Læsetid: 4 min.

Muligheden af en anden verden som trosspørgsmål

Den alterglobalistiske protestbevægelse populariseres. Imens dens tanker promoveres af politikerne og FIFA, diskuteres om bondeoprøreren José Bové og kumpaner skal ændre verden udefra eller indefra. Ifølge filosoffen Daniel Bensaïd er forestillingen om, at man kan udrette noget uden at tage magten en religiøs vildfarelse
22. juni 2006

Billedet af forkæmperne for en anden verdensorden er som forvandlet. Tidligere dukkede de såkaldte alterglobalister op i nyhederne med jævne mellemrum i spektakulær konfrontation med ordensmagten. Idag promoveres en del af deres tankesæt af FIFA, der i løbet af den igangværende VM-slutrunde forventer at tiltrække 35 milliarder publikummer. Den globale protestbevægelse, der vil en anden globalisering, populariseres.

Inden hver kamp fløjtes i gang udveksler nationalmandskabernes kaptajner en fodbold med Unitaids logo på. Unitaid er navnet på en ny organisation, der skal tilvejebringe billige medikamenter til udviklingslandene, især til bekæmpelse af aids. Bag projektet står Brasiliens præsident Lula og Frankrigs præsident Jacques Chirac. 15 af de 43 deltagerlande finansierer deres bidrag ved en beskeden beskatning af flybilletter, der træder i kraft den 1. juli.

"Vi skal gøre alt for at undgå et civilisationernes sammenstød," har en svært stolt fransk udenrigsminister, Philipe Douste-Blazy, forklaret: "Kald os idealister, jeg er ligeglad!"

Hvad man også kunne kalde Chirac & Co. er lejlighedsvise alterglobalister. Ideen er inspireret af protestbevægelsens association ATTAC, hvis kongstanke er indførelsen af en international beskatning af finansielle transaktioner kendt som Tobinskatten. Et lignende og meget kontroversielt forslag, der netop er blevet luftet af det franske regeringspartis europamedlem, Alain Lamassoure, er en international beskatning af tekstbeskeder og e-mails til finansiering af "en global politik."

Efter de alterglobalistiske ideer og organisationsformer har inspireret samtlige af de politiske ledere på venstrefløjen og midten vinder de også frem på den franske højrefløj. Alterglobalismen er i dag så indflydelsesrig, at spørgsmålene om bevægelsens natur bliver stadig mere påtrængende.

Bevægelsernes bevægelse

I forlaget Textuels serie La Discorde er seneste udgivelse, La planète altermondialiste, viet den svært håndgribelige bevægelse, der også går under navnet "bevægelsernes bevægelse". Her fastslås det dels, at "bevægelsen eksisterer," dels at dens mangfoldighed er andet og mere end et kluddetæppe. Alterglobalismens mangfoldighed eller pluralisme er en værdi, hvorom de forskellige retninger samles. Værdien er så fundamental, at den danner basis for bevægelsernes åbne, ikke-hierarkiske og netværksbaserede organisationsformer.

Som Chiara Bonfiglio og Sébastian Budgen forklarer i forordet er bevægelsen derfor genuint postmoderne. På de stadigt flere sociale fora er der ingen "stærk tanke, ingen magtfuld syntese, ingen stor samlende fortælling". Selv de mange nej'er, der først og fremmest er et stort nej til neoliberalismen, er ikke længere samlingspunkt nok. Bevægelsen, skriver forfatterne, er gået ind i sin anden fase, og mangfoldigheden af synspunkter er slået om i splittelse. Herom vidner blandt andet de delte meninger om terror-politik efter 11. september og afstemningen om EU-forfatningen.

Symptomatisk byder La planète altermondialiste sig derfor til som en kritisk introduktion til de mange forskellige skikkelser fra sociologen Bourdieu over økonomen Joseph Stieglitz til journalisten Naomi Klein, der inspirerer bevægelsen.

Et af de mest hårdtoptrukne portrætter er signeret den trotskistiske filosof Daniel Bensaïd, der står bag bogserien. I sin introduktion til den irske filosof John Holloway nærved latterliggøres den udbredte forestilling om, at man kan ændre verden uden at tage magten.

Rebellen i systemet

Problematikken er højaktuel i Frankrig, hvor den alterglobalistiske bondeoprører José Bové har annonceret, at han er parat til præsidentvalgkampen i 2007.

Rebellen, der i 1999 blev verdenskendt efter et udenom-parlamentarisk frontalangreb på en McDonald's i den lille by Millau, vil nu samle den radikale venstrefløj i kampen for præsidentposten.

"Hvordan kan han bevare sit image, som manden der taler uden for systemet, fra det øjeblik, hvor han er kandidat og altså inde i systemet?" spørger politologen François Miquet-Marty.

Det samme problem forstyrrer ATTAC, hvor partidannelse har været oppe at vende. Når associationens ideer overtages af politikerne, hvorfor da ikke selv følge dem helt til dørs?

Ifølge Bensaïd er tanken om, at man kan øve tilstrækkelig indflydelse uden magt inden for det eksisterende system magisk.

"Problemet er ikke at ødelægge dette samfund, men at holde op med at skabe det," mener Holloway, for idet vi holder op med at producere det, "holder det op med at eksistere."

Den irske tænker er fortaler for en "kopernikansk vending" inden for marxismen, hvor proletaren ikke blot er udnyttet, men også uundværlig. En global generalstrejke ville derfor være fatal.

"Muligheden af at kunne trække sig ud af spillet er et princip, der hører spilteorien til. Men at kæmpe er ikke at spille," fastslår Bensaïd, der synes, at Holloways kopernikanske vending ligner en religiøs omvendelse: "Det skulle altså være tilstrækkeligt at tro på, at den dominerede proletar bliver bevidst om sin egen kraft til at dominere for, at han undslipper undertrykkelse," skriver den franske filosof.

En politisk teologi

I et andet essay beskyldes en anden alterglobalistisk tænker, Antonio Negri, også for metafysiske vildfarelser. Kritikken udfoldes i en anden publikation, første nummer af tidskriftet Controverses, der også sætter fokus på alterglobalismen.

I en række dybdeborende og polemiske artikler spores en kristen understrøm blandt erklærede ateistiske tænkere i bevægelsernes bevægelse. Ifølge sociologen Shmuel Trigano er tendensen så udtalt, at forestillingen om alterglobalismen som et postmoderne projekt efter de store fortællingers død er misvisende.

I Negris forfatterskab mener Shmuel at afdække en "veritabel politisk teologi".

"Alterglobalismen, der i sin natur er en sand tåge af alverdens nuancer, udgør utvivlsomt den sidste nye politiske ideologi på et tidspunkt, hvor politologer mener at afdække 'ideologiernes endeligt'."

Men Shmuel mener endvidere at afdække andre religiøse tendenser hos alterglobalistiske tænkere, herunder blandt andet en flirten med islamisme. I første nummer af publikationen Controverses spændes buen hårdt. Men en forklaring på hvorledes en så spredt bevægelse som den alterglobalistiske kan hænge sammen skal sikkert knyttes til trosspørgsmålet.

De alterglobalistiske tænkere står for skud. Men den bevægelse, de inspirerer, vinder stadig mere gehør. De religiøse og mystiske tendenser synes ikke at afskrække de realpolitiske aktører. Er forestillingen om en anden verdensorden et trosspørgsmål, forhindrer det ikke nødvendigvis konkrete svar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her