Læsetid: 6 min.

Musikkens nye aristokrati?

Det er da dejligt, at George Martin og søn har fået lov til at rode rundt i Beatles' musik. Men det kan også betyde, at et nyt aristokrati har eksklusiv adgang til musik, som andre må bryde loven for at få fingre i
25. november 2006

Lad os starte med den gode nyhed: The Beatles' fantastiske sangkatalog er blevet aktiveret, sat i spil på bedste postmoderne samplerdeliske vis.

Åbningsakkorden fra "A Hard Day's Night" er for eksempel blevet klistret på Ringo Starrs trommesolo fra "The End", som nu leder op til "Get Back". En bid af "Sun King" er blevet kørt baglæns og bliver kaldt "Gnik Nus". Og det forrygende trommespor fra "Tomorrow Never Knows" lægger nu ryg til den indisk inspirerede "Within You Without You".

Der er med andre ord blevet rodet rundt i et af de største popmusikalske sangkataloger overhovedet på den nye Beatles-cd Love.

Og så den dårlige nyhed: Arvesølvet er blevet i familien, i hænderne på den såkaldt femte beatle, gruppens faste producer George Martin, og hans søn Giles.

Hvorfor er det dårligt?, spørger du måske, ærede læser. Well, start med at spørge dig selv, hvornår du sidst har hørt en Beatles-sampling i et pophit. Nej, vel?

Når man skal sample en sang skal man nemlig spørge rettighedshavere om lov: Både dem, der ejer rettighederne til indspilningen (masterbåndene), og dem, der ejer rettighederne til kompositionen (musik og tekst). De vil så have penge upfront og/eller procenter af fremtidig indtjening på det nye nummer. Og det har gennem årene vist sig tæt på umuligt at få lov at røre ved bare de mindste bidder af Beatles" musikarv. Enten får man blankt nej, eller også forlanges umulige honorarer. Og det skiller lige som fårene fra bukkene. Eller rettere bønderne fra aristokratiet.

Blåt blod

For med udgivelsen af Love kunne det godt se ud til, at et nyt og meget tyndt befolket aristokrati er ved at etablere sig midt i vor popkultur. Et tilfældigt sammensat aristokrati, hvis optagelseskriterier er uklare, men som kan kræve blåt blod, galaktisk stjernestøv og/eller tætte familiebånd. Heroppe i den eksklusive klub kan alt lade sig gøre. Heroppe kan man godt få lov at rode med Beatles" sange, så meget man lyster. Og da Madonna spurgte om lov til at sample ABBA's "Gimme Gimme Gimme" til "Hung Up", fik hun lov.

Det er faktisk kun anden gang, anden gang, mine damer og herrer, at det er sket.

Og hvorfor fik hun lov? "She has got guts and has been around for 21 years. That is not bad going," udtalte ABBA"s Benny Andersson.

Det begrænser jo unægtelig feltet af musikere, der kan få lov. Og hvad er det egentlig for nogle kriterier at vælge ud fra? Lang og tro tjeneste?

Til dette vil du måske indvende, kære læser, at folk da bare kan lære at lave deres egen musik i stedet for at stjæle fra andre. Og det kan du have ret i, men man kan omvendt hævde, at musik altid har handlet om at stjæle fra andre og selvfølgelig arbejde videre mod noget nyt, væk fra den dovne kopi. Stjålet - eller lånt - det har man gjort længe, ja, formentlig helt tilbage fra dengang man slog to sten mod hinanden for at imponere pigerne. Og Bach omorkestrerede Vivaldi, Woody Guthrie stjal melodier fra Leadbelly, Elvis Presley plankede fra sort rhythm & blues, Bob Dylan stjal og stjæler stadig folklore.

Gør-det-selv

Med samplerens perfekte kopiering af forlægget er det bare blevet langt tydeligere, hvem man låner fra. Og samp-ling er blevet en helt integreret del af moderne musikalitet, som har åbnet en verden af muligheder for musikere fra alle lag af samfundet. Her er ikke brug for dyre indspilningsstudier eller musikskoleuddannelser med adgangsbegrænsning.

Den gør-det-selv-demokratisering, som punken indvarslede, lever videre i sampler-musikkens friløb. Den frydefulde leg med kulturelle koder og musikhistoriske referencer er ubegrænset og tilgængelig for alle med en computer. Musikhistorien ligger åben for ny guldminedrift. Eller det burde den gøre, for sampling er vor tids demokratiske og vigtigste nye musikalske strategi. Men Beatles og ABBA - 60"ernes og 70"ernes to største popgrupper - gemmer sig bag stærkt bevogtede indhegninger og lukker kun folk med V.I.P.-pas ind.

Juraprofessoren James Boyle skrev i 2003 i The Second Enclosure Movement, at vi er i færd med at opleve en indhegning af "sindets uhåndgribelige fælleder".

Den første enclosure movement udfoldede sig da britisk adel fra det 15. til det 19. århundrede indhegnede de engelske fælleder og investerede i stordrift, hvor mindre bønder før havde haft deres småbrug. Som de nu mistede.

Vor tids økonomiske overklasse har også foretaget en indhegning af enorme sangkataloger, som man i dag stort set ikke kan sample selv den mindste bid fra uden først at få tilladelse. Sådan har det ikke altid været, men det er det blevet i stadig mere radikal grad siden starten af 90"erne, og det har for eksempel betydet, at en stjerne som Kanye West måtte genindspille en Lauryn Hill-komposition til sit debutalbum College Dropout fra 2004. Så slap han nemlig for at skulle cleare indspilningen og måtte kun søge om tilladelse til at bruge selve kompositionen. Ellers ville prisen også have ligget på omkring 150.000 dollars, og så var det trods alt billigere at duplikere tracket i et studie. Den slags urimeligheder har selvfølgelig i sig selv betydet at en økonomisk overklasse har rejst sig inden for samplerbaseret popmusik.

Men den nidkære bevogtning af ABBA"s og Beatles" sangkataloger er et eksempel på, at the second enclosure movement er gået definitivt over gevind. For nu har kun et lille aristokrati tilsyneladende adgang: George Martin og søn har fået adgang til de forjættede masterbånd for at lave musik til et af Cirque du Soleils Las Vegas-show og til albummet Love. Noget som andre postmoderne kunstnere kun kan drømme om - eller trodse loven for at gøre. Det gjorde amerikanske Brian Burton alias Danger Mouse for snart tre år siden, da han gik ombord i Beatles" sangkatalog.

"Jeg regnede ikke med, at de ville spilde tid og penge på det, for jeg havde ingen penge at tage. Det var i hvert fald, hvad jeg var nået frem til," fortalte han mig, da jeg interviewede ham sidste år.

Og så lavede han Grey Album: Jay-Z"s raps fra a cappella-versionen af The Black Album sat sammen med collager baseret på instrument- og vokalbidder fra Beatles" såkaldte White Album. Danger Mouse spurgte ikke om lov, og han havde fået nej, hvis han havde. Albummet blev krævet trukket tilbage af ejerne af Beatles-indspilningerne EMI Records. Det blev gjort, og dermed endte et strålende bud på en nyfortolkning af Beatles og Jay-Z med kun at florere i illegal form på nettet. En kreativ aktivering af en ellers passiv og isoleret musikarv blev gjort ulovlig. Og det ligner kulturel nådesløshed fra EMI"s side, at de får tilbagetrukket ét værk, endda af langt højere samplermusikalsk kvalitet, og så to år senere udgiver deres eget i form af George og Giles Martins Beatles-genmixning Love.

Indavl

Det er i hvert fald udtryk for indavl at åbne det frodige katalog for en så tætknyttet herre og hans søn, med alt hvad det indebærer af sentimentalitet, unødvendig forsigtighed og deraf manglende kreativ konsekvens.

Vi ved jo også, hvordan det går med indavl. Tag for eksempel Habsburg-fyrsteslægten, der var kendetegnet ved en stærkt fremtrædende underkæbe. Et gedigent underbid, der fandt sin mest radikale bærer i Karl den 2., som havde så deformt et eksemplar, at han angiveligt var ude af stand til selv at tygge sin mad. Er det sådan, at dele af vores musikarv skal ende? I en lille eksklusiv klub, der ikke er i stand til at gennemtygge og suge ny næring ud af den overdådighed, som de omgiver sig med?

Love-albummet synes at pege i den retning, for det er kun sparsomt behandlet og ikke videre kreativt gennemarbejdet sammenlignet med Danger Mouses Grey Album. Og dermed er Beatles-arven kun konservativt aktiveret i hænderne på Martin & Martin. Og i modsætning til under den første enclosure movement, der alt andet lige fik gang i stordriften, så får disse store kulturområder altså lov at ligge mere eller mindre brak under denne second enclosure movement. Og det er en skam. For musikken. Og for The Beatles og for ABBA. De bliver nemlig snydt for deres anden ungdom, og for at indgå i en vigtig del af musikkens udviklingshistorie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her