Læsetid: 4 min.

Det mystiske x

28. juni 1997

MEDIERNE censurerer vreden, sagde oprørske Sofia Fromberg fra TV-stop her i avisen i går. Men minsandten om ikke samme avis var indrammet af to ledere, der i hver sit stil-leje frydede sig over, at oprøret igen fanger mediers og toneangivende koryfæhoveders opmærksomhed.
Bagsidelederen glædede sig sammen med Gud i himlen over, at Tøger Seidenfadens Politiken har omvendt sig og erkendt, at 1968-oprøret var en god ting. En noget sen erkendelse, må man sige. Men bedre sent end aldrig, siger Guds engle.
Skulle Informations leder være skrevet med en snert af ironi, blev den ved skæbnens (redaktørens?) ironi bekræftet i samme avis. Sofia Fromberg citerede Seidenfaden for et indslag i TV-stop for kun få uger siden, hvori den nyomvendte 68'er ganske rigtig indrømmede, at "det har siddet dybt i den revolutionære venstrefløjs tankegang, at der ville en dag komme en grøn komet. Og bag efter er alle mennesker gode venner og krig og sult og fattigdom forsvandt." Men så havde Politikens chefredaktør tilføjet - hvad Politiken da også skrev dengang oprøret faktisk fandt sted - at det var noget sludder, hvad der sidder dybt i den revolutionære venstrefløjs tankegang. Prøver man at gøre noget for at få den grønne komet til at komme med sin fred og fordragelighed og lighed er det oven i købet noget farligt sludder. "Så er det noget med ekstremisme, vold og undertrykkelse, som man så i de reelt eksisterende socialistiske lande."
Seidenfaden er "et af de røvhuller, der bare accepterer, at 800 millioner sulter og miljøet bliver smadret og folk bliver undertrykt over alt i verden," konstaterede Lars Borking fra Økotopia i TV-stop-udsendelsen. Men da havde Lars Borking jo heller ikke læst, at Seidenfaden havde omvendt sig til 68-oprøret.

ANDERLEDES uironisk var fredagsavisens forsideleder, der med hilsenen "kom glad!" og udgangspunkt i den nylig afholdt konference i London og Verdensbankens seneste rapport hyldede et begyndende oprør mod den ny- eller neo-liberalistiske markedsøkonomis sociale og økologiske hærgen verden over. Under betegnelsen den "tredje vej" skal globaliseringen vendes til noget godt.
Den tredje vej. Dette mystiske x, der i nyere tid har stået for de mest modsatte samfundsopfattelser fra Hitlers tredje rige over den antiautoritære del af 68-oprøret til Niels I. Meyers, K. Helveg Petersens og Villy Sørensens Oprør fra midten i 1978.
En tredje vej foresvævede allerede en af grundlæggerne af Det radikale Venstre, P. Munch, da han med udgangspunkt i den grundtvigske andelsbevægelse i 1905 påviste nødvendigheden af økonomiens demokratisering efter indførelsen af det politiske demokrati. Siden talte Munch om en art andelsorganisering af både den private og offentlige sektor.
Visse konservative har tilbage fra slutningen af 1700-tallet og helt frem til Per Stig Møller blev partileder også engang imellem påberåbt sig en tredje vej.
For at gøre forvirringen noget nær komplet forsøgte socialdemokrater i den vestlige verden i 1980'erne under Sovjetunionens sammenbrud og Berlinmurens fald at overtage begrebet "den tredje vej" som betegnelsen for netop deres projekt - midt mellem udemokratisk socialisme og jungle-liberalistisk kapitalisme...

REALISTISK SET er det et spørgsmål om forvirringen ikke er gået fra at have været noget nær komplet til nu at være - komplet? Netop som følge af det fuldt berettigede og derfor fantastisk opmuntrende oprør fra også (dele af) magtelitens side mod den minimal-statslige og totalt deregulerede globalisering. Så landsbytosser, dommedagsprofeter, økotoper og TV-stop'ere ikke skal være helt alene om blasfemisk fornægtelse af den hellige kapitalistiske markedsøkonomi og guddommelige privatejendomsret. For hvad er det egentlig for en tredje vej, London-konferencen og den nu også nyomvendte Verdensbank peger på som modstykke til både den destruktive liberalisme og forældede socialisme? Andet end den socialdemokratisme, der - i kraft af sit statslige og fagorganisatoriske formynderi kombineret med modsatrettede forsøg på at stimulere de frie markedskræfter - led nederlag i den vestlige verden i slutningen af 70'erne og op gennem 80'erne?
Social udstødning og økologisk ødelæggelse er efterhånden er så åbenlys, at foruroligede befolkningsgrupper i et vist omfang vender tilbage til de ellers forsmåede socialdemokrater for at give dem deres måske sidste chance. Men hvad socialdemokraterne har at byde på må mildest talt betegnes som det mystiske x. Hvis det da ikke bare er den gamle beton spædet op med fortidens keynesianske væksthormoner.

X HAR I HVERT FALD med demokratisering at gøre, forkynder sociolog-guruen og åbneren af London-konferencen Anthony Giddens og advarer mod ignoreringen af den stigende lokale nationalisme, som globaliseringen også medfører. Det gælder om "at skabe de politiske rammer, der er nødvendige for at lokalfølelsen kan blive en positiv kraft."
Det kunne ske ved at administrationen af lønmodtagernes milliardstore pensionskasser blev overdraget til lokale demokratiorganer. Socialdemokratiet i foregangslandet Danmark bevidner til hudløshed, at der skal gøres meget for at få mange grønne kometer til at komme, før sådan en tankegang slår an. Den anfægter jo direkte den private ejendomsret og minder om en skægget økonom og historiker fra forrige århundrede, det stadig er forbudt at omtale positivt. Ikke alene i Politiken.
Tankegangen kunne ganske vist også hæmme den økonomiske vækst og dermed udgøre en del af "den tredje vej" til økologisk forbedring. Men tanken om at bekæmpe væksten er endnu mere fjern end demokratiseringen. Den er det mystiske y.

el (Ejvind Larsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu