Læsetid: 4 min.

Musik for masserne

27. februar 2006

Der skete noget underligt, da lyset i Parken pludselig forsvandt og scenen få sekunder efter var badet i blåt. Det skete noget underligt med masserne – de næsten 40.000 mennesker, der lørdag aften var draget til folkefest i Danmarks nationalarena for at høre verdens uden sammenligning største synth-pop-band Depeche Mode. Middelmådigheden og den danske fadølsfest forsvandt. De velfærdsfede københavnere på udflugt forvandledes. De individualiserede moderne storbymennesker glemte alt om dem selv og deres egne projekter, og tog med ét form af en stor dunkende masse af begejstring, underdanighed og ja, kærlighed. Simpelthen. Og i disse dødssyge tider er det noget, vi ikke kan få for lidt af. Depeche Mode var kommet for at forføre masserne. Og folket kunne lide det.

Stadionrock
De store stadionkoncerter opererer som udgangspunkt med en række næsten uoverstigelige forhindringer for at blive til en god oplevelse. Intimiteten er et spillested på Vesterbro, og lyden – i særdeleshed i Parken – er et underligt brøl af metalliske klange og ekkoer uden nuancer. Sportsarenaer er til sport, og spillesteder er til musik. Det står ofte klart efter en tur i Parken til enten koncert eller fodbold.
Et tredje og lige så uoverstigeligt problem er den brogede mængde af publikummer til disse koncerter. Tog man eksempelvis ud til Parken i bidende kulde og snevejr ved middagstid lørdag ville man her møde små 100 mennesker, der allerede havde taget opstilling ved indgangen for sikre sig pladserne helt nede foran. Her var lange sorte læderjakker med slettelak, hanekam og mascara på drengene, som et minde fra (eller en anakronisme over) dengang, hvor Depeche Mode handlede om narkomisbrug, syntheseizer og britisk tristesse. Den type fan, som enten klæder sig ud til lejligheden eller som til dagligt ligger gemt i en eller anden tidslomme fra start80’erne i en hal i Sydhavnen. Den type, der tilsyneladende mener det, de gør.
Men når timen er nær og Parken fyldt op, er den dedikerede stemning spist af folk med sponsorbilletter på udflugt med fadølsrammer og Frankfurtere. Og få minutter inden Martin Gore (guitar, keyboard, vokal og sangskriver), Dave Gahan (vokal), Andrew Fletcher (keyboard) gik på scenen var det præcis den stemning, der havde bredt sig i Parken. Få minutter senere skulle det vise sig at Depeche Mode var ét af de få bands, der kan overvinde stadionkoncerternes problemer. Publikum forvandledes. Den elendige lyd betød mindre. Og ind imellem lykkes det endda at få hele Parken til at emme af intimkoncert. Det var, når det ikke kogte over i ren eufori, og det gjorde det, det meste af de to timer koncerten stod på.

Hitparade
Visuelt var koncerten et bombardement af lys og skærme. Det kan virke så underligt barnagtigt at lade sig imponere af den slags, men showet satte nye standarder for brugen af storskærmen. Direkte redigeret videokunst på syv storskærme bag scenen, en tilhørende meterhøj sølvkugle med en god gammeldags lysavis rullende med små ord og trueisms: ’Pain’, ’Suffer’, ’Regret’ og så en lyssætning, der til tider omdannede hele scenen til en stor kunstinstallation.
Heldigvis havde det snart 26 år gamle band ikke tænkt sig at lade farver og teknik overtage showet, og med en massiv lydmur og kolossal begejstring lignede de aldrende knægte ikke nogen, der var blevet trætte af at spille store arenaer op gennem årtier. Tværtimod spillede de som om de for første gang havde fået chancen, og nu gjorde alt, hvad de kunne for et minut mere i spotlyset.
Forsanger David Gahan leverede varen som stadionrocker. Han havde dog vel travlt med at få folk til at synge med, og med sprællemandsbevægelser illustrere, at publikum skulle klappe hænderne over hovedet. Det gjorde folk velvilligt, og jublen var da også enorm, når han løb fra den ene side af scenen til den anden. Ud på rampen over de første rækker. Spinnede rundt om sig selv, og skreg »yeah« og »Sing«.
Når Mr. Gahan blev en kende for hysterisk tog en noget mere afdæmpet og (meget) følelsesladet Martin Gore over for at formidle den smukke tristesse og intimitet, som Depeche Mode også blev tilbedt for op gennem 80’erne. Lidt underligt malplaceret – muligvist intenderet – var Gores mærkværdige glamudklædning; en slags sort fugl med hanekam, der lignede noget, der var gået forkert. Da det mærkværdige fuglekostume var kommet af, leverede han imidlertid et par af koncertens smukkeste øjeblikke med den bevægende Home og en næsten akustisk udgave af Shake The Disease, som det første ekstranummer.
Halvvejs i koncerten var Bandet færdige med at spille sange fra deres nyeste album, og fra da af var der meget få af de fremmødte – sponsorbilletter eller ej – der kunne holde sig i ro. Numre som Personal Jesus, I Feel You og Enjoy the Silence kan det ikke lade sig gøre at fucke up, og det var der heller ingen antydninger til at forsøge på, da hele Parken rakte hænderne i vejret og skreg »Reach out and touch faith«. Og selv om jeg hørte en ikke ubetydelig del af publikummerne bag mig på sponsorpladserne råbe »Reach out and touch me«, var der ingen tvivl. Vi var alle i Depeche Modes vold og in-gen kunne undslippe. Forført.

Depeche Mode, Parken 25. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu