Læsetid: 3 min.

Muren

5. februar 2004

I HISTORIEN OM de tre små grise, der bliver jaget af den store, stygge ulv, er det kun grisen, der har bygget et murstenshus, som er i stand til at værne sig mod ulvens ihærdige pusten. De to andre grise i henholdsvis strå- og træhuset må lide den tort at se deres huse blæse omkuld, hvorefter de må søge tilflugt hos den tredje gris med stenhuset.
Moralen må således være, at hvis blot man har en murstensmur at gemme sig bag, vil man altid være i nogenlunde sikkerhed for alverdens farer. Muren bliver en fysisk adskillelse mellem det kendte og det ukendte; det trygge og det farlige; det gode og det onde.
Hadrians Mur blev opført for bl.a. at markere grænsen mellem det civiliserede Romerrige og de vilde barbarer i Skotland. Den Kinesiske Mur skulle beskytte det kinesiske kejserdømme mod angribende krigere fra de nordlige stepper og kom senere til at stå som symbol for indelukkethed og selvtilstrækkelighed over for omverden.
Berlinmuren blev opført for at standse flugten fra Øst- til Vestberlin, men kom til at stå som det stærkeste symbol på Den Kolde Krig. Kommunismens fald i Østeuropa blev i bogstaveligste forstand Murens fald. Med forskellige former for værktøj gik byens borgere en aften i 1989 i gang med at nedbryde den mur, som fysisk havde adskilt Østberlin fra Vestberlin, og som symbolsk havde adskilt de to Tysklande fra hinanden og den østlige del fra den vestlige del af Europa.

MURE OPFØRES som regel i et forsøg på at kontrollere verden; skabe orden i kaos ved fysisk at adskille befolkninsggrupper fra hinanden. Ved at sige »hertil og ikke længere.« For staten handler det som regel om at beskytte sine borgere mod udefrakommende farer. Derfor kaldte den østtyske regering Berlinmuren for den »antifascistiske beskyttelsesmur«. Den israelske regering kalder sin mur for et »sikkerhedshegn«.
De mange mure, som på kryds og tværs skærer sig gennem Belfast i Nordirland kaldes »fredslinjer«. De er opført for at forhindre voldelige sammenstød mellem protestanter og katolikker, men fører ofte til det modsatte. Især føler børn og unge sig vældig tiltrukket af de høje mure. Man kan smide alt fra sten til benzinbomber hen over »fredslinjerne« – uden nogensinde at se, hvem man rammer. Uden nogensinde at blive konfronteret ansigt til ansigt.
I konflikter kan mure bruges til at forhindre en yderligere eskalation. De kan også ses som et udtryk for, at alle forhandlinger om at finde en fredelig og fornuftig løsning har spillet fallit. Byg en mur og barrikadér dig mod resten af verden, koste hvad det vil!

MURE skygger for udsynet. Mennesker på den anden side af muren bliver til ansigtsløse barbarer; til fjender, som for enhver pris må bekæmpes for, at man selv kan leve videre i tryghed på den ’rigtige’ side af muren. Alverdens trusler forsvinder ikke ved at opføre mure. I værste fald forværres de blot.
Tusindvis af palæstinensere vil med opførslen af »sikkerhedshegnet« komme til at leve uden direkte adgang til hospitaler, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og ordentlige vandforsyninger. Palæstinensere vil i stort antal blive lukket inde i ghettoer og isoleret fra omverden.
Den israelske regering lægger ganske vist vægt
på, at der blot er tale om en sikkerhedsforanstaltning, og at den planlagte otte meter høje og ca. 1.000 km lange mur ikke skal opfattes som et »politisk hegn«. De mange palæstinensiske selvmordsangreb har trættet den israelske befolkning, og derfor
står ønsket om muren højt på mange israelske politikeres dagsorden. Livet uden for muren bliver vanskeligt for palæstinenserne. Men hvordan bliver det
indenfor?
I historien om de tre små grise fandt vi aldrig ud af, hvad der videre hændte, efter den store stygge ulv havde mistet pusten. Hvordan har man det i længden inde i sit trygge murstenshus, hvis man aldrig tør forlade det igen? Keder man sig ihjel? Begynder man hurtigt at gå på udkig efter potentielle, indre fjender, som man kan opføre nye mure for at beskytte sig imod?
Eller ender man med at gøre det samme som østtyskerne, der til sidst tog værktøjet i egen hånd og gik i gang med at nedbryde muren ud til verden. Vil israelerne monstro en dag gøre det samme?

kns

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her