Læsetid: 3 min.

Myggens triumf

Fem år efter 9/11 kan det konstateres, at verden ikke forandrede sig så meget, som alle troede, og at terrorens raffinerede strategi er at få civilisationen til at beskadige sig selv i forsøget på at klaske myggen
11. september 2006

Når man fem år efter ser tilbage på de første reaktioner på terrorangrebet i Amerika, er det tydeligt, at vi lod os forføre af øjeblikkets ophidselse. De første dages tilbagevendende mantra 'Verden bliver aldrig mere den samme!' viste sig hurtigt at være en voldsom overdrivelse. Den umiddelbare lammelse fortog sig forbløffende hurtigt, og alt fortsatte i de fleste henseender som om intet var hændt. Det var ikke på det ydre plan, at verden skulle ændre sig.

Blandt de ting denne affære har lært os er, at civilisationen har en ufattelig evne til at restituere.

Billedernes umådelige kraft fik os for en stund til at ane, at angrebet var lykkedes, og at det måske var hele civilisationens fald, vi bevidnede. Men det viste sig, at mens huse, som vi tiltroede en betragtelig stabilitet, er uhyre lette at vælte, så var verdensøkonomien, som vi har lært er ustabil, langt sværere at slå ud af kurs. Den 11. september var anskuelsesundervisning i det, der allerede var tidens løsen: I vore dage har det vaklende og fleksible større overlevelseskraft end det urokkelige og stabile.

Efter få måneder fungerede både verdensøkonomien og selv luftfarten på niveau med tidligere. De væltede tårne var ikke civilisationens banesår, men snarere bare et myggestik. Styrkeforholdet imellem civilisationen og terrorismen er da også omtrent som mellem mennesket og myggen, men som man ved: På trods af menneskets fysiske overmagt har myggen oftere triumferet over mennesket end omvendt.

Erobrede sind

Når alle i dag danser efter terrorismens pibe, skyldes det ikke så meget, at den har såret civilisationens krop, som at den har formået at erobre vores sind.

Den ødelæggelse terroren fremkalder er ikke det væsentlige, men kun et middel til at skabe frygt. Den er altså et spil med vore forestillinger, mere end en reel trussel imod samfundet. Terror er den afmægtiges våben. Dens raffinerede strategi er at få civilisationen til at beskadige sig selv i forsøget på at klaske myggen.

Vi er siden 2001 blevet mindet om, at al politiks basis ikke, som vi troede, er økonomien, men derimod frygten. Den 11. september var en påmindelse om, at Thomas Hobbes' iagttagelser fra midten af 1600-tallet stadig har deres gyldighed. Med tydelig baggrund i sin egen tids borgerkrigs- tilstande forstod Hobbes staten som en nødvendig mekanisme til at holde volden og frygten fra døren.

I takt med civilisationens fremmarch har vores politikforståelse glemt frygten til fordel for friheden og velfærden, men nu kræver frygten sin ret. Hvor meget maven end måtte knurre, så forlader fuglen foderbrættet, når katten nærmer sig.

Når frygten de seneste år er blevet den dominerende figur på den politiske scene, har det ikke nogen direkte sammenhæng med truslens størrelse. Frygten er først og fremmest en psykologisk tilstand, der har næring nok i forestillingen om en trussel. Som sådan ernærer frygten sig mere af billeder end af realiteter, og netop den visuelle kraft i de sammenstyrtende tårne viste sig i den henseende at være overmåde effektiv. Alle - også i Danmark - lader til at være enige om, at terror i dag er den alvorligste sikkerhedsrisiko. Men, som en konservativ politiker kom for skade at gøre opmærksom på, så fortæller statistikken, at vi i dette land har omkring 10.000 trafikdræbte, for hver gang vi kan fremvise én terrordræbt. Hvis man virkelig ville gøre noget for vores sikkerhed, skulle man altså hellere føre trafikpolitik end terrorpolitik. I mod al rimelighed er det faktisk terroren, i langt højere grad end trafikken, vi frygter - måske fordi det er mere bekvemt at se truslerne i det ydre end hos sig selv.

Terror istedet for trolde

Hvem der fører og forfører hvem, i den bermuda-trekant, der udgøres af medier, politikere og vælgere, er uklart. Alle parter deltager med lige stor iver i et frygtens spil, der benytter terroren som den ydre anledning til at forandre samfundet grundlæggende. Den kritiske offentlighed er forsvundet og er blevet erstattet af en frygtsom offentlighed, og derfor er der ingen, der protesterer over at retssamfundet suspenderes og magten koncentreres. Det hele sker jo kun for at beskytte os mod terroren, denne mystiske og kun halvt menneskelige ydre fjende, der - for at gøre det hele endnu mere uhyggeligt - endda er i blandt os.

Engang frygtede man varulve og troldmænd. Terroren har vist sig at være en glimrende erstatning. Det er en gammel lære, at en frygtsom befolkning er let at regere. Det udnyttes til fulde nu. Er civilisationen truet fem år efter 2001, er det af vores egen besættelse af terrorens spøgelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her