Læsetid: 9 min.

Musharraf presses fra alle sider

Hans kritikere kalder ham en vestlig skødehund og frafalden fra islam. Vreden over Muhammed-tegningerne har sat islamisterne og de pakistanske masser i bevægelse, og i næste uge kommer Bush til landet. Aldrig i sine seks år ved magten har Pakistans militærdiktator været så trængt
21. februar 2006

ISLAMABAD - Minutter efter Indiens cricketlandshold slog Pakistan i en landskamp i Lahore i sidste uge, trådte en afslappet klædt og moustacheprydet mand selvbevidst hen over grønsværen og fik udleveret en mikrofon. Smilende og gemytlig lignede Pervez Musharraf en moderne politiker af vor tid, der fik menneskemængden på lægterne til at bryde ud i latter med vitser om den indiske førsteslåers lange hår. Stilen var mere en Bill Clintons end en militærdiktators. Det var knapt til at tro, at dette er manden, som har overlevet to attentater, og nu kæmper med al magt for at holde sammen på sin turbulente, islamiske nation og i disse dage igen må se sin stilling så truet som nogensinde, efter anti-vestlige optøjer har kastet Pakistan ud i en ny skæbnestund.

Kun 24 timer efter cricketlandskampen var centrum i Lahore sat i brand, og ligene af dræbte mennesker lå spredt i gaderne, da krisen om "de blasfemiske karikaturer", som pakistanerne betegner de danske Muhammed-tegninger, trådte i en ny, voldelig og, for Musharraf, livsfarlig fase. Efter en uge, hvor protesterne havde spredt sig som en steppebrand over hele landet - mange af dem voldelige - greb Musharraf så omsider ind i weekenden, forbød en kæmpedemonstration der skulle have været afholdt i hovedstaden Islamabad og beordrede arrestation af hundredvis af uro-anstiftere.

Qazi Hussain Ahmed, lederen af Jamaat-e-Islami, det religiøse parti der havde tilskyndet til søndagens masseprotester, blev sat i husarrest. Kun få timer tidligere havde han advaret om, at der ville blive iværksat en landsomspændende kampagne for at få Musharraf afsat, hvis denne forsøgte at hindre protesterne.

"Vi vil ikke vige, før vi når vores mål, om det så skal ske imod de herskende lederes vilje," sagde han. "General Pervez Musharraf handler som en lakaj for den vestlige civilisation i dens kamp mod islamiske værdier."

At Musharraf nu har satset på at slå optøjerne ned med magt er derfor en højrisikabel strategi, der risikerer at give hans modstandere det perfekte påskud til at opildne til yderligere uro. Han står nu over for, hvad der kan blive hans hårdeste 10 dage ved magten, frem til at George Bush kommer på statsbesøg i næste uge. Hvis ikke Musharraf kan knuse uromagerne eller i al fald inddæmme deres protester, vil dette statsbesøg formentlig skulle aflyses pga. den bølge af gadeprotester, Pakistans religiøse partier advarer om, at de vil iværksætte.

Krisen handler ikke mere om profet-karikaturerne. Den er blevet viklet sammen med bestræbelser fra Musharrafs islamistiske fjender på at destabilisere ham ved at anstifte et langt mere vidtspændende oprør imod, hvad de ser som hans forræderiske alliance med Amerika.

Loyal hær

Den pakistanske leder er også hærens øverstbefalende og nyder endnu - så vidt vides - den fulde loyalitet fra de mest magtfulde dele af de væbnede styrker. Men Pakistan er også et arnested for al-Qaeda-infiltrerede ekstremister og militante jihadier, der gemmer sig i træningslejre i de vildsomme og uregerlige grænseprovinser op til Afghanistan. Mindst to gange har de allerede forsøgt at ombringe præsidenten.

De rester af Taleban, som flygtede hertil efter at være fordrevet fra Kabul, er heller ikke forsvundet. Afsættes Musharrafs af kræfter, som ikke finder ham tilstrækkelig islamisk, vil dette kunne bane vej for en dramatisk regional ustabilitet, hvor islamistiske jihadier kan få kontrol over de pakistanske atomvåben, hvad der i det værste mareridtscenarie kan fremkalde en atomkrig mellem Indien og det Bush engang betegnede som "Sydasiens værste militante islam".

Hvordan protesterne mod Muhammed-tegningerne udviklede sig til dødbringende sammenstød med et videre politisk fokus og potentiale til at styrte Musharraf er vanskeligt at gennemskue. Siden Pakistans oprettelse i 1947 har nationens politiske liv været præget af uigennemskuelighed og tilbagevendende voldsudbrud. Det er blevet en tradition, at Pakistans ledere afsættes ved kup, tvinges i eksil, fængsles eller slet og ret myrdes. Således er en blev hængt og en anden omkommet i et uopklaret flystyrt.

Konspirationskarikaturer

At de danske karikaturer opfattes som beviset på en omfattende konspiration for at ydmyge muslimer kan forklare, at protesterne har fundet andre mål at rette sig imod end skandinaviske. Højtstående pakistanske efterretningsfolk, Independent har talt med, er særdeles opmærksomme på, at den håndfuld islamistiske ekstremistgrupper, som Musharraf forbød efter 11. september 2001, og som mistænkes for at stå bag de to attentatforsøg på ham (måske med bistand fra sympatisører i hæren), har trukket i mange slags tråde i Pakistan i denne sag. Deres mål kan være at narre regeringen til at forsøge at underkue protesterne med magt for ad den vej at radikalisere opinionen yderligere.

Farhat Ullah Babar, senatsmedlem for Benazir Bhuttos Pakistan Peoples Party, det mest sekulære af oppositionspartierne, siger, at vreden over profetkarikaturerne var et let bytte for udnyttelse af de kræfter, der ser Musharraf som Vestens skødehund.

"Vreden er ægte nok. Nu forsøger de religiøse partier at gøre, hvad de kan for at rette den mod Musharraf for at bringe hans styre til fald."

Oplyst mådehold

Striden mellem Musharraf, en liberal, whiskydrikkende muslim og den ekstremistiske islamisme har ulmet, lige siden generalen overtog magten ved i et kup i 1999 og iværksatte sin moderniserings-dagsorden. Ifølge Musharrafs vision, som bærer det orwellsk klingende navn Enlightened Moderation ('oplyst mådehold'), skal Pakistan - et så religiøst og konservativt land, at et marathonløb for deltagelse af begge køn i sidste måned udløste et ramaskrig - gradvis transformeres til en tolerant og progressiv stat, som dog skal forblive en islamisk republik. For øjeblikket bestræber Pakistans regeringsministerier sig f.eks. på at få en slags kontrol over madrassaerne (de religiøse skoler, der er grundlaget for så megen fanatisme), ligesom den har overtaget styringen i organiseringen af pilgrimsture til Mekka. Det nationale luftfartsselskab afspiller muslimske bønner imellem sikkerhedsinstruktionerne, før det lader sine fly lette - men af moderat karakter.

Men hvis anstrengelserne for at gelejde Pakistan ind i det 21. århundrede så den skæbne, der overgik shahen af Iran i 20. århundrede kan undgås, allerede var en udfordring før 11. september 2001, så har Musharrafs partnerskab med Bush i dennes 'krig mod terror' gjort balanceakten noget nær umulig. Hans dagsorden til forvandling af det pakistanske samfund ses nu af Musharrafs kritikere som rent knæfald for et omfattende amerikansk komplot om at gennemtvinge sekularistisk dominans.

I modstrid med islam

Hafiz Hussain Ahmad, en uforsonlig islamistisk gejstlig og senatsmedlem for et af det religiøse koalitionspartier, som er blevet ramt af Musharrafs nye opstrammede kurs, formulerer sig utvetydigt om, hvorfor Musharraf må styrtes:

"Hans politik står i total modstrid med islam." Musharraf sidder, som en vestlig diplomat formulerer det, "som en lus mellem to negle: et USA, der presser ham til at føje sine krav og nødvendigheden af at forebygge radikalisering af de islamistiske kræfter."

Hans krav for nylig om, at madrassaerne, der i årevis har været rekrutteringsgrundlag for jihad-terrorister, skal udvise alle udenlandske studerende, udløste rasende reaktioner, så det har han måttet fravige. Og forsøgene på at lægge madrassaerne ind under det nationale skolevæsen, så de også underviser i naturvidenskab og andre 'verdslige' emner, har formet sig som en pinagtigt langsommelig proces. Adspurgt om, hvor mange af disse religiøse skoler der findes, svarede Vakil Ahmad Khan, Pakistans religionsminister, i sidste uge: "Vi aner det ikke. Dine gæt kan være lige så gode som mine."

Seks år efter Musharrafs magtovertagelse forekommer Pakistan med andre ord så skrøbeligt, radikaliseret og lidet moderniseret som nogensinde.

Musharraf er ekstremist

På hærens hovedkvarter i Rawalpindi, indrømmer Musharrafs uniformerede talsmand, generalmajor Shaukat Khan:

"Vi vil ikke fravige vores kurs, men begivenhedernes udvikling kan betyde, at det nogle gange ligner et skridt frem og tilbage."

Jamaat-e-Islami er fortaler for en islamisk revolution, som skal føre til uindskrænket gennemtvingelse af sharialoven. Partiets ledelse hævder at være modstander af vold i sin politiske kamp, men har ifølge iagttagere skruet markant op for retorikken. Under de optøjer, der rasede torsdag i sidste uge, talte Independent med Khurshid Ahmad, senatsmedlem for partiet, i vestibulen til det Sovjet-agtige Parlamentshus i Islamabad. Om Musharraf sagde han:

"Han er ekstremist. Han tog magten ved et kup. Han har manipuleret med politik og lovgivning og vil aldrig kunne leve op til de forventninger, man må nære til en ægte islamisk nation." For denne skæggede mand i traditionel shalwar kameez-kjortel og filthat kunne den cricket-elskende general lige så godt være "apostat", frafalden fra islam. Men skønt flertallet af pakistanere ikke er yderligtgående religiøse, så er de ekstremistiske islamister overbevist om, at de kan spille på de aktuelle spændinger, så konsekvenserne bliver fatale for Musharraf.

"Han er svag og stum," insisterer Khurshid Ahmad for at sammenfatte sin vurdering af Musharrafs håndtering af karikaturkrisen.

"Han er svag, fordi han har bundet sig til at samarbejde med USA i dets såkaldte krig mod terror. Oppositionen har fået et kæmpe rygstød nu, og det kan bringe regeringen til fald."

Volden er ude af kontrol

Sidste måneds amerikanske luftangreb på en pakistansk grænse - et fejlslagent forsøg fra CIA på at eliminere al-Qaedas næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri - skabte om muligt endnu større modvilje imod USA. Missilet dræbte adskillige landsbyboere, og i Pakistan har det rygte siden bredt sig, at Musharraf kendte til og havde godkendt luftangrebet.

Hertil kommer den optrappede separatistiske kamp, der føres af klanledere og private militser i provinsen Baluchistan, som er blevet hærget af skudopgør og bombeattentater. Mange har mistanke til, at Indien søger at nære denne konflikt som gengæld for Pakistans diskrete støtte til militante jihadier i Kashmir.

Samtidig har Musharraf 70.000 soldater i gang med at jagte terrorister i stammeområderne op til Afghanistan - en vidtstrakt region, hvor pakistansk lov ikke gælder og prisen i form af tab af menneskeliv og kraftigt øget fjendtlighed blandt de lokale er høj. Og trods en forsøgsvis fredsproces i forhold til Kashmir-spørgsmålet forbliver der fortsat fare for en krig med Indien om denne provins. Officielt er Pakistan ganske vist ophørt med at støtte de militante elementer, der står bag angrebene på Indien, men disse grupper har efter alt at dømme fundet en ny sponsor i al-Qaeda.

Musharraf er låst fast

Presset fra alle sider, har Musharraf efterhånden intet manøvrerum tilbage, og det bliver dermed svært at gøre noget ved den fundamentale selvmodsigelse i hans position. Han greb magten ved et ulovligt kup med løftet om at genindføre "sandt demokrati", men seks år senere mangler han stadig at indfri løftet, og senest er han også begyndt at trække i land i forhold til en bebudet tidsfrist om at tilbagegive Pakistan til civilt styre før valgene i 2007.

Musharrafs fejlslagne forsøg på at fremdyrke en ægte demokratisk kultur betyder, at mere turbulens er så godt som sikkert, hvis han skulle blive tvunget fra magten. Som en diplomatisk iagttager i Islamabad udtrykker det: "Der findes ingen plan B."

Ved en afkørsel til hovedvejen hen mod motorvejen mellem Islamabad og Lahore står en kopi af et atomart sprænghoved. Det i retning af Khan Research Laboratories, der er grundlagt af AQ Khan, 'den pakistanske atombombes fader'. På dette sted beriges uranen, der indgår i Pakistans atomvåbenforskningsprogram. Khan faldt i unåde efter at være afsløret i at sælge kernevåbenhemmeligheder til Iran, Libyen og Nordkorea, men frygten for programmets sikkerhed består stadig. Hvis Pakistans vestvenlige general skulle blive styrtet, vil Vesten så være i stand til at hindre jihad-grupper og deres sympatisører i få greb om de pakistanske atomvåben?

Ministerpræsident Shaukat Aziz insisterer på, at det forhold, at både Indien og Pakistan har atomvåben, er en gensidigt afskrækkende fredsgarant: "Fred opnås igennem styrke, ikke svaghed. Vi må have slagkraft til at kunne forsvare os selv."

Men hvis Musharraf falder, hvem skal så herske over denne slagkraft?

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her