støtter vi indførelsen af sharia." Denne diskurs har også stor betydning for debatten: "De sætter ikke dagsordenen selv, men den støtter indirekte kultursammenstødsdiskursen og er med til at gøre den mere stueren, fordi denne diskurs bruger en grovere terminologi," siger Anne Sofie Aanæs.

Khader og Laban

Da karikaturkrisen for alvor blusser op og bliver international, bliver tonen i debatten skærpet. Naser Khader stifter Demokratiske Muslimer, og selvom det formentlig ikke var hans intention, så giver det yderligere vind i sejlene til kultursammenstødsdiskursen:

"Naser Khader og Demokratiske Muslimer blive heltene. Der er virkelig mange læserbreve, hvor folk er overraskede over, at der findes muslimer, der går ind for demokrati. Det viser også, hvilken diskurs, der har været fremherskende, nemlig den, der fremstiller muslimer som udemokratiske. Naser Khader kommer til at symbolisere den type muslimer, som 'vi' godt kan lide. Han bliver brugt til at sige 'se her, der er nogen, der rent faktisk har forstået, hvad det handler om'. Samtidig kan de også bruge ham til at sige, 'vi er jo ikke racister. Det er ikke muslimer, vi ikke kan lide, for Naser Khader er fin nok."

Samtidig bliver der taget yderligere afstand til 'de andre', som bliver symboliseret ved imamerne:

"De andre er imamerne. Det er dem, der er på rundrejse i Mellemøsten, og de får navn efter Abu Laban og Ahmed Akkari. Abu Laban var ganske vist ikke med på rejsen, men det skelner man ikke imellem. De bliver italesat som fundamentalisterne. Dem, som ikke vil Danmark. Dem, som taler med to tunger og modvirker demokrati. Opdelingen mellem Naser Khader og Abu Laban bliver så hård, fordi Khader selv problematiserer islam. Han bliver trukket ind, fordi han siger, at det gælder om at få tilpasset islam til det danske demokrati, og dermed reproducerer han kultursammenstødsdiskursen."

Forskellen kommer også til udtryk i den måde, man i journalistiske artikler beskriver de to personer på:

"Abu Laban bliver som regel beskrevet i en religiøs kontekst. Der er reportager fra hans moske, eller man beskriver, hvordan han har studeret islamisk teologi. Og så bliver hans budskab ofte sløret, fordi det bliver sat ind i en religiøs kontekst. Naser Khader derimod bliver beskrevet som en, der har forstået vigtigheden af demokratiet. Han har ordet 'Demokrati' tatoveret på sig. På arabisk."

I dag kører debatten stadig, og ifølge Anne Sofie Aanæs taler danskerne stadig ud fra de samme uforenelige diskurser:

"Der er stadig ikke enighed om, hvad det vil sige at være dansk. Det er ikke sådan, at danskerne har et fællesskab med de samme værdier. Det undrer dem fra kultursammenstødsdiskursen sig over. Tænk at der er danskere, der vil give køb på det allermest danske." Og de kulturradikale bryder med den fastlåste diskurs om, hvad danskhed er:

"De siger: 'Vi er ikke åbne og tolerante'. Tværtimod har karikaturkrisen vist, at vi er intolerante."

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu