Læsetid: 6 min.

Musikalsk åndenød

Ifølge kulturministeren skulle der blive bedre og enklere adgang til støtte for udøverne af kunst og kultur, end der var før 2003. Det modsatte er sket. Kulturministeren ynder at henvise til sig selv som den store forsvarer af armslængdeprincippet, men han vil gerne have fingrene i det hele: Danmarks Radio, Københavns Teater, Kunstrådet og dets fagudvalg
26. april 2007

Rasmus gik til fodbold, spejder og musikalsk legestue i den lokale musikskole. Det sidste mest fordi hans bedste ven også gjorde det. En dag blev han hængende lidt efter tiden – lærerens første kla-verelev kom. Rasmus blev fascineret – begyndte at lære klaverspillets magi og spiller endnu den dag i dag, efter han er blevet voksen. Til daglig fornøjelse for sig selv og sine omgivelser. Og til held for Rasmus og hans omgivelser er det i Danmark muligt med offentlig støtte at udvikle sit talent og udfolde sin kreativitet. Musikskoleundervisning er i vidt omfang offentligt finansieret, så elever/forældre højst betaler en tredjedel af lønudgiften.

I Berlin foretog man i årene 1992 til 1998 under ledelse af professor Hans-Günther Bastian en række forsøg på nogle af byens skoler. Alle børn på alle klassetrin skulle lære at spille et instrument og indgå i et band eller orkester. Succeskriterierne, som blev opstillet før forsøgets begyndelse, var:

- Barnet skulle lære at spille.
- Koncentrationsevnen skulle forbedres.
- Den sociale adfærd skulle forbedres.
- Elevernes forældre og familie skulle interessere sig for, hvad der skete i forbindelse med det ny tiltag.

På alle fire punkter indtraf en målbar forbedring. Det gør en forskel for børn at kunne beskæftige sig aktivt med musik, viser disse forsøg. Jeg vil formode, at lignende forsøg med andre kunstarter ville vise det samme.

Det helt afgørende er, at musikundervisningen er et mål i sig selv. Resultaterne af Berlin-forsøgene skal med andre ord ikke tolkes i den retning, at formålet med musikundervisning er at øge sociale og indlæringsmæssige kompetencer. Det er musik for musikkens skyld, kunstnerisk udfoldelse for den kunstneriske udfoldelses skyld. Men det betyder på den anden side ikke, at man ikke skal have sidegevinsterne for øje (det er blandt andet derfor, vi i Det Radikale Venstre kæmper for, at børn i daginstitutionerne skal stifte bekendtskab med kunst og kultur i deres dagligdag – og selv være aktivt udøvende).

Skal være plads
Ovennævnte historier er hentet fra børnenes verden, men de belyser et spørgsmål, som jævnligt dukker op – og endnu engang trænger sig på med det netop afgåede Kunstråds testamente: Hvad skal vi egentlig med en offentlig kunststøtteordning?. Kan vi ikke helt enkelt efterleve Benny Andersens ord: »Lad kun falde, hvad der knapt kan stå«? Er kunst og kulturudøvelse så vigtig, at fællesskabet skal betale for dets beståen?

Ja, er svaret – i velfærdssamfundet er der – og skal der være – adgang til kulturel udfoldelse. Undersøgelse på undersøgelse viser, hvor vigtigt det er for mennesker at have adgang til dels selv at udøve kunstrelaterede fag, dels at opleve kunst. Det at kunne udøve eksempelvis musik på et eller andet niveau eller male, danse, lave cirkus og læse litteratur er afgørende for den enkeltes udvikling, selvværd og manøvremuligheder. Det er erhvervelse af kulturel og social kapital. Kunstnerne er kulturens forskere. De færreste kunstnere kan ernære sig ved at sælge deres kunst. Et samfund som vores må have en række støttemuligheder, så kunstnere kan have noget at leve af, samtidig med at de arbejder med deres kunstværker.

Vi har et kunststøttesystem, der administreres af Kunstrådet. En af rådets vigtigste funktioner er at være eksponenter for det såkaldte ’armslængdeprincip’. Det betyder, at der skal være ’en arms længde’ mellem dem, der bevilliger penge – politikerne – og dem, der bestemmer, hvordan pengene skal fordeles – fagudvalgene inden for de forskellige kunstgenrer. Og dette princip er af afgørende betydning for en kulturpolitik, som ønsker at værne om den kunstneriske frihed og kreativitet, uanset om de værker, der er resultatet heraf, skulle vise sig at tale de politiske magthavere lodret imod.

Opgør med eksperterne
For nu at vende tilbage til Kunstrådet i en mere aktuel optik, så var der skiftedag den 1. april. Et nyt råd overtager nu roret de næste fire år, og et par uger tidligere havde det afgående råd så afgivet sin beretning for arbejdet i perioden 2003-2007. En beretning, som for dem, der ønsker at værne om kunstnerisk frihed og kreativitet, må vække til en smule dyster eftertanke.

Kunststøttestrukturen blev lavet om i 2003 i forlængelse af statsministerens udfald mod smagsdommere og eksperter i sin nytårstale 2002. I SR-regeringens tid var der med statsministerens ord skudt et »sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt«.

Derfor skulle der renses ud og afbureaukratiseres. Det kan jo være rimeligt nok. Jeg skal være den sidste til at påstå, at den gamle struktur fungerede fint og godt i alle detaljer. Men på kunststøtteområdet er resultatet, at bureaukratiet består, samtidig med at kulturministeren holder armslængdeorganerne i et jerngreb. Det viser det ’testamente’, som det netop afgåede Kunstråd har efterladt sig. Her skriver tidligere formand Lars Liebst, at rådet »løbende har gjort opmærksom på det uhensigtsmæssige i tendensen til, at politikerne vedtager snævre, øremærkede puljer for specifikke indsatsområder inden for kunststøtten. Dette har især gjort sig gældende inden for musik og litteratur. Politikerne bør i stedet beslutte de overordnede rammer for kunststøtten, fordelt på kunstarter, og overlade den nærmere udmøntning til Kunstrådet og dets udvalg«.

Der er givet flere midler til musikken i de senere år, men musikudvalgets formand, Søren Bojer Nielsen, udtaler i sin beretning, at det hverken har »gavnet den administrative forenkling (der var en af forudsætningerne for hele omlægningen i 2003) eller den samlede overskuelighed, at midlerne er givet via et større antal snævert definerede puljer«. Samtidig fungerer puljerne som en spændetrøje for udvalgets arbejde, ja som et forsøg på ad bagvejen fra politikernes side at opnå indflydelse på, hvordan støttekronerne bruges. Men hele ideen med armslængdeprincippet er jo, at der skal være en armslængde mellem politikere og fagudvalg. På den ene side at hylde armslængdeprincippet, sådan som kulturministeren gør i skåltalerne, og så på den anden side alligevel via puljeordninger at sikre ministeren magt til at definere snævre rammer for pengenes brug, er hykleri. Musikudvalgets formand beskriver situationen efter etableringen af den nye støttestruktur på denne måde:

»Det er første periode i en helt ny støttestruktur, der nærmer sig sin afslutning. Musikudvalget har bestemt ikke oplevet den nye struktur som en styrkelse for det danske musikliv. Hvor de hidtidige musikråd har kunnet arbejde med stor autonomi og faglig integritet, er det Musikudvalgets klare opfattelse, at den nye struktur svækker begge dele. Med en tilknyttet administration – Kunststyrelsen – der udover at arbejde for Musikudvalget bl.a. også er en integreret del af Kulturministeriets forvaltningssystem, har udvalget i flere sager oplevet et modsætningsforhold mellem udvalgets synspunkter og de synspunkter, der blev fremført af Kunststyrelsen.«

Kortere armslængde
At et armslængdeorgan er kædet sammen med ministeriet gennem en fælles administrativ enhed, er mildest talt uheldigt, fordi det ikke kan undgå at skabe tvivl om, hvorvidt denne armslængde egentlig eksisterer og fungerer i praksis. Kulturministeren ynder at henvise til sig selv som den store forsvarer af armslængdeprincippet, men når det kommer til at omsætte dette princip til virkelighed, er hjerteblodet knap så varmt. Vi har en kulturminister, der gerne vil have fingrene i det hele. Danmarks Radio, Københavns Teater, Kunstrådet og dets fagudvalg.

Ved etableringen af 2003-strukturen gik vi ind for en større evaluering af reformen i 2008-09. Men det netop afgåede Kunstråds testamente viser, at der er store problemer med at få de politiske intentioner fra 2003 omsat til handling. Ifølge kulturministeren skulle der blive bedre og enklere adgang til støtte for udøverne af kunst og kultur, end der var før 2003. Det modsatte er sket. Derfor må det føre til handling her og nu. Jeg vil opfordre til, at vi får sat en evaluering af den nuværende kunststøttestruktur i gang, mens medlemmerne af det netop afgåede Kunstråd har de sidste års arbejde frisk i erindringen. På den baggrund må der kunne skabes et handlekraftigt system til glæde for dansk kunst- og kulturliv. Målet er at få optimeret kulturlivets handlemuligheder. Hr. minister – tøv ikke.

Bente Dahl er MF og musikordfører for Det Radikale Venstre

Kronikken i morgen: DR, Ørestaden og EU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her