Læsetid: 4 min.

Musikmesterskabet

21. december 1996

Med musik er det som med fodbold - alle har 'forstand' på det, hvis de sætter sig det for, men her holder sammenligningen også op, for medens alle accepterer, at der både er dommere og spilleregler i fodbold, forholder det sig ganske anderledes med musik. Musik kan ikke reguleres. Den er natur og kultur på en og samme uimodsigelige og undvigende gang.
Det er i hvert fald den opfattelse, P3's ledelse har udfordret siden man i september tog fat på en såkaldt musikstyring. Et software-program, Music Master, foretager et elektronisk pladevalg, baseret på et input, som maskinen får fra en gruppe erfarne musikjournalister. Der er på forhånd til hver udsendelse efter flere forskellige parametre udvalgt et antal titler, som programmedarbejderen enten kan eller skal spille. Derudover er cd-afspilleren åben for det frie valg. Musikstyringen kører på de såkaldte prime time-flader, d.v.s. i lyttermagneter som Strax og Station 3 samt morgenfladen.
Den nye ordning har mødt modstand hos en del P3-medarbejdere. Mest åbenhjertigt udtrykt af Monica Krog-Meyer, som i personalebladet DRÅben berettede om det store "personlige tab," hun følte over ikke længere selv at kunne vælge sine plader frit. Hun uddybede det i fagbladet Journalisten: "Vi forbryder os mod det glimrende public service-begreb, og det er ikke DR's opgave. Men de fleste er tilsyneladende ligeglade med musikstyring og brokker sig ikke. Jeg er en uddøende race."
Hendes mening har båret mediedækningen, så P3's overgang til delvis musikstyring er blevet udlagt som variationer over temaer som 'robotrock', maskinen over mennesket osv. Lidt forhistorie må være på sin plads.

Da P3 ved årsskiftet 1991-92 skiftede profil og rettede sig mod det, medieforskerne kalder det unge og ungdommelige segment, skiftede kanalen selvsagt også lyd. I starten lidt for hidsigt og påståeligt, mente både interne og eksterne kritikere. Derfor satte man sig på P3 for at undersøge, præcis hvilke plader og genrer, man egentlig spillede for på den måde at få en kvalificeret baggrund, hvorpå man kunne fastlægge, hvad man fremover skulle spille. De undersøgelser fra 1992 danner i det store og hele det programpolitiske fundament for Music Master.
Undersøgelsen viste mindst fire ting: P3 spillede for mange nye plader, alt for lidt dansk, ikke tilstrækkelig varieret og sidst, men ikke mindst slog den benene væk under den myte, som Monica Krog-Meyer bygger sin selvforståelse på: Medarbejdere, der 100 pct. frit vælger deres egne plader, garanterer individuelle, mangfoldige programmer. Tværtimod. Det viste sig nemlig, at netop den praksis gav forbløffende ens programmer. Med andre ord: Det kan godt være, at medarbejdere troede, at de selv styrede musikvalget, men i virkeligheden blev det styret af det verserende pladeudbud med det resultat, at plader, udsendt på pengestærke pladeselskaber, gav mest genlyd i medarbejdernes bevidsthed, medens den smallere, men ofte stildannende musik blev henvist til specialprogrammer med væsentlig færre lyttere.
De faktorer blev af P3 opfattet som en underminering af det public service-begreb, kanalen forholder sig aktivt til. Integriteten var truet. Især havde man det dårligt med ikke at kunne få medarbejderne til at spille mere dansksproget musik. En kendsgerning, ophavsrettigheds- og musikerorganisationer konstant og berettiget stak DR i næsen. Derfor endte man, inspireret af Sveriges Radios P3, med en musikstyring, der positivt skal forfordele det smalle, sikre det danske og holde det brede og populære i ave. Med andre ord kulturpolitik pr. computer.
Endnu mangler et overblik over, om resultatet svarer til hensigten, men der er noget deprimerende over, at musikorganisationsfolk som Arne Würgler først dadler P3 for ikke at leve op til en erklæret programpolitik for så, når kanalen lader handling følge ord, at vende det døve øre til. Det er bare så interesseorganisationsdansk.

Tilbage bliver det nok så interessante perspektiv, at P3 iværksætter musikstyring netop som det statskontrollerede TeleDanmark i samarbejde med lokalradioen Radio Uptown og det delvist licensfinansierede TV2 udnytter et hul i lovgivningen til at etablere en radiostation, der enten bare etableres for at score hurtige ledige reklamekroner eller måske er en skinmanøvre for at få de mest populistiske politikere til at indse, at selvfølgelig er der ikke brug for en fjerde landsdækkende radiokanal i et kedeligt ufolkeligt hjørne af Rosenørns Alle 22, når man nu har en digitalteknik, der udvikler sig hurtigere end selv den mest fremsynede mediepolitik. Hvordan ellers forklare, at en og samme programflade skal kunne rumme både Jørn Hjorting og Alex Nyborg Madsen?
P3 har derfor ikke været sen til at fremhæve deres musikstyring som et våben i konkurrencen, en måde at fremhæve kanalens egenart på. Selvfølgelig kan man sagtens et godt stykke af vejen slå P3 for munden med kanalens egne dyre begreber - er f. eks. overfladeafsøgningen i sniksnakkeusaligheder som Strax en uomgængelig del af public service-virksomheden - men i øjeblikkets medievrimmel er der mere grund til at skrue op for anerkendelsen af en radiostation, der tager musikken så alvorlig, at man ikke overlader den til musikindustrien og dennes åbenlyse interesse i kun at få spillet det, man har investeret flest reklamekroner i. Den slags overlader man fortsat til lokalradioer som Radio Uptown. Her har man længe kørt musikstyring af den slags, Monica Krog-Meyer bilder sig ind, at P3 kører. Nu er hun blevet ansat der, og intet tyder på, at Uptown-forlængelsen Radio 2 vil undlade at fortsætte den hitlisteorienterede musikstyring. Hende og dem om det. I alsidighedens navn kan vi kun krydse fingre for, at P3, når kampen om lytterne spidser til, vil have styrke og få DR-toppens støtte til fortsat at sikre, at det er dem, der styrer musikken og ikke omvendt.

tobi (Torben Bille)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu