Læsetid: 3 min.

'Museumsteater' på Det Kongelige Teater

Den seneste uges kritik af Det Kongelige Teater tager til i styrke. Det er særligt skuespil-afdelingen, der står for skud. Et tungt bureaukrati kvæler kreativitet og nyskabelse, og vi er på vej mod et museumsteater, lyder kritikken
16. maj 2006

Det Kongelige Teater skal være folkets teater. Det skal være en uomgængelig kulturinstitution, som skal huse de største navne inden for teater. Det er det ikke, det gør det ikke, og billetsalget har aldrig været lavere. Kritikken ligner noget, Ole Bornedal har set før.

"Jeg ved, at det kunne køres på en meget anderledes måde, men det bliver det ikke. Da jeg første gang luftede min kritik i december 2004, blev jeg dolket i ryggen af instruktører, anmeldere og stort set samtlige i branchen. Nu er kritikken tilladt, men det ville have glædet mig, hvis jeg tog fejl," fortæller Ole Bornedal, som er formand for statens Kunstfonds film- og teaterudvalg.

Han bakkes op af professor i dramaturgi Jørn Langsted. Han mener, at bevillingen på 350 millioner kroner til Det Kongelige Teater automatisk underlægger institutionen kritik, men ser med stigende bekymring på udviklingen.

"Billetsalget taler sit eget tydelige sprog, men problemet er ikke nyt. Det Kongelige Teater er simpelthen en alt for stor og tung organisme til at leve op til den forpligtigelse, som støtten giver" siger Jørn Langsted og uddyber:

"Teateret formår ikke at berøre den virkelighed, publikum lever i, og så bliver det uinteressant. De store skuespillere og dramatikere vælger sikkert af samme grund andre teatre at udfolde sig i."

Nyskabende kulturarv

Ifølge eksperter skal årsagen findes i den særlige formålsparagraf, som teateret er underlagt - særligt på skuespilfronten.

"Det Kongelige Teater skal dyrke kulturarven og samtidigt være nyskabende inden for dramatik. Og så må det ikke være entydigt. Svære kår, når de små teatre har succes med at profilere en entydig linje," forklarer teaterforsker Stig Jarl.

Men det betyder ikke, at en linje ikke kan findes. Turbinehallerne, som er Det Kongelige Teaters laboratorium, har stor succes, mens det halter på den konventionelle Stærekassen. Og her har kritikken sin berettigelse, mener Stig Jarl:

"Det er skidesvært at drive en klassik scene som Stærekassen. Den fordrer nænsomme nytolkninger af klassikere, og det kan være svært at gøre stykkerne vedkommende. Men det kan undre, at man så vælger helt klassiske stykker som Macbeth. Det gør det i hvert fald ikke nemmere."

Den voldsomme kritik, som er væltet ned over skuespilchef Mikkel Harder Munck-Hansen, kommer efter en sæson, hvor repertoiret på forhånd blev rost for at være bredt favnende. At stemningen nu er vendt, skyldes ifølge skuespilchefen uheld.

"Det er klart, at når stykker på Stærekassen bliver aflyst, så tipper vægten over på Turbinehallernes eksperimenterende forestillinger. Og når vi ikke kan opstille en mere konservativ modvægt til Elverhøj i Bangladesh-udgave, så bliver folk pludselig forvirrede over, hvad Det Kongelige Teater står for," forklarer Mikkel Harder Munck-Hansen.

Men det er langt fra den eneste forklaring, mener anmelder Nina Davidsen. De konventionelle stykker er ganske enkelt ikke lykkedes.

"Inden for murene er over 100 år gammelt og formår ikke, som det var tiltænkt, at være en allegori til danskeres møde med nudanskere. Det er et ærgerligt repertoirevalg, som efterlader en blind plet, hvor de seneste fem-seks års store dramatik bliver udeladt. Det er ganske enkelt ikke lykkedes at gøre stykkerne vedkommende," forklarer hun.

Håb på vej

Hvis forestillingerne bliver uvedkommende, så bliver folk væk. Det Kongelige Teater kommer til at stå som en todelt størrelse med en eksperimenterende afdeling og et museumsteater.

"Der er en vis pointe i at kræve, at Det Kongelige Teater fremfører klassiske stykker, som passer ind i tiden, ellers ender vi med museumsteater. Hvis det så ikke er muligt, så vil det måske være en idé at gå til halvklassikerne. Et stykke som Thermopylæ af H.C. Branner om forholdet mellem individualitet og fællesskab passer jo glimrende ind i vores tid. Det er på plakaten i den kommende sæson, så udviklingen er på vej," fortæller Stig Jarl.

Men også den kommende sæsons repertoire har mødt kritik. Der er ikke satset nok ,og der savnes visioner. Helt uforståeligt mener Mikkel Harder Munck-Hansen.

"Vi har selvfølgelig gemt nogle af satsningerne til åbningen af det nye skuespilhus, og så er det sidste sæson Turbinehallerne kører. Jeg mener, at det er en satsning, at vi har ansat fire husdramatikere til Turbinehallerne, men det er selvfølgelig Stærekassens repertoire, der bliver kritiseret. Det blev lanceret samme dag, som Ghita Nørby valgte at forlade os, så det tog åbenbart fokus. Folk glemmer helt at spørge til, hvad det er for et serbisk stykke, vi opfører, og de glemmer helt, at Faust opsat af Katrine Wiedemann næppe kommer til at ligne noget, de har set før," fortæller Mikkel Harder Munck-Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her