Læsetid: 4 min.

'En mursten er blot en mursten'

Rømningsdømte bosættere føler, at politikerne har voldtaget dem, men vil helst flytte videre i fred og ro
19. august 2005

HOMESH - Der er ganske stille på de små veje i bosættelsen Homesh midt i Vestbreddens bjerge. Der er endda påfaldende stille set i forhold til, at stedets befolkning henover sommeren er svulmet op til det flerdobbelte, men alle ser ud til at holde lav profil og vente på den forestående evakuering, og mens dette står på har militæret spærret hele området af som lukket militær zone.

Kun folk med fast bopæl på stedet slipper igennem vejspærringen, og til nød en journalist med gyldigt pressekort. Ellers er her lukket af.

"Vi har fået at vide, at vi har til den 1. september. Så skal vi have pakket vore ting og forladt Homesh, der derefter vil blive ryddet ligesom bosættelserne i Gush Katif," siger den unge kvinde i bosættelsens sekretariat. Telefonen ringer, og hun hilser et kvidrende "Homesh, shalom!" ned i tragten, men trods hendes stemmeleje er det helt tydeligt at intet er normalt i Homesh.

Hele verdens øjne er i disse dage rettet mod Gazastribens 21 bosættelser, hvor det egentlige drama udspiller sig, men fire bosættelser i den nordlige del af Vestbredden er i lige så høj grad en del af Sharon-regeringens evakueringsplan. Homesh og Sanur ligger begge langs landevejen mellem de palæstinensiske byer Jenin og Nablus, og længere mod nord, på kanten af Jenin, ligger Ganim og Kadim, der dog begge har affolket sig selv og nu står helt tomme tilbage og venter på bulldozerne.

Alle fire har lige siden intifadaens begyndelse været stærkt udsatte på grund af deres isolerede beliggenhed. Til Sanur og Homesh kommer man kun ved at køre gennem palæstinensiske landsbyer, hvilket gjorde at bosættelserne i lange perioder, mens intifadaen stod på sit højeste kun kunne nås med militær helikopter. De to andre har været under hyppig beskydning, og alle fire har haft store vanskeligheder ved at holde på befolkningen.

"Dette er nok også grunden til, at Sharon har valgt at ofre os," siger Etti Rosenblatt, som er talskvinde for Homesh.

"På den måde kan han vise verden, at han også rømmer bosættelser på Vestbredden, at der er mere end Gaza, men reelt er vi blot blevet ofre i et kynisk politisk spil."

Som en voldtægt

Foragten lyser ud af Etti Rosenblatt. Efter hendes opfattelse flyttede hun og hendes mand herud på direkte opfordring fra den tids arbejderpartiregering, da de var med til at grundlægge Homesh i 1980. Hun siger, at Homesh var en del af den såkaldte Alon-plan, hvorefter blandt andre Yitzhak Rabin foreslog rømning af store dele af Vestbredden med visse sikkerhedszoner, som altså er Homesh.

"Bagefter fik vi Sharon, og han blev ved med at komme her," fortæller hun, mens vi går omkring.

"Han sagde altid, at hvis Homesh ikke havde eksisteret, havde han været nødt til at opfinde den. I begyndelsen undrede det mig, men til sidst troede jeg på det."

Den 54-årige Rosenblatt er sammen med sin mand blandt de 25 familier, der allerede har indgået kollektiv-aftale om at flytte til kibbutzen Yad Hanna, som ligger lige op ad den grønne linje ikke langt fra middelhavsbyen Netanya.

"Jeg er selv født i Kfar Monash, som er lige i nærheden af Yad Hanna," fortsætter hun, "den ligger også lige op ad den grønne linje, så indtil 1967 levede jeg under beskydning fra Vestbredden, som jeg har gjort det i Homesh, og mit nye hjem bliver nu også i grænselandet. Jeg har altid været en god patriot og fundet det rigtigt at leve tæt på landets grænser, men om mit hjem er her eller der, er mindre betydningsfuldt. Hvad jeg har her er jo bare et hus. En mursten er blot en mursten, hvad enten den er i Homesh eller Yad Hanna, så fra den synsvinkel har jeg ikke noget imod at skulle flytte. Det, der generer mig, er politikernes totale svigt. Det har fået alle mine illusioner til at bryde sammen. Jeg føler, jeg er blevet voldtaget."

Ikke nogen sommerlejr

Sanur nogle kilometer oppe ad vejen blev i begyndelsen af intifadaen helt affolket. En overgang forsøgte den israelske regering at sætte nyt liv i stedet ved at omdanne det til koloni for russiske billedkunstnere, hvilket ret hurtigt kuldsejlede, og siden har unge religiøse familier og ungkarle fra Vestbreddens ideologiske bosættelser holdt til der.

I Homesh er der sket det, som er sket flere steder i Gush Katif: Den fortrinsvis sekulære befolkning på 350 er blevet overrendt af over tusinde unge højrefløjsaktivister, som har slået sig ned i de få tomme huse og teltlejre mellem træerne.

"Jeg tager på arbejde hver dag i Tel Aviv for at glemme lidt og for at opretholde en nogenlunde almindelig hverdag, mens de bare er her," siger Etti Rosenblatt. Vi hilser på en mand, Amos, som også ser hovedrystende på de mange telte.

"Vi har et dejligt svømmebassin og en spa, som de bruger. De tror, dette er en sommerlejr, og hygger sig indtil soldaterne en dag kommer," siger hun.

"De har overtaget Homesh, så jeg føler mig som gæst i mit eget hus, og hvor jeg bare vil flytte videre i ro og fred, selv om tanken er mig meget imod, er de kommet for at lave ballade. Og efter min mening helt uden grund, ligesom i Gush Katif. Dette er ingen sommerlejr, men ramme alvor, og det giver dem ingen ret til at komme her og tage mig som gidsel."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her