Læsetid: 4 min.

Musernes templer

20. februar 1999

BILLEDKUNSTNERE vil kunne glæde sig over en nyhed, som står i dagens Information, der, som det fremgår, er helliget billedkunsten som en hyldest uden direkte anledning. Nemlig den, at et flertal af politikere uden om regeringen går ind for, at virksomheders indkøb af kunst skal kunne fradrages i skatten. Slår flertallet igennem, vil det betyde en øget indtjening for mange kunstnere, som godt kunne behøve den.
Eksemplet er endnu et på, at der blæser milde vinde om kunsten i disse år, selvom avantgardekunstnerne (som altid) står til spanking og deler vandene hos et kunstpublikum, som også er vokset betydeligt. Der er flere, der går på kunstmuseum end til fodbold, forlyder det. Hvert år besøges kunstmuseerne af to-tre mio. gæster. Hertil vil sportsfolket bemærke, at mange flere ser fodbold på deres skærm. Men mon der ikke også er mange, der ser billedkunst på deres væg?
Mange kunstmuseers samlinger er resultat af private samleres kræsne, individuelle smag. Det har gavnet de danske museer op gennem gennem historien. Hvad ville Statens Museum for Kunst være uden Rumps Samling, Ordrupgaard uden Vilhelm Hansen eller Fåborg Museum uden Mads Rasmussen?
Den stigende fokus fra politisk hold på besøgstallene til museerne har dog også medført, at mange museer er blevet en del af begivenhedskulturen og har medvirket til at tivolisere kunstoplevelsen. Senest har vi set det i det nyombyggede Statens Museum for Kunst, der har ofret hundredvis af kvadratmeter på publikumsfaciliteter på kunstens bekostning.

MUSEUM kommer fra græsk og betyder musernes tempel. Et sted for inspiration, kontemplation og refleksion. Et sted for dyrkelse af skønhed. Af statsstøttede kunstmuseer har Danmark 40. Det er med andre ord blevet et offentligt anliggende at sørge for, at publikum kan dyrke kunstens muser. Med 40 kunstmuseer skulle man tro, at man kunne dyrke en mangfoldighed af stiludtryk såvel som historiske perioder og kunstneriske kategorier. Sådan forholder det sig desværre ikke. For museerne ligner nemlig hinanden. Mange museer har bestræbt sig på at være encyclopædiske - dvs. omfatte alt - i stedet for at rendyrke en niche i kunsthistorien og gå i dybden med den. Det ædle formål med denne demokratiske ensartethed er bl.a., at man vil tilbyde de samme kunstneriske oplevelser, hvad enten publikum bor i en provinsby i Vestsjælland, en mellemstor by i Nordjylland eller i København. Men det er en forældet tankegang, født som den er af gamle tiders besværlige og langvarige transportforhold.

DANMARK er et meget lille land, og vores infrastruktur og trafiknet er veludbygget. På ganske få timer kommer man fra den ene ende af landet til den anden. Og så kan vi oven i købet via nettet køre ad den store elektroniske motorvej og besøge udstillinger i Paris, New York, Tokyo, you name it. Både museumsudstillinger og separate kunstshows. Det er i løbet af informationalderens første årtier blevet mere og mere klart, at man må rendyrke de individuelle karakteristiska, de regionale og lokale særtræk i den globale landsby, for det globale er i det lokale. Vanddråben spejler som bekendt hele verden. Det må museerne til at inkorporere i deres indkøbspolitik.
Nogle museer har allerede specialiseret sig. Enkeltmandsmuseer som Silkeborg Kunstmuseum med Jorn-samlingen, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt-Museet i Herning, Willumsen-museet i Frederikssund, Vejen Kunstmuseum med Hansen-Jacobsen m.fl. er født til nichen. Men der er også museer, som allerede rendyrker aspekter af kunsthistorien som Nordjyllands Kunstmuseum, hvis samling af abstrakt kunst er anselig eller Vestsjællands Kunstmuseum, hvis meget omdiskuterede samling af vild 80'er kunst, der er opmagasineret i kældrene under Sorø, også peger på en specialisering. Statens Museum for Kunst har som det eneste danske museum en encyclopædisk forpligtelse til at repræsentere det brede udvalg af unikke kunstoplevelser man ikke kan få andre steder i landet eller i verden. Man bør for mangfoldighedens skyld lave en museal arbejdsdeling, der totalt på landsbasis er dækkende.
I modsat fald bliver det som i Tyskland, hvor man på turen rundt på museerne ser de samme få navne eksponeret igen og igen: R.A. Penck, Anselm Kiefer, Gerhard Richter, Baselitz, Sigmar Polke, Middendorf og Immendorf m.fl. Skal de danske kunstmuseer ensidigt købe af en lille håndfuld samtidskunstnere, spørges der for tiden? Ensidighed er naturligvis en uting, når det nu er et faktum, at Danmark - på trods af sin lidenhed - faktisk har så mange rigtig talentfulde kunstnere, som tilfældet er.
Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder er et af de museer, der har satset på den figurative 90'er kunst.
I Horsens Kunstmuseum - Michael Kviums fødeby - har man en anselig samling af denne fortrinlige malers værker. Og lad os håbe, at formuende danske samleres, privates og virksomheders, kunstsmag er lige så kvalificeret som mangfoldig. Til gavn for kunstnerne. Og for os andre, der ynder at få et åndeligt kick på museerne.

OFFENTLIGHEDEN har været forargede på kunstnere som bl.a. Michael Brammer, som i sin tid udstillede udstoppede hundehvalpe, og Peter Bonde, som for tiden menneskejages af Ekstra Bladet. Ikke desto mindre er Lars von Triers Zentropa netop gået i samarbejde med disse to kunstnere. Billedkunsten bevæger sig i disse år ud i et område mellem film, video, dekoration, reklame, design og teater. Er den ved at klæde sig på til det 21. århundrede eller ved at forsvinde? Svaret er ikke så ligetil, som nogen vil gøre det. lb og bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu