Læsetid: 2 min.

Mulig energikrise i Kina til sommer

Ekstreme vejrforhold kan sende efterspørgslen på olie yderligere i vejret
6. juni 2006

Udsigten til en usædvanlig varm kinesisk sommer giver allerede nu landets statslige energileverandører sved på panden i mere end én forstand.

Det varme vejr vil nemlig efter al sandsynlighed stille ekstra store krav til energiforsyningen i Kina, som i forvejen er under voldsomt pres på grund af landets eksplosive økonomiske vækst og den medfølgende enorme efterspørgsel på olie.

Den forventede hedebølge vil næppe medføre en ligeså kraftig stigning i efterspørgslen på diesel- og fyringsolie som den seneste energikrise i 2004, men heden vil sandsynligvis sende behovet for fossilt brændstof længere i vejret end hidtil forudset.

For to år siden overgik efterspørgslen udbuddet og tvang kineserne til at anvende oliedrevne generatorer for at holde fabrikker og airconditionanlæg i gang.

Ifølge prognoser fra den kinesiske National Development and Reform Commission (NDRC) vil den manglende forsyning kun udgøre en fjerdedel af behovet i 2004, men regeringen maner alligevel til besindighed. Kinas årlige økonomiske vækst ligger fortsat på omkring 10 procent, hvad der stiller betydelige krav til energiforsyningen.

"Det ser ud til at tørke, oversvømmelser og andre ekstreme vejrforhold vil forekomme hyppigere i år end i de foregående år," siger vice-direktøren for NDRC, Ou Xinqian.

"Efterspørgslen på elektricitet og sommerens energihøjsæson kan vise sig at vælte de hidtidige prognoser, og vi kan ikke tillade os at lade som ingenting," tilføjer Xinqian.

Færre udsving end USA

Olieforbruget i Kina har langt færre udsving i løbet af året end det for eksempel er tilfældet hos olieslugeren USA, hvor varmt vejr og skolernes sommerferie traditionelt sætter gang i 'oliesæsonen'.

Ikke desto mindre har vanerne ændret sig i Kina, og de seneste to somre har installering af flere airconditionanlæg i de stadig mere pengestærke kinesiske husholdninger presset det allerede overbelastede system til det yderste og forårsaget strømsvigt mange steder.

Temperaturerne forventes i de næste knap tre måneder at ligge over middel i de fleste af Kinas større byer. Især i landets nye økonomiske centrum Guangzhou, vil temperaturerne krybe i vejret og gennemsnitligt ligge på 29,5 grader imod tidligere 28,5 grader.

Ingen tvangslukninger

Ekstra pres på energisektoren kan medføre, at Kina - som er verdens næststørste forbruger af energi - kommer over de forventede fem-seks procent vækst i olieefterspørgslen i år. Data fra april tydede på, at efterspørgslen vil stige med 10 procent - den største vækst siden 2004.

Alligevel mener mange analytikere, at systemet kan levere den krævede energi i kraft af de ekstra 60 gigawatt, som blev tilføjet systemet sidste år. Udvidelsen af energiforsyningen fik den kinesiske regering til at ændre kurs, og det er nu ikke længere påkrævet, at fabrikker lukker midlertidigt ned med jævne mellemrum i løbet af sommeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her