Læsetid: 4 min.

Musikterapi

I Forum var der mere helende kraft end musikalsk oplevelse på guitaren, da Pearl Jam gav første koncert på dansk jord, siden ni mennesker blev trampet ihjel foran Orange Scene i år 2000
Seattle-rockerne fra Pearl Jam spillede tirsdag aften den første koncert i Danmark siden Roskilde Festivalen 2000.

Seattle-rockerne fra Pearl Jam spillede tirsdag aften den første koncert i Danmark siden Roskilde Festivalen 2000.

Joachim Adrian

28. juni 2007

Luften er altid fyldt med forventning lige før en stor koncert. Sultne fans, nysgerrige medløbere og festglade fulderikker, der venter braget. Især lige foran scenen er stemningen intens. Men den forventning, der prægede Forum tirsdag, var af en anden slags. Mange af de fremmødte var der sikkert også den aften på Roskilde, hvor det gik galt. Det var som om, man kunne mærke det i luften. Efter at have båret rundt på en art skyld i syv år, havde mange blandt publikum brug for at mærke, at Pearl Jam og forholdet til dem stadig var i live. Og da Pearl Jam gik på scenen, var det tydeligt, at også de havde en særlig forventning til denne aften. Eddie Vedder virkede, ja, nervøs, da han ledte bandet gennem de første numre. Nervøsitet burde ellers ikke være et problem for en mand, der har spillet stadionkoncerter det meste af sit voksne liv. Det taler derfor kun til hans ære, at der var rysten i stemmen og en hvis ængstelse, da han spurgte ud til publikum: "Everybody OK?" Normalt en lad-os-løfte-taget-bemærkning. Men på denne aften og fra den mund fik det i stedet mange blandt publikum til at kaste et blik på sidemanden for at sikre sig, at vedkommende faktisk var ok.

Siger han snart noget?

Således var der lagt op til en intens aften. Men gennem det første set virkede det, som om den ville udeblive i hvert fald rent musikalsk. Pearl Jams musik savner variation. Båret af Eddie Vedders indiskutabelt kraftfulde og smukke vokal følger musikken nærmest bare med. Som én hel lyd. Det er først, når bandet kommer ud i det netop jam-lignende momenter, at resten af bandmedlemmerne træder i karakter. Og stadig er det som om, at de hver gang, at de begiver sig ud i legesygen, spiller det samme stykke. Leg er sjovt, men det er ikke sjovt, hvis man altid skal lege kluddermor.

Første set blev ærlig talt træg at slæbe sig igennem. Der var et par numre fra den seneste plade Pearl Jam, der skilte sig lidt ud. Men ellers stod denne - ellers lige-i-målgruppen - anmelder og kiggede på uret. Og man greb sig selv i at tænke: "Siger han ikke snart noget?" som om eneste formål med denne koncert var at høre et par forløsende ord fra et band, der var så grueligt meget igennem, sidst de var her. Heldigvis skulle det vise sig, at koncerten alligevel løftede sig op til et punkt, hvor man ikke tænke på at tage hjem. Men det holdt hårdt.

Det startede med, at Eddie Vedder med sin akustiske guitar indledte andet set med et nyt nummer. "No More War" blev messet igen og igen, og man kom til at holde endnu mere af denne dybt sympatiske mand.

Helende andet set

Og efter endnu et par numre sagde han så endelig noget. At en havde sagt til ham, at denne koncert måske ville bringe 'closure', "Men det tror jeg ikke på. For vejen ender aldrig. De fører os videre. Gør os til bedre og mere omsorgsfulde mennesker. Og mange af jer, der er her i aften var der sikkert dengang. Og nu mødes vore veje igen syv år efter. Vi er virkelig glade for denne mulighed for at komme tilbage. Og jeg ved ikke med jer, men jeg kan mærke en form for heling."

Og i salen er de enige. Det har de været hele aftenen. De har savnet bandet i syv år, og nu er de, der endelig igen. Det er den slags aften, hvor bandet ikke kan gøre noget forkert set i publikums øjne. Og det er som om Pearl Jam opdager det på et tidspunkt og giver slip. For eksempel under nummeret "Life Wasted" fra den seneste plade. Nu begynder det at ligne noget. Det bliver endda også til en del af de meget gamle numre. For eksempel monsterhittet "Alive" fra debutalbummet Ten, der for mange stadig står som bandets stærkeste plade og et historisk vidnesbyrd om grunges gennembrud i musikken, hvor Pearl Jam stod for den knap så dødshungrende og indadvendte version, men i stedet for den mere socialt orienterede og poetiske retning. Dette betød paradoksalt nok, at Pearl Jam ofte manglede den kant som mange af de andre Grunge-bands levede og døde med.

Men det var pladerne fra dengang, folk var mødt frem for at høre. Især under "Elderly Women Behind the Counter in a Small Town" fra albummet Vs viste publikum Pearl Jam deres dedikation.

Da de efter godt to timer endelig var løbet i gang, kunne bandet slet ikke få hold i det igen. Selv efter lyset demonstrativt blev tændt i salen, leverede de en hård version af Neil Young's "Keep On Rockin in The Free World" og forsatte indtil de endelig måtte overgive sig og stoppe koncerten. Det havde været den oplevelse, de forventede. En terapeutisk og intens stemning, der forsikrede dem om, at de danske fans aldrig har bebrejdet dem noget. Og det blev også den koncert undertegnede forventede. Det var godt, de kom. For deres fans' skyld. En koncert, der vil blive husket. Men ikke på grund af musikken.

* Pearl Jam, Forum, den 26. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu