Læsetid: 3 min.

Mursten formenneske-stemmer

Og ikke for mikrofoner. Det nye skuespilhus skal være et åndedrætssted, sådan et mørkt sted på vej ind i illusionen. Dramaerne hvisker allerede dernede i det djærve hus
3. marts 2007

Murstenene drager. De er sorte, sådan mørke-grå-sorte, og mærkeligt ru, så man ikke kan lade være med lige at røre ved dem. De er flade. Og så får de danskertilskueren til at føle sig hjemme, både parcelhushjemme og pakhushjemme, sådan et mørkt sted på vej ind i illusionen.

Det nye skuespilhus er ellers mest af alt usynligt. I hvert fald lige nu, hvor eneste reelle udsigtspunkt er ovre fra Operaen og Holmen. Men denne uge delte Det Kgl. Teater sikkerhedshjelme ud til verdenspressen for at fremvise '20.000 kvadratmeter og en lille milliard', som teaterchef Michael Christiansen kaldte det.

Huset er stadig en byggeplads, men scenerne suger allerede kroppene til sig. Store Scene overvælder ligefrem. Den er rund som den rundeste hestesko, og tilskuerpladserne på 'parkettet' kan fjernes, så spillerne træder helt op til rækværket foran tilskuerne på 'balkonen'.

Nej, ingen ved med sikkerhed, om skuespillerne vil kunne tale så akustisk forunderligt, som teknikerne har regnet ud. Men de krydser fingre. Denne manege-scene er ikke bygget til mikrofoner, men til menneskestemmer. Og hør, var der ikke allerede nogen, der hviskede? Skue-spilleren Henning Jensen har efter sigende bedt om, at skuespillerne skal kunne se ud på 700 par øjne; også selv om de er lukkede...

Digt et suk

Skuespilchefen Mikkel Harder Munck Hansen er også begejstret for bagscenen. Her vil skuespillerne kunne prøve i intakte dekorationer ude i den ene side, mens en anden forestilling er stillet op inde på selve scenen. Her kan alt trilles. Og så er der endda vinduer, så mørkets helte, altså sceneteknikerne, fremover kan se solen, når den er der. Nej, der er ikke kobber på scenetårnet indvendigt. Kun sorte gelændere og stænger til fiffig teknik. Men udenpå bliver tårnet grønt efter 15 år i havnegusen, siger iltkenderne.

Lille Scene er bare et mørkt, firkantet rum. Helt tomt, men med de særeste døråbninger, der er anbragt så pseudotilfældigt, at de i sig selv virker som en scenografi. Var der ikke også lyden af en kvinde, der sukkede?

Alligevel bliver det måske mellemscenen Portscenen, der vil blive husets største trækplaster. Nogle midlertidige træfinérplader hænger nu bare og blafrer, men en kunstner er i gang med at lave en rigtig port.

Bagved ligner scenen mest af alt et svømmebassin, men skuespilchefen kalder den 'graven'. De er jo garvede ud i ny, dansk dramatik på Det Kgl. Teater... Men graven drager uomtvisteligt. Scenen virker forunderligt tillokkende, fordi den vil kunne forvandle sig på uendelige måder: Scenen kan være nede på bunden, på delplateauer løftet op eller ned, på trapper eller på et almindeligt gulv lagt ud over det hele. Og tilskuerne vil kunne gå eller stå eller sidde overalt. Måske helt hen til kanten for at se, om der sidder nogen dernede i et hjørne med de forløsende replikker. Ellers er det lige ved, at man er ved at digte et par stykker selv...

Grib et kys

Og dog forlod vi graven for at stige til himmels. I hvert fald mod de blågrønne glas øverst. Heroppe får skuespillerne garderober med øst-udsigt direkte over mod Holmen - med dybe 'madrastrin' nedad mod vindueskanten, hvor de kan hvile sig med inspirerende udsigt inden forestillingen. Og mod syd og vest er der så kantinen til det offentlige kindkysseri.

Huset selv skal kærtegnes af trægulve overalt. Alligevel lover arkitekten Lene Tranberg, at det vil forblive råt.

"Det skal være et djærvt hus," siger hun og kaster sin arm op i en nonchalant bue.

"Huset forbinder Nyhavn og Langelinje, fordi promenaden udenfor bliver åben for alle," siger hun veltilfreds i sine gummistøvler.

Denne superwoman ved jo, at huset endda også vil binde Holmen til sig med en bro med kvindelige kurver...

Bropillerne står bevidst skæve og minder om, at halvdelen af huset er bygget ude i verdenshavet.

"For at symbolisere at vores skuespilkunst er international," som det lyder fra de kæphøje fra Kongens Nytorv, som åbenbart ikke længere vil nøjes med Magasin.

Murstenene holder tæt. Næsten sorte og nærmest spændte. Tilsyneladende tilfredse med egen fugedybde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu