Det er awards season i Hollywood, og næsten hver uge bliver der uddelt mere eller mindre prestigefyldte filmpriser af filmbranchens fagforeninger og kritikersammenslutninger. Tirsdag blev de nominerede til årets største pris, Oscar, offentliggjort, og en af de film, som går igen på næsten alle listerne, er James Mangolds Walk the Line, der handler om countrystjernen Johnny Cash, som døde for snart tre år siden.
Ikke mindst Joaquin Phoenix, der spiller Cash i filmen, og Reese Witherspoon, som spiller hans udkårne, June Carter, er blevet nomineret adskillige gange og begge har vundet flere af priser - senest har Screen Actors Guild kåret Witherspoons præstation som den bedste i 2005.
James Mangold har da også kun lovord til overs for de to unge skuespillere, der om noget bærer Walk the Line og som efter instruktørens mening bryder med forestillingerne om, hvad de formår. Information mødte den energiske, 41-årige amerikanske instruktør under et kort visit i London, og han kunne blandt andet afsløre, at selv om Phoenix og Witherspoon selv synger deres sange i filmen - og gør det imponerende godt - så vidste hverken han eller de selv på forhånd, at de kunne synge.
"Hver dag forsikrede jeg studiet om, at de var fantastiske uden at vide noget som helst om det," siger Mangold, for hvem de to skuespillere var førstevalget til rollerne som Johnny og June. Og heldigvis kunne de synge, hvilket giver filmen en sjælden autenticitet.
Skabt til film
Mangold, der debuterede i 1995 med det stille drama Heavy, har altid været en skuespillernes instruktør. Og han har haft lyst til at fortælle historien om Johnny Cash i 10 år. På grund af rettighedsspørgsmål var det dog først i 2001, efter at have lavet sin tredje film efter Heavy og Copland (1997), Girl, Interrupted, at Mangold fik gang i projektet og begyndte at skrive et manuskript sammen med Gil Dennis.
Men ingen af de store filmselskaber i Hollywood var interesseret i at lave filmen, heller ikke da Mangold fik Phoenix og Witherspoon om bord på den relativt billige produktion. Det endte dog med, at Fox 2000, arthouse-afdelingen af 20th Century Fox, sagde ja, fordi, forklarer Mangold, at selskabets kvindelige chef var vokset op med Cashs musik.
"Det er så enkelt. De fleste mennesker i Hollywood har en meget nedladende holdning til, hvad countrymusik er. I USA bruger vi udtrykkene red state og blue state, og jeg tror, at man i Hollywood mener, at countrymusik er meget red state (højreorienteret, red.) og derfor er de ikke interesseret i det."
For Mangold selv var attraktionen, at Cashs liv var en god historie:
"Og hvor tit får man lov til at lave en film om en kunstnerisk figur, som man er virkelig interesseret i, og som samtidig har levet et liv, der er som skabt til at blive filmatiseret? At det lykkes ham at trække sig selv ud af dette frie fald og ende med at gifte sig med kvinden, han elsker, spille sit livs koncert og stoppe med stofferne, alt sammen på bare seks måneder; at han afslører så meget af sig selv i sin musik; at sangene, han og June skriver, næsten er som indslag i en musical om deres liv."
Kærlighedsfilm
Walk the Line begynder med - og slutter lige efter - den berømte koncert, som Johnny Cash gav i Folsom-fængslet i 1968, og så bevæger den sig tilbage i tiden og skildrer blandt andet hans barndom, storebrorens brutale død, det problematiske forhold til faren, hans stofmisbrug, det første ægteskab og den stormende forelskelse i June Carter.
James Mangold betragter da også Walk the Line mere som en kærlighedsfilm end som en udtømmende film om Johnny Cashs liv og karriere: "Jeg valgte kærlighedsfilmen til at fortælle historien om disse to mennesker på dette tidspunkt i deres liv," siger han.
"Jeg sagde til min partner, Cathy Konrad, at 'jeg vil lave en film om Johnny Cash formet som Øst for Paradis' - Elia Kazan-filmen, der i virkeligheden også er en kærlighedshistorie om en mand, som forsøger at vinde sin fars anerkendelse, har en bror, der er så meget bedre end ham, og forelsker sig vildt og inderligt i brorens kæreste og ender med at finde sammen med hende."
"De bedste film, der er baseret på et virkeligt liv, ved, hvad de handler om, og de forsøger ikke at følge et liv fra vugge til grav. Film kommer ofte i problemer, når de forsøger at dække et helt liv, og det virker næsten, som om de ikke har en historie at fortælle. De defineres af dette liv, og når det dør, er filmen forbi. Det virker svagt for mig."
"Hver gang jeg hører udtrykket biopic, så er det en journalist, der bruger det. Titlen er ikke The Johnny Cash Story, det er Walk the Line. Der er måske en masse Johnny Cash-fans, som gerne vil se en film om hans musik og kunstneriske udvikling, men for mig er den slags film døde. Vincente Minellis film om Van Gogh med Kirk Douglas er forfærdelig. Filmen om Vermeer, Pigen med perleøreringen, er rigtig god. Hvad handler den om? Han vil i seng med hende. Det er en kærlighedsfilm, ikke en maleri-film. Det handler om en fyrs passionerede forhold til sin model, og om hendes forhold til mesteren, som maler hende. Det fører filmen fremad. Hvis man fjerner Scarlett Johansson, der spiller pigen, fra filmen, vil det blive en kedelig film om en stor maler."
$SUBT_ON$Huller i historien
Manuskriptet til Walk the Line er baseret på mange timers samtaler med Johnny og June og resten af familien Cash - "det var spændende diskussioner," siger Mangold, der talte i telefon med Cash i 90 minutter hver lørdag indtil sangerens død i 2003. Mangold og Cathy Konrad købte rettighederne til de biografiske bøger, der var skrevet om Cash med hans velsignelse, men der var store huller, som Mangold havde brug for at fylde.
"John og June indrømmede f.eks. aldrig, at de havde rørt hinanden, inden de blev gift," siger han.
"Ifølge bøgerne levede de i komplet cølibat, ikke bare indtil de hver især blev skilt, men til de blev gift. Jeg var altså i færd med at lave en film om en nonne og en præst, og det forekom mig latterligt. Jeg troede ikke på det."
Ægteparret Cash havde ikke vetoret over manuskriptet, men de vidste, at Mangold var interesseret i at fortælle sandheden, og derfor fortalte de ham alt, hvad han ville vide.
"John sagde også rent ud, at han var ligeglad med, om vi fik ham til at stå i et dårligt lys. Hans eneste bekymring var, om vi fik andre til at stå i et dårligt lys. Han ville blive vred, hvis vi fik June til at fremstå dårligt eller hans børn, eller hvis vi gjorde et eller andet, som sårede andre mennesker, eller skød skylden på andre mennesker for ting, som han gjorde. Han følte, at han havde ødelagt sit liv helt alene, og at vi skulle skildre det, som det var."
$SUBT_ON$Birth of rock'n'roll
Et andet aspekt af Johnny Cashs historie, som fascinerede Mangold - og som han genskaber i filmen - er det tidspunkt i 50'erne, hvor den unge, ukendte sanger dukker op på Sam Phillips' Sun Studio i Memphis og bliver opdaget.
"Jeg har ikke set en film om denne tid og dette sted, som jeg virkelig kunne lide - om rock'n'rolls fødsel og Memphis, og jeg følte, at Elvis Presley og de andre musikere fra den tid, var blevet gjort til så store ikoner, at de ikke længere eksisterede som mennesker, som unge mennesker, teenagere, der lavede den musik, de gerne selv ville høre."
"John var en slags ambassadør for dem i filmen og et vidne til dette store øjeblik i musikhistorien, hvor noget af århundredets bedste musik blev til i et lille, hvidt lokale. Det var svært at genskabe musikken og stemningen fra den periode, men det faldt os naturligt, fordi jeg var så fascineret af musikken fra den tid. T-Bone Burnett, der har arbejdet på musiksiden til filmen, er et geni til den slags, og vi besatte rollerne som Elvis, Waylon Jennings, Jerry Lee Lewis, med musikere. Vi gjorde os stor umage for at finde den rigtige lyd."
Blandt andet optog Mangold og filmholdet on location i Memphis, der naturligvis har ændret sig meget siden 50'erne:
"Men der er også gader, som ligner sig selv, fra dengang John gik rundt i byen. En af de små ting, som gik op for mig, da jeg arbejdede på filmen, og som jeg ikke ved, om nogen nogensinde har indset, er, at John, da han gik fra dør til dør som sælger, sagde 'hello, I'm Johnny Cash, og jeg er her for at sælge det og det.'
Han bankede på dørene hos 80-100 mennesker hver dag og præsenterede sig på samme måde, og det kan vel ikke overraske, at han, da han blev en stjerne, og tæppet gik op, sagde det, der skulle blive hans signaturhilsen: Hello, I'm Johnny Cash.'"
"Langsomt skrællede vi lagene af hans liv og fandt ud af ting, som ofte ikke kom på samme måde, som de gør nu til dags - hvor folk tænker meget over deres image og en måde at skille sig ud på - men fra et menneske, som blot tager sit liv med sig på arbejde, og det, der sker, er magisk. Det var en anden tid, hvor musikken blev lavet for musikkens skyld. Som John altid sagde til mig, så ville han bare høre sig selv i radioen én gang. Han ville gerne kunne fortælle sine venner, 'hør engang, jeg er i radioen i aften.'"
"Hans drømme var beskedne, og alt det, der kom bagefter, livet som stjerne, havde han aldrig forudset. Han tænkte aldrig: Jeg vil være stor en dag. Han ville bare ikke være ingenting. Den gennemsnitlige, unge musiker i dag... det gælder både nutidens musikere og filmskabere. De har knap nok lavet deres første film, og de taler allerede om, at 'jeg vil ikke lave min næste film for mindre end 25 mio. dollar.' Vi er så opmærksomme på forretningssiden af tingene, at jeg tror, at vi har mistet noget."
