Læsetid: 6 min.

Museum for islamisk kunst køber tyvekoster

10. juli 2006

Det verdensberømte københavnske museum Davids Samling er et veritabelt skatkammer af islamisk kunst. Og det er der gode grunde til. Adskillige af museets uerstattelige islamiske skatte er af yderst tvivlsom oprindelse. Det gælder både et unikt træbord fra 1100-tallet, der er smuglet ud af Afghanistan og to sider af den såkaldte Guldkoran, der er stjålet fra et moskebibliotek i Istanbul.

Museumsdirektør Kjeld von Folsach erkender, at både det afghanske bord og de to Koran-sider fra det 9. eller 10. århundrede er tyvekoster.

"Jeg er helt bevidst om, at vi ikke har dokumentation for det afghanske bords herkomst, og de to Koran-siders oprindelse har vi heller ikke undersøgt i tilstrækkelig gradþ" siger han.

Alligevel har direktøren for et af den vestlige verdens førende musser i islamisk kunst ingen intentioner om at levere klenodierne tilbage.

"Hvorfor skulle jeg det. Tingene har det jo bedre her hos os," siger han.

Både danske og internationale eksperter er forargede over museets politik. Den svenske ekspert i illegal handel med kulturarv, arkæolog Staffan Lundén fra Gøteborgs Universitet er imidlertid ikke overrasket.

"Det er dybt forkasteligt, at et museum indkøber stjålne kulturgenstande og så oven i købet nægte at levere dem tilbage. Det er både arrogant og amoralsk," siger han og beskylder Davids Samling for på denne måde at "opmuntre til yderligere tyveri og plyndring af andre landes kulturarv."

Arkæolog Vinnie Nørskov fra Århus Universitet, der bl.a. har skrevet bogen Greek Vases - in new context om illegal handel med græske vaser, er helt enig.

"Det er ikke en politik, som et dansk museum kan være bekendt. Hvis der er tale om stjålne ting af nyere dato, skal de naturligvis leveres tilbage. Hvis der er tale om andre illegalt erhvervede ting, er der heller ingen undskyldning. Alle ved, hvor skadeligt det er, at tingene bliver fjernet fra deres rette sammenhæng," siger hun.

Ømme tæer

Indtil videre har Davids Samling mindst ni genstande, hvis lovlige oprindelse, der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved. Ud over det helt unikke afghanske træbord og de uerstattelige Koran-sider kræver Tyrkiet, at Davids Samling leverer ikke mindre end syv andre genstande tilbage.

Det drejer sig bl.a. om det dobbelte dragehåndtag, som Glyptoteket bruger som logo. Det blev stjålet stormoskeen i Cizre i 1969 og erhvervet af Davids Samling i 1973.

Derudover ønsker Tyrkiet også at få en 800 år gammel bronze-sfinks, en 700 år gammel meterhøj lysestage i sølv og messing, en 1.100 år gammel moskelampe, en rigt ornamenteret kiste af valnøddetræ samt to århundredgamle tæppefragmenter tilbage.

Ifølge en talsmand for den tyrkiske ambassade er der tale om genstande af "uvurdering betydning" for Tyrkiet.

"Tingene er en del af vores kulturarv, og vi mener, at de skal tilbage til Tyrkiet. Hvis nogen kom og stjal Den Lille Havfrue og solgte hende til et museum i Tyrkiet, ville I nok også synes, at hun skulle bringes tilbage til København," siger talsmanden.

Afviser krav

Direktør Kjeld von Folsach afviser imidlertid pure at levere de otte ting tilbage til den tyrkiske stat.

"Det kan jeg ikke se nogen grund til, at vi skulle gøre. Hvis vi leverer de ting tilbage, så kommer Tyrkiet bare rendende efter 20 andre ting", siger han. "Vi er ikke et museum med åbne hylder, hvor enhver bare kan komme og kræve ind."

Kjeld von Folsach mener i øvrigt, at Tyrkiets krav for flere af tingenes vedkommende er forældet, da der er tale om genstande, som Davids Samling erhvervede i 70'erne.

Ifølge museets katalogoplysninger er de to koranblade dog først indkøbt i 1990 - samme år som de ifølge den tyrkiske ambassade blev stjålet fra Nuruosmaniye-moskeens Bibliotek i Istanbul.

"Jeg ved præcis, hvor vi fik siderne fra, men det er jo ikke kun os, der har sider fra Guldkoranen. Det er der mange andre, der også har," siger han og understreger, at han ikke ser noget umoralsk i at beholde hverken koransiderne, det sekskantede afghanske bord eller Cizre-moskeens dørhammer.

"Jeg synes, det vil være mere umoralsk, hvis vi gemte tingene i kælderen. Det gør vi ikke, vi udstiller dem, publicerer dem og passer på dem," siger han. "Det er bedre, at vi og andre museer bevarer verdens kulturarv, end at tingene befinder sig i lande, der ikke kan passe ordentligt på dem," siger han.

God samvittighed

Museumsdirektøren understreger, at det bestemt også gælder det afghanske bord, selv om det er smuglergods fra et af verdens fattigste lande.

"Det bord er helt unikt. Der findes ikke andre ligeså velbevarede og velbemalede eksemplarer i verden. Jeg ved godt, at vi ikke har nogen papirer på det bord, men jeg vil til min død mene, at det er bedre, at det bliver reddet, og at vi passer på bordet her på Davids Samling, end at det var blevet i Afghanistan, hvor det måske vil blive brændt eller ødelagt," siger Kjeld von Folsach, der selv har limet det sammen af 25 små stykker. "Jeg har ikke dårlig samvittighed. Tværtimod. En af mine kolleger sagde til mig, at det var bedre, hvis bordet var blevet i den hule i Afghanistan, hvor det blev fundet! Det kan jeg slet ikke se. Jeg synes, det er meget bedre, at bordet bliver reddet og gjort tilgængelig for offentligheden, end at det befinder sig i et eller andet stinkende magasin eller bliver ødelagt, fordi der kommer en fanatiker, som mener, det skal brændes, fordi der er et billede på. Det kan gøre mig meget ophidset-."

Kjeld von Folsach understreger, at han generelt gør meget for at sikre sig, at museets nyeerhvervelser ikke er stjålet fra museer eller private samlinger.

"Hver gang, jeg køber noget kostbart, tjekker jeg hos Art Loss Register, der har en database over stjålne kulturgentande. Jeg er ikke intereresseret i at købe stjålne ting. Det er ris til egen røv," siger han og fortæller, at Davids Samling flere gange har været med til at afsløre kunsttyverier.

"For et stykke tid side fik vi f.eks. tilbudt et flisepanel. Det var så specielt, at vi tjekkede det med en en specialist i tyrkiske fliser. Han sendte mig et billede, han selv havde taget af flisepanelet fem år tidligere, da det sad på sin rette plads. Det var altså stjålet, så vi kontaktede kunsthandleren, og det endte så med, at flisepanelet er sendt tilbage til Tyrkiet," fortæller han.

I 1996 gjorde den tyrkiske ambassade David Samling opmærksom på, at nogle træpaneler, som museet havde købt, var røvet fra moskeen i den tyrkiske by Beysehir. For første - og foreløbig eneste gang - indvilgede Kjeld von Folsach i at levere panelerne tilbage. Men han understregede samtig, at der var tale om et enkeltstående tilfælde.

"At panelerne et blevet sendt tilbage til Tyrkiet, skyldes udelukkende, at indkøbet er sket inden for de senere år. Genstande, som er erhvervet for årtier siden, vil ikke blive tilbageleveret," sagde han dengang.

Dobbeltmoral

Kjeld von Folsach mener imidlertid, at der er stor moralsk forskel på, om en ting er stjålet fra et museum eller en moske eller om der det er ting, som er fundet på en lokal mark.

"Hvis bondemand Ahmed går på sin ager og tygger opium og finder en krukke, som på mystisk vis bevæger sig via Istanbul til Paris og ender i London uden papirer, så burde vi jo ikke købe den. Men der er jo ingen papirer på den slags ting... og hvis der ikke var sådan nogle som mig. der købte krukken i London- ja så tror jeg, den ville forsvinde", siger han.

"Det er ikke fordi jeg skal fremstille mig selv som den store kulturbevarer, men bondemand Ahmed er jo idiot, hvis han forsøger at aflevere krukken til de lokale myndigheder. Det kan han ikke uden at blive smidt i fængsel for et eller andet imaginært og uden at riskere, at hans børn bliver slået ihjel, fordi en eller anden korrupt embedsmand tror, at der er flere krukker, hvor den første kom fra. Det kræver en lang tradition i de lande, før man har noget, der minder om den danske Danefæ-ordning," siger direktøren for et af verdens førende museer for islamisk kunst.

"Vi gør meget for at sikre, at der er rimelighed i de erhverhvelser, vi gør. Og der er ingen tvivl om, i hvilken retning, tingene bevæger sig. Der er stor forskel, hvordan vi købte ind i 1970'erne, hvordan vi gjorde, da jeg blev direktør i 1983, og hvordan vi gør nu. I dag skal der være papirer på det hele... Problemet er bare, at det ikke altid lader sig gøre at skaffe dem."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her