Læsetid: 3 min.

Musikken er slukket og bladet lukket

Regeringens beslutning om at fjerne oplysningsbevillingen har medført besparelser i Mellemfolkeligt Samvirke (MS), som nu fyrer 22 medarbejdere og lukker både butik, bibliotek og blad
28. november 2005

Man mærker det allerede, når man træder ind ad døren. Hverken verdensmusikken i højttalerne eller de mange fair trade-varer i alle farver og former kan skjule, at der mangler noget: En gnist, en glød, et formål med at være her. MS-butikken er ved at pakke sammen.

"Det er ikke helt sevet ind, at vi skal lukke," siger Povl Olsen mellem lange rækker af afrikanske masker, laotiske silketørklæder og bøger om globalisering og kolonisering. Povl har arbejdet i Mellemfolkeligt Samvirkes butik i seks år og forstår ikke regeringens beslutning om at fjerne oplysningsbevillingen.

"Det virker, som om de ikke vil have folk til at vide noget om, hvordan det står til i ulandene - så bliver det jo sværere for folk at kritisere den politik, regeringen fører," siger han.

Beslutningen om at fjerne oplysningsbevillingen har i de seneste måneder ført til kritik og anklager om at være et forsøg på at stække ulandsorganisationerne - for at møde mindre modstand, hvis regeringen atter vil skære i støtten til ulandene.

Ud af de i alt 32 millioner kroner, som ulandsorganisationerne årligt har fået øremærket til oplysning, er 15 millioner gået til Mellemfolkeligt Samvirke.

Samler ikke pengene ind

Nogle trappe- og beslutningstrin over Povl Olsen sidder Lars Udsholt, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke. Han kalder regeringens beslutning bizar:

"Den måde, det er blevet gennemført på, har ikke givet os tid til at finde nye løsninger, og vi har for lille en egenkapital til at satse på alt muligt på samme tid."

Konfronteret med manges første indskydelse - at MS vel selv kunne samle pengene ind - erkender Lars Udsholt, at organisationen ikke har gjort et forsøg.

"Jeg har svært ved at tro, at vi ville kunne stå på gaden og få folk til at give penge til vores bibliotek eller butik frem for til andre organisationer, der samler ind til katastrofehjælp. Vi har desværre måttet erkende, at der ikke var andet at gøre end at lukke en del aktiviteter og afskedige medarbejdere," siger han.

På tre år er antallet af årsstillinger i MS faldet fra 80 til 32 i takt med, at regeringen har skåret i bevillingerne og nu helt fjerner dem.

Samtidig forsvinder også tidsskriftet Kontakt, og det kalder Lars Udsholt "brandærgerligt".

"Nu vil der kun være ét ulandstidsskrift i Danmark, nemlig statens, og dermed ikke noget, der lever på sine egne præmisser. Helt overordnet vil danskerne få færre oplysninger om ulandene, skolernes mulighed for at undervise om landene vil begrænses, og ildsjæle vil få sværere ved at arrangere aktiviteter og få besøg fra andre lande," siger han.

Forstår ikke lukning

Uden bøger at sælge kan det blive svært for butikken i stueetagen at løbe rundt økonomisk, og det har fået MS til at lukke hele butikken. Men i stueetagen har man svært ved at forstå den beslutning, og en blanding af vrede og resignation har bredt sig blandt de afskedigede.

"Vi forstår simpelthen ikke, at MS har valgt at lukke hele etagen. Alle, der vil møde MS, kommer ind gennem butikken, og vi er eksponenter for alt det, organisationen står for - en eksponering, firmaer normalt betaler for at få. Men ledelsen mener åbenbart ikke, at MS behøver have noget ansigt udadtil," siger Povl Olsen.

Lars Udsholt mener dog ikke, at der var nogen vej udenom: "For at butikken kunne løbe rundt uden forlaget, ville vi skulle investere 400.000 kroner i markedsføring. De penge kan vi investere bedre andre steder."

Sørgelige tider

Øverst i bygningen, hos MS Biblioteket, er den sidste gnist for længst forsvundet. Her koncentrerer man sig om at pakke ned og forsøge at få afsat den enorme samling af bøger og film, som skolelærere har haft gavn af igennem årene.

"Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis der ikke kommer nogle aftagere. Vi har virkelig gode samlinger, som kunne være relevante for mange, blandt andet en helt unik samling fra 1960'erne om etniske minoriteter i Danmark," siger biblioteksleder Helle Leth-Møller.

Hun får dagligt reaktioner på lukningen fra vrede lærere og lånere, men selv er hun ikke overrasket over regeringens beslutning:

"Man taler så meget om globalisering og vidensdeling, men man mener det ikke alvorligt, for man lukker der, hvor ekspertisen ligger. Det hele bliver smidt ud med badevandet i disse år, og det er noget, vi vil kunne mærke i generationer fremover. Det er sørgelige tider, vi lever i."

20051127-211304-pic-74571820.jpg

Det er nu slut med at købe bøger i Mellemfolkelig Samvirke butik
Foto: Søren Hartvig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her