Læsetid: 4 min.

En mur af spille- og livsglæde

Belle & Sebastian sprængte alle forventningsrammer i Vega med dans, ordspil og en monstrøst medrivende spilleglæde, der bandt gruppens karriere sammen med den fineste regnbuefarvede sløjfe
23. maj 2006

Allerede opvarmningsbandet signalerede, at der var noget stort i vente. De skotske indiepop-helte i Belle & Sebastian havde valgt at lade nogle purunge svenskere kaldet Suburban Kids With Bib-lical Names sætte gang i Vega fredag aften, og med deres umådeligt positive og lege-syge attitude kunne de næppe have været mere velvalgte.

Med en lyd á la Shins og Smiths, en bebrillet forsanger á la Jarvis Cocker og en skøn mikstur af congas, tamburiner og pivfalsk korsang spillede de finurlige teenagenørder op til dans med et hav af rytmeskift og et gåpåmod, der næsten med sikkerhed også må gøre dem lytteværdige i albumform.

Således var humøret strålende, da alle tyste, tedrikkende og sweaterbærende drenge og pigers yndlingsidol Stuart Murdoch gik på scenen og hviskede Belle & Sebastians koncert i gang med en akustisk guitar - kun for langsomt at blive akkompagneret af flere og flere skotter og mere og mere larm, indtil trommerne bragede igennem, og salen eksploderede.

Imponerende ikke mindst fordi Belle & Sebastian aldrig spiller egentlig rock, men altid har befundet sig i et sært land mellem akavet twee-pop og britrock i arven fra midt-60'erne - og humørmæssigt mellem ægte glæde og evig melankoli, mellem naivitet og ironiseren over livet. Deres traditionelle fanskare er generte indiekids, som ikke uden videre giver sig hen i eksalteret dans og vild hoppen rundt; alligevel var der stående jublen selv langs balkon-siderne i fredags.

Mageløs robotdans

Syv mennesker er de i bandet, og med seks af dem stående på linje allerforrest på scenen blev publikum mødt af en veritabel mur af spille- og livsglæde. Der var både dansen og svansen (i dén grad personificeret i forsanger Stuart Murdochs valsen rundt), tværfløjte- og trompetsoli en masse og ikke mindst et forrygende one man-show af guitarist og übernørd Stevie Jackson. Hans konstant slørede blik og bevidst stive træmandsbevægelser gav et perfekt samspil med Murdochs elastiske hoftesving og blev tilmed i bandets eneste elektroniske nummer, "Electronic Renaissance", forvandlet til en mageløs robotdans i rødt scenelys.

Havde man haft sine tvivl om, hvorvidt gruppens nylige musikalske drejning væk fra det skrøbelige og i retning af det glamrockede kunne kombineres med de ældre numre på forløsende vis under en koncert, måtte man æde bekymringerne i sig. Murcoch & co. satte ikke et ben forkert til jorden, begik ikke én fejlprioritering, men henrykkede gang på gang de 1.500 mennesker, der for en overraskende stor dels vedkommende især lod til at kende den seneste plade, The Life Pursuit.

Blandt bandets mest medrivende sange er en del dog slet ikke at finde i albumregi, men på de mange ep'er, Belle & Sebastian har udgivet i stedet for singler, og hvorfra de leverede hele fem numre denne aften. Et andet betydeligt særtræk er Stuart Murdochs småhumoristiske tekster og ordspil, som fodrede fællessangen med linjer som "You were chained to a girl that would kill you with a look / It's a nice way to die, she's so easy on the eye" fra det nye hit "White Collar Boy" og "I was so touched, I was moved to kick the crutches from my crippled friend" fra den 10 år gamle "The State I Am In".

$SUBT_ON$Et gok i nødden

"I'm a cuckoo", sang Murdoch og gav sig selv et gok i nødden, hvorpå han hoppede ned fra scenen og gav hånd til hver eneste person på forreste række. Resten af salen kunne blot måbe over, at bandet lige fra første ansats gik fra højdepunkt til højdepunkt, og publikum fik lov til at knipse i takt og om kap med jubelbrølene på "The Boy With The Arab Strap".

"Når jeg giver det hemmelige tegn, skal I fløjte," sagde Murdoch senere og viste tegnet ved at blinke karikeret med venstre øje. På det tidspunkt var den kollektive sved og åndenød så overvældende, at de bagvedståendes fløjten blot gav anmelderen et tiltrængt pust af luft i nakken.

Egentlig er det et under, at Belle & Sebastians sange er så gode, for decideret original eller fremsynet er musikken ikke, og de mange perler må simpelthen blot tilskrives sublim sangskrivning. Savnede man så mange af de sange i fredags? Ja, gu' gjorde man det, men med 100 af dem i bagkataloget og mindst halvdelen af dem med klassikerstatus blandt fans er det svært at klandre bandet for at vælge nogle fra.

Selvom publikum trampede som sindssyge for at få så mange ekstranumre som muligt, blev det dog kun til to af slagsen; til gengæld udpegede Stuart Murdoch fire fans i fire forskellige tøjfarver og hev dem op på scenen. Da de resolut kastede sig ud i en uhæmmet, glædesstrålende dans rundt om bandet, var den endelige overgivelse uundgåelig. Selv tyste tedrikkere blomstrer tilsyneladende op, når de får den rette dosis boblevand.

Belle & Sebastian, Vega, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her