Det er sjældent at kunstnere kommer op af stolene, når det handler om EU. Som for enhver anden menig borger er EU for kunstnerne for langt væk, for komplekst og på én gang for prosaisk og for abstrakt. Men lige nu er kunstnerne faktisk kommet op af stolene, ja, mange af dem står faktisk på dem.
En af dem, der var først deroppe er den danske sanger og sangskriver Pia Raug. Som præsident for CIAM (Komponisternes Verdenskongres) repræsenterer hun mere end to millioner komponister og sangskrivere verden over, og hun leder lige nu en større international indsats mod en såkaldt 'ikke bindende anbefaling', en ikke bindende-anbefaling fra EU-Kommissionen. Nærmere bestemt fra kommissær Charlie McCreevy, som anbefaler en nedbrydning af de nationale forvaltningsselskabers eksklusivret, når det kommer til administration af musikeres ophavsret på nettet.
- Hvad er der galt med McCreevys anbefaling?
"Der er det galt, at det ikke vil være forvaltningsselskaber, som vil overtage de nationale forvaltningsselskabers rolle. Det vil være nogle få multinationale underholdningskonglomerater, Time Warner, nogle af the four majors (de fire store multinationale pladeselskaber, red.), med hjælp fra de europæiske forvaltningsselskaber, som er villige til at danse alene efter den kommercielle pibe. Hvis man undersøger, hvilke forvaltningsselskaber der taler varmest for McCreevys anbefaling, så vil man kunne matche det direkte med graden af de multinationale selskabers indflydelse i deres bestyrelser."
Frygter central styring
"McCreevys forslag vil kun gavne økonomien for to, maksimum tre multinationale underholdningsindustrier - sikkert med amerikanske moderselskaber. Det er de samme selskaber som i mange år har forsøgt at kontrollere verdensmarkedet ved at have kontrol over hvilke kunstneriske udtryk, forbrugerne får nem adgang til. Det er sket ved at styre detailhandelen og på det seneste også den vertikale integration. Det vil sige at mediemoguler ejer og kontrollerer medierne, som bestemmer hvilke pladeselskabers produkter, de vil promovere. Og pladeselskaberne ejer musikforlag ejer radiostationer ejer distributionskanaler ejer lige om lidt også on-line distributionskanaler. De vil kontrollere - det vil sige indskrænke - diversiteten på on-line markedet. Dette scenario kan måske afvises som paranoia. Men ét af de forhold som McCreevy selv peger på, som baggrund for sin anbefaling, det er at Europa er langt bagud i forhold til USA, når det kommer til on-line-handel - hvad KEA-rapporten (rapport fra firmaet Kern European Affairs fra juli i år, red.) oven i købet klart gendriver. Og man behøver jo ikke dvæle længe ved tilstandene i USA, for at kunne se den allerede ødelæggende virkning på diversitet og demokrati over there."
Nationale går tabt
- Hvad er det helt konkret for nogle tiltag som du frygter fra de multinationale selskaber, hvis de skulle overtage de nationale forvaltningsselskabers repertoirer?
"Interessenterne har f.eks. klart tilkendegivet, at der under ingen omstændigheder kan blive tale om nationale midler i on-line-verdenen. Her refererer de til de 10 procent af det nationale netto-provenu, som CISAC-modellen (CISAC er ophavsretsselskabernes verdensorganisation, red.) tillader til gavn for og understøttelse af den kulturelle diversitet og til fremme af mangfoldigheden i det globale musikudbud. Dette system blev indført som en slags Marshall-hjælp, da Europas kulturliv lå i ruiner efter krigen. For skabelsen af ny musik i Danmark betyder disse nationale midler bl.a. at Kulturministeriet, til forskel fra alle andre klassiske kunstområder, blot må punge ud med ca. 10-12 millioner kroner årligt til Statens Kunstfond for at kunne sikre en stand af professionelle komponister inden for alle genrer. Dette skal ses i relation til f.eks. forfatternes 140 millioner i bibliotekspenge kombineret med både deres andel i Kunstfondens og Kunstrådets støttemuligheder. Fandtes de 10 procent nationale midler ikke, så måtte staten påtage sig forpligtelsen - altså hvis man ønsker at musikken lever og udvikles! Musikkens skabere og forlæggere kan, som det er nu, være selvhjulpne og klare sig med de ca. 32 millioner kroner, som udgør de 10 procent af KODA's (danske komponisters forvaltningsselskab, red.) nettoomsætning."
"McCreevys anbefaling vil uvægerligt resultere i, at få store selskaber kun kæmper med hinanden om, hvem der kan købe sig til de få verdensstjerners repertoirer. Og hvem skal de have til at betale gildet? Alle mangfoldighederne af kunstnere samt den indbyrdes lighedsbehandling og solidaritet."
"Rettighederne vil reduceres fra at være kulturel kapital til alene at være handelsvarer, som frit kan videresælges til andre udelukkende egennyttigt, økonomisk tænkende interesser. F.eks.tele- eller elselskaber."
- McCreevy har præsenteret sit forslag som en 'ikke bindende anbefaling'. Hvilken konsekvens har det haft?
"I denne sammenhæng er der for mig ingen tvivl om, at det er blevet et del-og-hersk-redskab. Anbefalingen begynder allerede at nedbryde det hidtil gældende europæiske/globale solidaritetsprincip. Nogle selskaber fjumrer rundt som forskrækkede, hovedløse høns i et forsøg på at tækkes den magtfulde kommissærs anbefaling, fordi de ved at de af forskellige årsager vil være de første ofre, når de største går i kamp med hinanden om guldkalven. Denne reaktion er forståelig set fra et lille selskabs side, men det er ødelæggende for de autorers rettigheder, som de har knyttet til sig."
- Er der et demokratisk problem her?
Industriens lobbyister
"Hvis kommissæren i stedet havde fremlagt et direktiv-forslag kunne hele den eksisterende, demokratiske proces være trådt i karakter. Det er ikke sikkert at resultatet ville have været klogere eller bedre for skaberne - måske tværtimod - men resultatet ville så i det mindste have været udtryk for en politisk beslutning, hvor alle stemmer - og ikke kun industriens hemmelige lobbyister - ville have haft en mulighed for at påvirke og blive hørt i processen."
"Helt overordnet er min private bekymring på det europæiske demokratis vegne: Hvis den virkelige og reelle politiske indflydelse i Europa-politikken bliver drevet af de få og største virksomheders økonomiske interesser - betinget af graden af deres økonomiske formåen i samspil med EU-kommissionens ønske om at tækkes markedets ubetingede ret frem for en ægte demokratisk borger-indflydelse. Ja, så er jeg meget i tvivl om ikke vi er i færd med at kaste et meget skrøbeligt barn ud med badevandet. Til skade for alle i det europæiske rum - skabere, små og mellemstore industrier og forbrugere."
