Læsetid: 8 min.

Musikken og dens krykker

Hvert år uddeler staten økonomiske lykkeposer til sultne danske musikere. Men får vi tilstrækkelig med kunst for pengene og kunne håndsrækningen til det musikalske miljø ikke trænge til en åbensindet og genrekrysende fornyelse?
13. juni 2005

Kulturminister Brian Mikkelsen har fundet ud af, at det tager kegler at støtte musikken. Handlingsplanen 'Liv i musikken' skal over en fireårig periode tilføre klassisk og rytmisk musik 100 millioner kr. Musikeksport fik 10,5 millioner kr. over tre år og senest er et forslag om 12 millioner kr. til populærmusik blevet fremsat.

Som musiker, producer og musikfanatiker er det rart at se, at musikken får den anerkendelse, men spørgsmålet er om det er muligt med det nuværende system at smide en masse penge efter musikken og regne med, at der kommer tilsvarende god musik ud i den anden ende?

Danmark har under skiftende regeringer altid været rundhåndet med støtte og opbakning til musiklivet. Der er en høj grad af organisation, og vi har gode uddannelsesmuligheder, fra musikskoler til konservatoriet, men al den organisering har medført et stift og utidssvarende system, som egentligt mest er gearet til støtte af mere etablerede musikgenrer som f.eks. jazz og klassisk.

Både jazz og klassisk er stilarter, som er en nødvendig del af vores kulturhistorie, men det er samtidig stilarter som, på nær enkelte strømninger, peger tilbage mod en storhedstid og ikke fremad. Den mere traditionelle del af musikscenen har nydt godt af det danske støttesystem, hvorimod den del af musikscenen som altid bliver hevet frem i forbindelse med danske succeser, sjældent har rod i det etablerede system.

Kreativitet kontra penge

Problematikken er selvfølgelig ikke sort og hvid, men det er symptomatisk, at succeser som Raveonettes, Junior Senior, Thomas Troelsen, Mew og Kashmir alle kommer fra græsrodsmiljøet, langt fra ministerier og udvalg.

På den anden side har vi de officielle konservatorier, som hvert år udklækker et hav af musikere og musikpædagoger til et liv på supplerende dagpenge. Kreativitet bliver ikke nødvendigvis skabt af dagpenge og ordnede forhold.

Kreativitet tager gerne udgangspunkt i en subkultur, et oprør, en følelse eller en kamp, hvilket alle er værdier, som er i modstrid med de mange udvalg og organer med et personale, gerne på plus 40 år, som ikke er en del af subkulturen og heller ikke forstår den.

Hvis Danmark ønsker et interessant og udviklende musikliv, er det vigtigt, at alle instanser, som sidder på fordelingen af midler, begynder at forstå de forskellige miljøer bedre og bryder med traditionel tænkning. Den traditionelle opfattelse er, at snæver elitær musik er det samme som kunstnerisk musik, men når noget officielt bliver betragtet som kunst, bliver det også hævet over såvel økonomiske kalkkyler og indholdsmæssig kritik. Kunstneren får nogle gange et forkælet forhold til kunsten - det bliver ligegyldigt om cd'en sælger, eller om folk møder op til koncerten - for folket forstår ikke musikken, og økonomien er jo alligevel sikret gennem supplerende dagpenge, legater, kørselsfradrag osv. Der bliver sjældent stillet spørgsmål ved musikkens og kunstnerens berettigelse, selv når den og denne kun bliver opretholdt af statslige midler.

Mange artister får en hånd med på vejen, hvilket er positivt, men det bliver et problem, når der slet ingen sammenhæng er mellem potentialet og de midler, der bliver tildelt. Omvendt ses det også, at andre aldrig får noget støtte, fordi de ikke er en del af det officielle miljø og ikke har begreb om hvordan man søger eller tiden til at søge penge.

Jeg mener at udvalg og råd burde komme tættere på alle dele af det musikalske miljø, således at dem med potentiale og visioner ender med at få støtte og ikke kun de, der er dygtige til at udfylde ansøgningsskemaer - For det er sjældent de kunstnere der bruger deres tid på at dukke ned i junglen af ansøgningsformularer der skaber den mest progressive musik/kunst. Inden for pladebranchen er det de seneste år blevet almindeligt, at mindre pladeselskaber der er i direkte kontakt med undergrunden er dem som opstøver nye talenter.

Skoleeksemplet er selskabet Crunchy Frog, som har givet os bl.a. Superheroes, Junior Senior og Raveonettes. De små uafhængige selskaber indgår ofte et samarbejde med større selskaber, omkring mere udgiftstunge poster som distribution og markedsføring. Staten kunne tilsvarende nyde godt af at indgå samarbejde med mennesker, som er en del af miljøerne og som brænder for de forskellige stilarter.

Delt musikscene

Den danske musikscene er stærkt opdelt mellem den kommercielle scene og undergrundsscenen. Den kommercielle scene kører sit eget liv med heftig annoncering, radioairplay og med de multinationale pladeselskaber i ryggen. På denne scene er der sjældent plads til forandring og alternativ tænkning. Når der endelig sker nye strømminger har de gerne ulmet i udlandet i et par år forinden. På den anden side har vi undergrundsscenen, som ofte er hysterisk bange for pop, og som gerne dyrker det elitære for det elitæres skyld. Det er der for så vidt intet i vejen med, så længe det ikke sker udelukkende for statslige midler. Skærer vi de få vitale og innovative eksempler fra, som rent faktisk eksisterer, står vi tilbage med to grove modeller for den musikalske forbruger. Enten kan man blive dysset kulturelt i søvn af radioens glatte popunivers, eller også kan man gå ned i det lokale kulturhus, hvor man sammen med syv andre entusiaster, kan høre visesange i avantgardefortolkninger for tværfløjte og tuba. Ingen af mulighederne er befordrende for kulturen og den musikalske udvikling i Danmark.

Hvis der skal ske en signifikant udvikling på den danske scene mener jeg, at begge segmenter bør trækkes ud af deres cirkler, for det er netop i krydsfeltet mellem det kommercielle og det eksperimenterende, at udviklingen er stærkest.

Undergrunden bør hjælpes til en mere konstruktiv og mindre forkælet udvikling, mens den kommercielle scene, som er svær at regulere direkte, f.eks. kan påvirkes gennem et løft af den brede befolknings kulturforståelse. Støtteformen kunne ændres, så den ud over at støtte enkelte kunstnere, stimulerede hele musikalske vækstmiljøer, som f.eks. de danske indie- og electronicamiljøer.

Dette kunne udføres igennem arrangementer, mere risikovillige radio-stationer og studiefaciliteter for unge uprøvede producere og bands. Et udvalg under Kulturministeriet bestående af repræsentanter for kunstnere og pladebranchen har netop udgivet rapporten 'Pladeproduktion i Danmark', som delvist prøver at tilgodese nogle af problemerne på den kommercielle scene. Udvalget anbefaler støtte af såvel store som små kunstnere, særligt inden for populærmusikken. Støtten skal gå til både produktion og markedsføring og har til opgave at højne kvalitetsniveauet og lette udbredelsen af musikken. Rapporten foreslår bl.a. bedre eksponering af dansk musik i radio og fjernsyn samt indsatser på det digitale område. Udvalgsarbejdet har mundet ud i et konkret forslag om en indsprøjtning på 12 millioner kroner, fordelt over tre år, til produktion af fortrinsvis pop- og rockmusik.

Se på Island og VW

Rapporten har fat i nogle væsentlige pointer og øgede midler til pop og rock vil selvfølgelig åbne muligheder for en række bands, men det ændrer ikke på den afstand, der er mellem administrationen og de kreative miljøer, og den sovepudevirkning støtte ofte kan have. Det tog jazzen mange årtier at blive accepteret som kunstart på linie med klassisk, og da den endelig blev anerkendt havde de fleste jazzmusikere kone, børn og job som musikskolelærere. Svært at løfte arven videre ud i eksperimenterende og nyskabende musik fra dette magelige sæde. Denne skæbne skulle helst ikke overgå de mange interessante navne inden for pop, rock, hip hop og elektronisk musik.

Der er mange alternative måder at stimulere musikkulturen på, og det er svært at pege på netop én rigtig løsning, men hvis man nu gav sig tid til at kigge på metoder i udlandet og på erhvervslivet generelt, kunne man måske blive inspireret.

I Irland betaler kunstnere eksempelvis ikke skat af deres copyright-indtægter. Det betyder, at kunstnere som bliver spillet i radioen har lettere ved at overleve, dette gælder alt fra visesangere til U2. Island har en befolkning på størrelse med Århus' men har alligevel givet os verdensstjerner som Bjørk, Sigur Rós og Emilliana Torrini. Øen har i tæt samarbejde med Icelandair internationalt brandet den lokale kultur, blandt andet gennem en festival som Airwaves.

Da folkevogn i april 2005 afviklede Europa-lanceringen af deres nye model "FOX", skete det i København med 22 dage med udstillinger, fester og koncerter med både udenlandske og danske navne. Ligegyldigt hvad man synes om projektet og de kommercielle undertoner, fik København en uvurderlig branding, fordi der blev taget et kulturelt initativ, endda med den internationale presse som tilskuer. Enhedslisten kunne ikke lide Fox og var hurtige med en 'Fuck Fox' -kampagne - det var vist noget med nogle parkeringspladser, som VW havde lejet af kommunen, der fik partiet op på barrikaderne. Problemet med Fox var dog hverken, at de udnyttede kunstnere eller fyldte for meget i bybilledet.

Næ, det ærgrelige var, at et sådant initiativ ikke blev taget af kommunen, Kulturministeriet eller Kunststyrelsen, men at der skulle et tysk pr-bureau med lidt penge i ryggen, til at lave et godt og velbesøgt arrangement med samtidens udfordrende musik og kunst.

Intet er sort og hvidt, heller ikke når det gælder statsstøtten. Der findes masser af succeshistorier som relaterer sig til de mange millioner, der hvert år bliver spenderet på den danske musikscene. SPOT-arrangementet i Århus er blevet en betydelig formidler af dansk og nordisk musik, og Distortion Festival giver hvert år københavnerne fantastiske kluboplevelser. Faktum er vel også, at vi ikke havde været så langt uden de sidste 30 års kulturpolitik, men måske kunne det fungere endnu bedre.

Der bør være en kontakt og kommunikation mellem de styrende organer og skabende kulturer, og de forskellige subkulturer skal have plads, sådan, at dér hvor der faktisk sker en udvikling, er der folk til at formidle den videre, folk der forstår musikken og kan tage historierne med op til højborgen. Det er vigtigt, at den uddelegerende tænketank er en nøje sammensat og multidimensionelt tænkende gruppe, der forstår nødvendigheden af såvel avantgardejazz som elektronisk klubmusik. Genrer behøver ikke på samme måde at være styrende, det er den gode, kvalitative, idérige musik, der bør sætte dagsordenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu