Læsetid: 4 min.

Musikkens fremtid er pladebranchens død

To amerikanske 'insidere' har skrevet et manifest af den slags, der får pladebranchen til at se rødt. Det handler om musikkens fremtid, men ikke selskabernes
19. april 2005

Det er med en morbid sarkasme, at teknofetichister taler om pladebranchen. For, smiler de, der er jo ikke blevet udgivet plader i 20 år. Musikken når stadig sit publikum, skriver David Kusek og Gerd Leonhard i deres nye bog, The Future of Music, men gennem andre kanaler end tidligere.

Bogen lægger ud med et paradoks: Pladebranchen er i krise, men musikken har aldrig haft det bedre end nu. Bogen beskrives som et 'manifest for den digitale musikrevolution', og en række af forfatternes diagnoser og løsningsforslag vil kun vække hovedrysten i den pladebranche, som forfatterne omvendt opfatter som en dinosaur, der ikke vil indse, at den og dens nærmeste for længst er en uddød art.

Mens pladebranchens salgstal har været for nedadgående år for år, har interessen for både at lytte til og spille musik aldrig været større. Kusek og Leonhard hævder, at musikforbruget er mere end fordoblet på mindre end tre år - en påstand der til dels dokumenteres med stærkt stigende indtægter fra koncerter (ifølge de amerikanske tal, som forfatterne citerer, er der næsten tale om en fordobling på fem år).

Og når musikbranchen - modsat pladebranchen - hævdes at være i glimrende form, skyldes det, at førstnævnte er mere og andet end sidstnævnte - eller sagt på en anden måde: Antallet af solgte cd'er er ikke lig værdien af musikbranchen. Den har mange andre indtægtskilder.

Pirater og anti

The Future of Music er et indlæg i en debat, der synes stadig mere polariseret - og Kusek og Leonhard, som begge arbejder med at producere og udgive musik, placerer sig helt ude i den ene grøft. Ja, faktisk er de nærmest prototypisk for de teknologiglade musikfans, som den globale pladebranchen har lært at elske at hade.

Slaget er tydeligt skitseret og står mellem pirater og antipirater. Set fra den ene lejr handler det om hårdtarbejdende kunstnere versus gemene gratister og tyve, set fra den anden lejr handler det om tunge monopoler ude af trit med den teknologiske udvikling versus modstandsfolk, der kæmper for at frisætte musikken fra kolossernes greb.

Begge udlægninger er naturligvis ude af proportion. Men i debatten om pladebranchens krise afhænger meget af øjnene, der ser. Når det fra pladebranchens side hævdes, at fildelingen er den væsentligste forklaring på det faldende cd-salg, er der blot tale om et postulat.

Den danske pladebranche har ført sig frem med en reklamekampagne i de danske biografer, hvor der sættes lighedstegn mellem at stjæle en bil og at downloade musik. Pladebranchens ærinde er at imødegå det, de oplever som en udbredt tendens: at folk ikke betragter fildeling som en rigtig lovovertrædelse.

Det er forståeligt, og alligevel giver lighedstegnet ikke mening. Der er naturligvis forskel på immaterielle størrelser som en mp3-fil og en bil. Pladeselskabet har stadig originalen, selv om musikken bliver downloadet igen og igen. Med andre ord: Der er tale om et hypotetisk tab for pladeselskaberne. Ville danskerne tale lige så meget i mobiltelfon, som de gør i dag, hvis minutprisen stadig var to kroner? En af de mest downloadede kunstnere i 2003 var 50 Cent. Og alligevel blev pladen Get rich or die tryin' solgt i ni mio. eksemplarer.

Ind på midten

Det hele begyndte med Napster, der blev lukket og nu er dukket op som et lovligt alternativ til pladebutikkerne. Napster, iTunes og herhjemme blandt andet det nye Box.dk tilbyder nu lovlig musik på nettet en anelse billigere end prisen på en cd. Og alligevel synes krigen mellem pirater og antipirater at rase med uformindsket styrke.

Det er der naturligvis mange grunde til. Piraterne hævder, at det stadig er for dyrt. Kusek og Leonhard foreslår at bruge vandforsyningen som mulig forretningsmodel for pladebranchen. Dermed mener de, at musikbrugerne på den ene side skal kunne abonnere på musik over internettet - for, konstaterer de, radioen er ikke længere den primære adgang til ny musik. Og, tilføjer de, selv om postevand kan drikkes fra hanen, er der samtidigt et ganske stort marked for eksklusivt vand på flaske.

Det største bidrag til debatten i The Future of Music er ikke så meget de to forfatteres polemiske udfald mod pladebranchen. Det er derimod den konsekvente begrebsafklaring, som de forsøgsvis insisterer på. Hvad menes der egentlige med piratkopiering? Kusek og Leonhard minder om, at piratkopiering betegner det, der faldt dom om i Danmark i sidste uge: Folk, der systematisk producerer cd'er med ophavsretbeskyttet materiale med videresalg for øje. En foretagsomhed, som ingen vel forsvarer. Og så spørger de: Kan man bruge det samme begreb om teenagere, der downloader musik til eget brug?

Det bedste, der kunne ske for musikken, er, at debatten rykkes fra yderfløjene og ind på midten. Der, hvor der hverken er plads til pirater eller antipirater. Derinde er der mange glimrende og konkrete tiltag, som kunne bringe musikken videre end pladebranchens krise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her