af Ulrik Dahlin
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har tillid til, at den amerikanske regering selv retsforfølger de ansvarlige, der har begået overgreb mod fanger i USAs varetægt. Det har statsministeren sagt mange gange, sidst forrige onsdag til Folketinget.
Men sådan spiller klaveret ikke, mener Human Rights Watch. Tværtimod kan menneskerettighedsorganisationen levere en bedrøvelig statistik: Ud af mere end 350 sager, der involverer flere end 600 amerikanere og 460 fanger, er kun godt 40 endt med en fængselsstraf.
I forhold til hvor mange alvorlige påstande om overgreb ? og her taler vi ikke om mindre betydelige sager, vi taler om tortur og i nogle tilfælde drab på fanger ? ja, så er det skuffende få, der er stillet til regnskab for deres handlinger, som organisationens talskvinde, Joanne Mariner, sagde til P1-programmet Orientering i sidste uge.
Forklaringen er, at den amerikanske regering de seneste år med en række administrative og politiske beslutninger har sikret, at brugen af tortur og nedværdigende behandling i mange tilfælde ikke kan retforfølges i USA.
Tortur = organskader
Da USA tilsluttede sig FNs Torturkonvention, var det med et væsentligt forbehold: USA ønskede ikke at anerkende konventionens internationalt anerkendte definitioner på tortur og umenneskelig behandling ? i stedet ønskede USA at anvende sin helt egen definition. Hvad det konkret betød, viser et memorandum fra august 2002, hvor det amerikanske justitsministerium fastslår, at for at straffe en person for at udøve tortur, skal der være tale om den smerte, der opstår ved alvorlig fysisk skade, som giver organsvigt, nedsat førlighed eller endda død.
Med andre ord hævede amerikanerne tærsklen for, hvornår mishandling kan siges at være tortur. Efter Abu Ghraib-skandalen blødte det amerikanske justitsministerium en smule op, uden dog at være enig i den europæiske opfattelse af tortur. Og så sent som i efteråret 2006 vedtog et flertal i kongressen så en ny lov, Military Commission Act, hvor præsidenten forbeholder sig retten til selv at afgøre, om en konkret behandling af en fange er nedværdigende og umenneskelig.
Et eksempel på mishandling, som indgik i den amerikanske debat, er water boarding, hvor fangen næsten druknes. Selv om denne afhøringsteknik internationalt er betragtet som tortur, var der ifølge en tidligere CIA-chef Porter Goss blot tale om professionel afhøringsteknik.
Hvis man definerer tortur så snævert, at f.eks. water boarding ikke falder ind under det, ja, så er det nemt at stille sig frem og erklære: Vi er ikke ansvarlige for tortur, siger Joanne Mariner fra Human Rights Watch.
Farvel til Nürnberg
Selv i de sager, hvor amerikanske forhørsledere har påført fangen så stor smerte, at den bliver omfattet af den snævre amerikanske tortur-definition, skal det ydermere også bevises, at forhørslederen med fuldt overlæg har ønsket at påføre fangen denne højeste smerte. Og det gør det ekstra vanskeligt at retsforfølge.
Og selv om Genèvekonventionens artikel tre udtrykkeligt forbyder tortur og nedværdigende behandling, så har denne artikel været sat ud af kraft siden den 7. februar 2002.
Det sørgede præsident Bush for i det memorandum, han samme dag udsendte om, at medlemmer af al-Queda og Taleban ikke skulle opfattes som krigsfanger.
Og Military Commission Act gør denne tilstand permanent, dvs. at artikel tre er trådt ud af kraft i amerikanske ret.
Endelig har kongressen i 2005 vedtaget en særlig paragraf, der skal beskytte amerikansk personel, der har taget del i autoriserede forhør. Hensigten er at beskytte de soldater, der f.eks. har anvendt skrappe forhørsmetoder, når de har handlet efter ordre. Ifølge folkeretten har en soldat pligt til ikke at efterkomme en åbenlys ulovlig ordre, f.eks. til at tortere fanger. Sådan har det været siden retsopgøret med nazisterne ved Nürnberg-processerne efter Anden Verdenskrig, og sådan er det for nylig blevet fastslået af krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien og Rwanda.
Men i den amerikanske beskyttelseslov fra 2005 fastslår kongressen altså, at amerikanske soldater som udgangspunkt ikke kunne vide, at teknikker autoriseret fra højeste sted kunne være ulovlige. Og med en senere præcisering fra efteråret 2006 understreger kongressen, at beskyttelsesloven omfatter forhør, der har fundet sted siden 11. september 2001 frem til 2006.
En række skrappe forhørsteknikker, som daværende forsvarsminister Rumsfeld godkendte i efteråret 2002 ? bl.a. at true fanger med hunde, at benytte såkaldte stress-positions eller berøve fanger søvn ? er med andre ord omfattet af denne beskyttelseslov. Dermed giver loven i praksis en slags immunitet til afhøringspersonale, der har anvendt teknikker, som uden tvivl ville blive opfattet som tortur og umenneskelig behandling, hvis de var anvendt af europæiske soldater.
