Læsetid: 6 min.

Den multikulturelle racisme

Kulturrelativisme er ikke blot en opskrift på passivitet og ligegyldighed over for millioner af undertrykte mennesker i Mellemøsten og indvandrermiljøer i Vesten - den er i sin inderste kerne et udtryk for racisme
16. oktober 2006

Kulturrelativisme og dens øjensynlig mere spiselige tvilling, multikulturalisme, har omdefineret og sænket vore moralske værdier til sådanne dybder, at alle kulturer af mange i dag anses som ikke blot lige gode og lige gyldige - disse kulturer har så at sige også antaget deres egen person, hvorved skillelinjen mellem individer og deres formodede eller reelle trosforestillinger er blevet sløret.

Som resultat heraf bliver begreber som rettigheder, lighed, respekt og tolerance, som oprindelig blev knyttet sammen med individet, nu i stigende grad overført til kulturer og religioner, der således får forrang over for virkelige, levende mennesker.

Dette er forklaringen på, hvorfor kritik, modstand og satiriseringer over trosforestillinger, kulturer, religioner, guder og profeter bliver stemplet som racisme, disrespekt - ja, sågar som opflammen til had og vold imod de pågældende trossamfund og kulturer. Ydermere er social integration i samfundet kommet til kun at betyde integration af afvigende kulturers trosforestillinger, særlige følelser og dagsordener og intet andet.

Ovenstående betragtning er i særlig grad relevant for islam, herunder politisk islam, som er ophøjet til statsmagt i Iran og stræber efter større politisk indflydelse i multikulturelle lande som Storbritannien og Canada, der har store muslimske immigrantsamfund. Kulturrelativismen er blevet den kanal, hvorigennem politisk islam og dens apologeter søger at afværge kritik af deres ideologis umenneskelige natur og samtidig undergrave de verdslige demokratiers sammen-hængskraft.

Sondringen imellem mennesker og deres tro er altafgørende her. Det er det enkelte menneske, der er værdig til vores højeste respekt og til sine fulde frihedsrettigheder, som bliver ofret her. For der er ikke identitet imellem det enkelte menneske og dettes trosforestillinger, påståede eller reelle.

Selvsagt har ethvert menneske en uangribelig ret til at tro på, hvad det vil, uanset hvor absurd det måtte være, men dette er ikke sagens kerne her. At have retten til at dyrke en bestemt tro eller kulturel livsform er ikke ensbetydende med, at samme tro eller livsform skal 'respekteres' så meget af dem, som er uenige i den eller modstandere af den, at de helt afstår fra at kritisere den eller satirisere over den.

Forhindrer kritik

Kravet fra kulturrelativisternes side om at vise 'ansvarlighed' og 'respekt' for religiøs følsomhed er intet andet end udspekulerede forsøg på at indskrænke ytringsfriheden til at bedrive kritik af religioner og kulturer og disses skadelige konsekvenser for vore medmenneskers frihed og livskvalitet.

Men forventes vi virkelig at respektere for eksempel den trosforestilling, at kvinder er undermennesker, at 'ulydige' børn skal afrettes ved vold, eller at homoseksuelle er perverse syndere - bare fordi en eller anden religiøs gruppe tror fuldt og fast på, at sådan forholder det sig? Eller hvad med troen på, at muslimske piger, der har ikke-muslimske fyre som kærester, skal dræbes i 'ærens navn'? Eller at små piger skal tvinges til at iføre sig slør og forbydes at omgås drenge i for eksempel svømmehaller? Og kan nogen virkelig i deres fulde alvor tro på, at sådanne trosforestillinger er lige så gode og gyldige som de progressive, sekularistiske og venstreorienterede idealer, som det har krævet generationers kamp at sikre?

Dermed skal ingenlunde benægtes, at racisme imod muslimer eksisterer - det gør den i høj grad - men det gør den kun, fordi dette er til fordel for det kapitalistiske klassesamfund, og ikke fordi vi har kritisk tænkning eller ytringsfrihed, den være sig nok så barsk eller krænkende over for de troende, den støder.

Man kan ikke være racistisk over for en tros dogmer eller en ideologis værdier. Racisme handler om skillelinjer, udstødelse, restriktioner og præferencer baseret på 'race', hudfarve, afstamning eller national og etnisk oprindelse, og racisme retter sig imod individer - enkelte mennesker - ikke imod deres tro.

Åbenlyst er der en stor forskel imellem de enkelte muslimer og islamismen, som er en af vor tids mest ultrahøjreorienterede politiske strømninger. At udviske forskellen imellem disse to og bruge antiracismens sprogbrug om rettigheder og ikke-diskrimination til at forsvare islamisters krav på særbehandling er topmålet af blodig ironi og et forsøg på at bringe opposition og kritik til tavshed - en opposition og kritik, som er livsnødvendig i betragtning af de politiske ulykker, som politisk islam har nedkaldt over Mellemøsten og Nordafrika og i de senere år også i det tiltagende multikulturelle Vesten.

Det er overflødigt at sige, at opfordringerne til tilbageholdenhed hurtigt bliver til slet skjulte trusler og intimidering overalt, hvor islamister har opnået en eller anden grad af politisk magt. I Iran, dele af Irak og andre steder, hvor de sidder totalt på magten, dræber og lemlæster de i flæng, tolerer intet og ingen, hænger 'ukyske', kafirer ('vantro') og 'frafaldne' fra byggekraner i bycentre og hævder, at det er deres guddommelige ret at gøre dette.

Racistisk

Kulturrelativisme er ikke blot en opskrift på ligegyldighed og passivitet over for den undertrykkelse, millioner af frihedskæmpere udsættes for i Mellemøsten og Vesten - den er i sin kerne et udtryk for racisme.

Kulturrelativisme er racistisk, fordi den underforstår, at hele menneskemasser selv har valgt at leve på den måde, som de som oftest tvinges til at leve på, og kollektivt tillægger dem de mest reaktionære kulturelle og religiøse træk, som de i realiteten er påtvunget af deres herskende klasse, herunder imamer og selvbestaltede lokale ledere. Jeg formodes således at være muslim, fordi jeg blev født i Iran - som om det var den eneste mulighed for en iraner! Og Storbritanniens Muslimske Råd og Den Islamiske Menneskerettighedskommission formodes automatisk at repræsentere mig, endskønt jeg aldrig ville røre ved dem med en 10 meter lang ildtang.

Kulturrelativismen underforstår også, at islam og politisk islam repræsenterer enhver, som betragtes som muslim - uanset om de er født og bor i Mellemøsten, Asien eller Nordafrika eller nedstammer fra indvandrere, som kom til Vesten for generationer tilbage.

Det er, som om der ikke findes klasser, ikke findes politiske og sociale aktivister, ikke findes menneskeretsforkæmpere, ikke findes kommunister, ateister, progressive, humanister, rationalister og sekularister i denne gruppe - alle er de muslimer og vel at mærke muslimer af den mest reaktionære slags: Islamister.

Kulturrelativismen promoverer en form for minoritets-kassetænkning, hvor folkegrupper, der skønnes at være anderledes pga. deres kultur, ghettoiseres i regressive, løsrevne minoritetssamfund, hvor deres lod i stigende grad bliver at leve under kønsapartheid og islamiske skikke og love. Disse rettigheder til at 'dyrke deres særpræg' hører ikke til de ædleste rettigheder, som demokratiske samfund giver deres borgere - de er rettigheder til at leve i Bantustan-parallelsamfund, der tenderer imod at udvikle sine egne, adskilte sociale, retslige, kulturelle og religiøse systemer. De er rettigheder, der defineres ud fra den laveste reaktionære fællesnævner, der dømmer dem, for hvem de gælder, til en status som anden- og tredjeklassesborgere: De bliver for altid til minoritetsrepræsentanter og aldrig til lige, fuldgyldige, integrerede borgere. De nægtes adgang til universelle værdier og normer. De nægtes den ligeret, som progressive sekularister og arbejderklassen har tilkæmpet sig over århundreder.

Bruger massemedierne

Selvfølgelig vil kulturrelativister indvende, at universelle rettigheder jo bare er et vestligt koncept. Det er blot yderligere selvforblændelse fra deres side. Når det gælder om at bruge massemedier til at transmittere deres halshugninger eller udnytte internettet til at organisere terrorangreb eller udstede fatwaer og dødstrusler, siger islamisterne ikke, at dette er vestligt og uforeneligt med et sandt islamisk samfund. Det er kun, når det gælder universelle rettigheder, normer og værdier og sekularisme, at det pludselig bliver til vestlige påfund. Og selv om respekten for disse rettigheder og værdier måske nok er opstået i Vesten, er det en absurditet at hævde, at andre folkeslag ikke er værdige til dem.

Sandheden er, at disse rettigheder er gevinster, som en kæmpende arbejderklasse og andre progressive sociale bevægelser har opnået, og enhver af disse rettigheder, som sikres noget sted i verden, er en gevinst for hele menneskeheden.

Kun et utvetydigt forsvar for universelle rettigheder, sekularisme og en afreligionisering af vore samfunds rettighedsdomæne vil kunne imødegå kulturrelativismen og forvise den og dens sande racistiske ansigt til der, hvor den hører hjemme: På historiens mødding.

Maryam Namazie er tv-vært på TV International English, centralrådsmedlem i Organization of Women's Liberation og leder af Irans Kommunistiske Arbejderpartis komité for internationale relationer

Oversat af Niels Ivar Larsen

*Kronik i morgen:

Kitte Wagner og Jonatan Spang: Skæve børn har det sjovest

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her