"Det er en myte, at indvandrere bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Og vi skyder os selv i foden ved at blive ved med at fastholde den myte. Det stigmatiserer indvandrerne og fastholder dem i en rolle som ofre."
Medlem af Integrationsudvalget for Venstre, Eyvind Vesselbo
Viden, innovation og uddannelse er det, landet skal overleve på i fremtiden. Det slås fast over en bred kam. Derfor er uddannelse et hovedpunkt i velfærdsreformerne og er i regeringens optik et af de væsentlige håndtag for at få flere kontanthjælpsmodtagere og andre på offentlig forsørgelse ind på arbejdsmarkedet, så den store gruppe af mennesker, der ufrivilligt står uden for arbejdsmarkedet, kan mindskes. Intentionerne er sikkert gode og menneskelige, men det er også simpel samfundsøkonomi, hvis velfærdsniveauet skal bevares. .
Jobsøgende indvandrere på kontanthjælp er generelt langt bedre uddannet end danskere på kontanthjælp. Tre gange så mange har kortere videregående uddannelser, dobbelt så mange har mellemlange videregående uddannelser, og fire gange så mange har lange videregående uddannelser.
"Diskrimination" råbes der fra den ene side, hvor Elisabeth Geday fra Det Radikale Venstre kræver prøvesager for diskrimination og udvidede beføjelser til Center for Menneskerettigheder. I den anden side står regeringen, der siden Bertel Haarder (V) satte sig i stolen som integrationsminister i 2001 har haft det som et mantra, at langt flere indvandrere skal ud af den ydmygende offerrolle på passiv forsørgelse, som hverken de eller samfundet er tjent med.
Spørgsmålet er imidlertid, om mentorordninger og andre tiltag, som velfærdsreformerne lægger op til, er tilstrækkeligt. Det bør ikke have gang på jord at lade Institut for Menneskerettigheder føre diskriminationssager på vegne af indvandrere, der ikke har held i jobsøgningen. Men at diskrimination kun er en myte kan være svært at overbevise den ingeniør eller læge om, der i en situation, hvor samfundet fattes arbejdskraft, får hundredevis af ansøgninger retur med afslag. Det er nærliggende at tro, at der skeles mere til efternavne end kvalifikationer. Hvis det ikke er diskrimination, afspejler det behovet for en massiv bearbejdelse af fordomme fra begge sider, hvis flere skal opnå den anerkendelse og indlemmelse, som er forudsætningen for at gøre op med offerrollen. At det danske samfund og den siddende regering, som hylder internationaliseringen af uddannelsessystemet, samtidig skulle gøre langt mere for at anerkende uddannelser, som indvandrere har taget i udlandet, burde være en selvfølge.
