Læsetid: 4 min.

Vi er alle multikulturelle nu

Valget står ikke længere mellem samfund med mere eller mindre mangfoldig kultur, men mellem samfund, der med større eller mindre succes formår at organisere den mangfoldighed, som er et uafvendeligt faktum
22. september 2005

'Multikulturalisme' er efterhånden reduceret til et skældsord. Og hvad andet kunne man forvente?

I Danmark, Holland og Norge har fremgangsrige partier og politikere for længst valgt at gøre multikulturalisme til syndebuk for æresdrab, kvindeundertrykkelse, islamistisk terrorisme og almindelig samfundsopløsning. Og i Sverige uddelte Folkpartiet for nylig sin demokratipris til den hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali, som hævder, at det er multikulturalismens ideologi, som medfører fremvækst af etniske/religiøse/kulturelle enklaver baseret på intolerance og undertrykkelse.

Selv har jeg aldrig anvendt ordet 'multikulturalisme', der længe har været ideologisk forgiftet. Også jeg deler den opfattelse, at et samfund ikke kan tolerere enklaver, som ikke tolererer samfundet, og i den udstrækning der eksisterer en multikulturalisme, som gør sig til fortaler for 'kulturelle undtagelser' fra gældende lov, kan jeg helt og fuldt tilslutte mig kritikken.

Det betyder imidlertid ikke, at jeg betragter ideen om et multikulturelt samfund som selve årsagen til fremvæksten af kulturelle enklaver i vores samfund. Jeg ser først og fremmest multikulturalisme som en reaktion på et allerede eksisterende og fremvoksende problem - ja, som et forsøg på at imødegå det problem, at kulturelt sammensvejsede nationalstater i stadig ringere grad formår at tilbyde et fuldt og værdigt medborgerskab til sine stadig flere medborgere af anden kulturel baggrund.

Som et forsøg på at håndtere en demokratisk fiasko med andre ord.

Og dermed også som et forsøg på at sætte navn på en historisk udfordring for det nationale demokrati i globaliseringens tidehverv. Som et forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvordan kan vi forene politisk fællesskab med kulturel forskellighed? Og det gælder for så vidt ikke bare de iøjnefaldende uligheder mellem 'gamle' og 'nye' medborgere, men også den mere diskret voksende ulighed mellem de 'gamle' medborgere i et samfund med stadig mere divergerende livsvilkår og loyaliteter.

I sin bog We Are All Multiculturalists Now (Harvard 1997) fastslår den nykonservative sociolog Nathan Glazer modvilligt, at såvel USA som Europa er nået dertil, at de kun kan karakteriseres som multi- eller flerkulturelle samfund, om vi så kan lide det eller ej, og at en eller anden form for multikulturalisme derfor må udgøre grundlaget for samfundsfællesskabet.

Valget står ikke længere mellem samfund med mere eller mindre mangfoldig kultur, men mellem samfund som med større eller mindre succes formår at organisere den mangfoldighedskultur, som er et faktum og vil være det i al overskuelig fremtid.

Jeg vil hævde, at Glazer har mere ret om multikulturalismen end Hirsi Ali. De fremvoksende enklaver uden for samfundet - de såkaldte parallelsamfund - er ikke resultat af en ny idé, om hvordan samfundet skal organiseres, men af gamle og utilstrækkelige ideer. Vi har forsøgt at møde ny kulturel mangfoldighed med institutioner, som er blevet formet ud fra en gammel enhedskultur. Vi har forsøgt at stimulere integration i et samfund, som stedse segregerer sig.

Alternativet til integration er nemlig ikke et samfund uden mangfoldighed (som nogle af multikulturalismens forhånere synes at fantasere om), men mangfoldighed uden et samfund - hvad de fremvoksende enklaver er et dystert forvarsel om.

Stadig oftere hævdes det, at forudsætningen for integration er et fælles værdigrundlag. Jeg er skeptisk. I hvert fald er jeg ikke sikker på, hvad der nøjere menes med 'værdigrundlag'.

Hvis der med værdigrundlag menes de værdier, som kommer til udtryk igennem et demokratisk samfunds lovfæstede normer og regler, så er værdigrundlaget jo allerede lagt. Det handler i så fald blot om at forvalte den mest grundlæggende af retsstatens principper: alles lighed for loven.

Findes der medborgere, hvis 'værdier' tillader dem at bryde loven, er de ikke et kulturelt anliggende, men en sag for politi og retsvæsen.

Med 'fælles værdigrundlag' menes der i denne i sammenhæng som oftest noget andet - noget, som går ud over loven og dens forvaltning, noget som i yderste konsekvens siges at definere selve samfundsfællesskabet, men som i det flerkulturelle samfund alligevel ikke deles af alle. Hvad samfundsfællesskabet følgelig siges at fordre, er, at vi stiller 'krav' til disse medborgere, som påstås at have værdier, der strider imod det fælles værdigrundlag, men ikke nødvendigvis strider imod loven.

Men hvilke krav kan vi stille til medborgere med 'forkerte' værdier ude over de krav, som loven stiller til os alle? Og hvad sker det med princippet om lighed for loven, hvis vi alligevel vil stille sådanne krav? Og hvem er forresten 'vi'? Også dette 'vi' må have noget grundlæggende til fælles for at samfundet skal være muligt.

Hvad dette 'vi' må have til fælles, er en demokratisk kultur, som ikke lader sig skræmme ved ulighed, konflikter og kompromisløsninger. Hvad dette 'vi' må kunne skabe og opretholde og udvikle loyalitet overfor, er 'kulturblinde' institutioner og mødesteder, hvor et nyt 'vi' løbende vil kunne forhandles frem og formuleres - hvor forskellige værdier til stadighed vil kunne mødes og krydses, og hvor kulturel ulighed vil kunne omsættes i nye politiske fællesskaber.

Jeg påstår overhovedet ikke, at det bliver let. Måske er udfordringen for stor. Måske bliver de fremvoksende enklaver vores skæbne. Men vi er alle multikulturalister nu, og vi har desuden ikke noget andet valg.

Göran Rosenberg er forfatter, journalist og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu