Læsetid: 3 min.

Multijul

24. december 1997

DER ER efterhånden høstet en del erfaringer med jul. Der er blevet ønsket glædelig jul i mange århundreder. Julen er blevet holdt, og den er blevet båret ud. Som festtradition at være er julen en af de mest sejlivede af slagsen i historisk tid.
Ser man bare lidt nøgternt på hele forløbet, må man dog konstatere, at det er noget roderi. Det har faktisk været noget rod fra starten. Og de seneste år er der nye tegn på, at forvirringen blot bliver mere omfattende. Iveren, efter hele tiden at finde festargumenter, der passer til tidsånden og de andre store ånder, gør, at juletraditionerne løbende udvikler sig i en grad, så det svækker retningssansen.
Jul på rigtig gammeldags manér var den hedenske solhvervsfest. Den store midvinterfest, hvor man med offergaver skulle bede guderne om at få den lyse tid tilbage, og hvor frugtbarhedsguden Frej skulle æres.

DA KRISTENDOMMEN gik sit sejrstog blev festen for Jesu fødsel indført. Den burde på dansk have hedder noget i retning af Kristmesse (ligesom Christmas på engelsk) men det gik nordboerne som bekendt ikke med til. Vi beholdt julen men ændrede pragmatisk nok på begreberne. Og ædegilderne og drikkelaget blev fastholdt, samtidig med at den nye Gud og hans søn blev æret.
Sådan er det faktisk gået hele vejen igennem. Hver ny epoke har taget den gamle ramme og givet den sit særpræg. Samtidig med at man - kort efter forandringerne - har talt om det nye som en hyggelig gammel tradition. Den "gamle" julemand er en særudgave af en gammel katolsk historie om den børneglade Sankt Nikolas, der så efter en tur over Dammen kom tilbage til Europa i forrige århundrede i form af en amerikaniseret, hypereffektiv gave-uddeler. Det seneste nye på den front er, at hans rensdyr er blevet syge.

HISTORIEN om julenisserne er endnu mere rodet. Dengang da landbrug stadig var en sag for bønder og husmænd, var nissen en seriøs lille mand - ofte mange hundrede år gammel - som holdt til i stald eller lade. En rigtig nisse kunne være voldsomt drilagtig. Og uden rimelige forsyninger af grød og øl kunne det nemt udarte til ondskabsfuldheder.
Stillet over for en moderne svinefarm ville en sådan rigtig nisse straks få gyllen til at lugte. Synet af et moderne hønseri ville få den vrede nisse til at sprede salmonella-bakterier lige på stedet. Og tog man den brave, gamle nisse til storbyen midt i juletravlheden, ville det gå helt galt. Synet af plagiaterne hos Fætter BR ville gøre den gamle nisse så vred, at han ville kortslutte hele Dankort-systemet i flere timer.
NU ER der jo en del, der ikke tror på nisser. Og på rigtig nissers store evner. Men der er også nogen, der tror lidt på det. Tilsvarende er det med julehistorierne. Om ikke lige dem om de gamle nordiske guder så i hvertfald dem om den overraskende jomfrufødsel og Jesu liv og gerning.
Der er faktisk mange i vort land, som præsterer at tro på lidt af det. Det bedste synes de selv. Men som nægter at sluge det hele som evige sandheder.
Denne gruppe repræsenteres herhjemme blandt andet af dem, der kun forstyrrer Gud og præsten og kun optager plads i kirken, når det virkelig brænder på. Altså når det handler om at blive gift, få børnene døbt og om at komme herfra på kristen vis.
En anden variant på den delvise tro på juleevangeliet kommer fra Islam. Jesus anerkendes af muslimer som en af dé store profeter, Allah har sendt. Men på ingen måde som en kapacitet og et sandhedsvidne på linje med Muhammed. Ikke en ubetinget ros - men dog en åbning!

KRISTMESSEN og solhvervsfesten voksede sammen til den kristne jul. Af de kristne højtider, er julen i sin kommercialiserede udgave samtidig blevet en meget påtrængende markering. Julen er overalt. På gaderne, i butikkerne, i skolerne, i tv - ja, selv i aviser, der ellers mener at være præget af en vis seriøsitet.
I et multietnisk samfund er en sådan julemanifestation en pudsig ting. Julen er så massiv, at også muslimer, jøder og ateister må forholde sig til den kristne magtdemonstration. Nogle gør det med en smil og fører en del af julens hygge og børnefest ind i deres hjem. Andre ser forbløffede til eller leder efter et julefrit område.
I et multietnisk samfund vil der ske en ny sammenblanding af skikke og traditioner. Den slags fornyelse har den danske jul klaret før. Både ædegildet og gaveorgiet kunne godt bruge ny inspiration. Og den efterfølgende faste kan være tiltrængt i alle lejre.mol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her