Læsetid: 3 min.

Myten om en Moder

5. august 2000

KARAKTERISTISK FOR hendes ganske særlige position i britisk bevidsthed har forlaget anbragt hendes smilende portræt under den uundgåelige opadbøjede damehatteskygge med sløret og de ægte perler på bogryggen af The Oxford Popular History of England. Omslaget på denne kompetente fremstilling af ørigets bevægede historie prydes i øvrigt af dronning Victoria, William Shakespeare, Elisabeth den første, Winston Churchill, en Morris Mascot - samt en fodboldspiller, der kysser sejrspokalen - formentlig da England vandt et EM i denne for nationen så sakrosante sportsgren.
Men uanset fodboldspiller, Morris, sir Winston og en tidligere nok så magtfuld dronning Elisabeth er den gamle dame på omslaget det første og eneste man ser, når bogen står på sin plads i reolen.
Således er den tidligere dronning af England med den officielle titel: Queen Mother solidt skruet sammen med britiske nationale myter som udformet i det aflagte 20. århundrede. En position som hun i går slog yderligere fast ved at fylde 100.
Et mytisk fænomen er hun således snarere end en tilnærmelig person, hvis enestående evne til i udvalgte øjeblikke at fremtræde som førstnævnte imidlertid har understreget hendes enestående karakter af sidstnævnte.

UTALLIGE ER historierne om den forhenværende dronnings årvågenhed og nærvær - ikke mindst i Englands sværeste og såkaldt stolteste time, da hun ved det tyske bombardement af Buckingham Palace udtalte - vel at mærke så folk hørte, hvad hun sagde - at hun nu kunne se east-end'erne, jævne londonere der bogstavelig talt var blitzet fra hus og hjem, i øjnene. Udsagn af denne og lignede art samt hendes og gemalens stadige og modige optræden i den sønderbombede by gjorde hende respekteret for ikke at sige elsket af store dele af den britiske i forvejen kongetro befolkning. Som antydet også af arbejdervælgerne, hvilket vel var medvirkende til, at Labour stuvede, hvad man havde af planer om afvikling af kongemagten og førtidspensionering af huset Windsor, langt ned i kælderen.
Ledende medlemmer af et moderne kongehus kan i visse situationer, hvor den royale rolle ikke mere er indlysende, først og fremmest have til opgave at sørge for opretholdelsen af institutionen.
I den forstand havde og har dronningemoderen mere end opfyldt sin mission. Ingen behøver heller være i tvivl om at hendes nutidige tilstedeværelse aktivt bidrog til at redde tronens fremtid, da de uvorne børnebørn med bramfri ægtefæller rendte rundt og satte den på spil.

HAVDE DEN aldrende dame derimod ikke været til stede, men var år tilbage stedt til hvile i Westminster Abbey, mens tronfølger Charles og prinsesse Diana skændtes om, hvem der havde været mest utro, ville meget formentlig have set anderledes ud. Ikke mindst den dag datteren, Elisabeth den anden, skulle være afløst, og kongehusets fremtid for alvor var kommet i søgelyset.
Såfremt en sådan formodning er gangbar, var det ikke første gang Elisabeth Bowes-Lyon, yngste datter af 14. jarl af Strathmore, senere dronning Elisabeth, formælet med prins Albert, senere Georg den sjette, reddede monarkiet fra ydmygelse, og hvad der er værre for et kongehus. Da den unge Elisabeth, født og opvokset i en af Skotlands mest højrøvede adelsfamilier, fik shanghaiet kongesønnnen prins Albert, egnede denne sig ærbødigt sagt ikke til en placering i første række. Men ved broderens, Edward den ottendes, abdikation - som mere eller mindre frivillig konsekvens af hans forhold til en amerikansk fraskilt kvinde - blev prins Albert bragt frem i front og kronet som Georg den sjette.

BRITISKE HOFHISTORIKERE hævder, at den hæmmede og stammende konges angst for store folkeforsamlinger og hans derfor stærke modvilje mod oratoriske udfoldelser kun blev overvundet takket være dronningens stædige taleterapeutiske indsats. Den selvudslettende og ikke vildt overbegavede Georg den sjette fik lidt efter lidt styr på både stammeri og skyhed. Krigen hjalp ham - bistået af dronningens behændighed - til popularitet og anerkendelse.
Hvad angår den abdicerede og dennes amerikanske viv, sørgede Elisabeth for i overensstemmelse med regeringen dels, at Edward ikke opretholdt kongelig status, dels - og med benhård konsekvens - at de to ikke mere betrådte britisk jord. Reelt sendte man dem i forgyldt landflygtighed. Disse dispositioner, der i samtiden vakte nogen forundring, var utvivlsomt klart fremadrettede forholdsregler med henblik på at sikre kongehusets blivende prestige og nationale position. Hertugen af Windsor - en titel, Edward efter tronfrasigelsen blev tildelt med samt hans hertuginde - nærede smerteligt nok åbenlyse sympatier for Adolf Hitler og naziregimet og opsøgte til adskillige politikeres og formentlig også kongeparrets ubehag Hitler i Berchtesgaden som en art halvofficielt britisk par. Mum was not amused, men overlevede altså ubehaget med indtil videre 64 år.mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu