Læsetid: 6 min.

Myten er en vigtig brik

19. maj 2006

Lad os se det lidt fra oven. Hvis cykelløbet Tour de France, som Roland Barthes hævdede det, kan sammenlignes med et epos, så er Frankrigs anden store årlige mediebegivenhed, Cannes-festivalen, en slags spændingsfilm-serie over 11 dage, kulminerende med afsløringen af vinderen, den heldige Guld Palme-modtager.

Her tales selvfølgelig om, hvordan festivalen opleves af det publikum, der virkelig går op i konkurrencefilmene og deres kvalitet. Som er optaget af Filmkunsten og alt det dér. Dette publikum, de sande aficionados (et smukkere ord end filmnørder) er et mindretal lidt fortabt i den store skare af ludere og lommetyve, købmænd og kunstnere, skriblere og skærmtrolde, som festivalen tiltrækker hvert år. Men de udgør alligevel den uundværlige kerne. For uden kulturel identitetet ville Cannes bare være et gedemarked, en ren handelsplads uden kontrasternes krydderi. Uden dette egentlig gammeldags koncept, 20 priviligerede auteur-film udvalgt af festivalen til at konkurrere, ville festivalen miste sin sjæl.

En særlig blanding

Men det ganske særlige ved Cannes-festivalen er ikke udvalget af gode (og ikke så gode) film - dem kan man, når alt kommer til alt, også se på festivaler i Berlin og ikke mindst Venedig, hvis hovedprogrammer sagtens kan konkurrere på kunstnerisk kvalitet.

Det specielle ved Cannes ligger i festivalens historie og beliggenhed, der har skabt en hel mytologi. I Cannes har man altid forstået at holde maksimalt liv i den glamour og romantik, der stadig er en vigtig del af filmmediets tiltrækningskraft, omend nu med stadig hårdere konkurrence fra mere kontant medie-hold. Cannes er festivalen med de fleste og stærkest lysende stjerner, det største opbud af festivitas og den mest mondæne beliggenhed. Festivalen inkarnerer Riviera-myten i filmforklædning - blåt Middelhav, evigt skinnende sol og overjordisk filmstjerne-skønhed smeltet sammen i en højere enhed.

I en tid, hvor så megen underholdning udspiller sig i mekanisk cyber-space, er det ikke uden betydning at kunne henvise til levende traditioner. Hvor overfladisk og kommercielt bejlende Cannes-festivalen end er på mange måder, giver det et solidt rygstød at have 58 generelt vellykkede år på bagen som våbendrager for filmkunsten. Og hvor irriterende et værtsland Frankrig end har været gennem årene - med overdrevet (men ineffektivt) bureaukrati, en hoven holdning og en favorisering af egne produkter i konkurrencefilm-udvalget - så fornægter det sig heller ikke i Cannes, at Frankrig er og bliver filmkulturens hovedland i Europa. Det ses f.eks. i den kæmpemæssige litteratur, der dækker alle aspekter af filmmediet (og festivalen!) og i en så banal kendsgerning, som at festivalen har kunnet opkalde en af sine forevisningssale efter noget så upopulært som en filmkritiker - nemlig André Bazin. Vi venter stadig på en Bjørn Rasmussen- eller en Erik Ulrichsen-sal i Cinemateket!

Cannes-festivalens oprindelse kan føres tilbage til årene umiddelbart før Anden Verdenskrig. I 1930'erne havde Venedig-festivalen fået en europæisk førerposistion, hvilket ikke huede franskmændene, da Venedig-juryen i 1938 gav Guldløven til nazipartiets yndlingsinstruktør Leni Riefenstahl for hendes Olympiadefilm. I Frankrig mente man med rette, at Jean Renoirs Den store illusion om fordragelighed på tværs af landegrænserne var en nok så stærk kandidat, men i Mussolinis Italien var man mere køligt stemt overfor en film, som den tyske propagandaminister Goebbels kunne udnævne til 'Filmfjende nr. 1'.

Den indlysende løsning var at lave en fransk festival, der kunne tage kampen op med italienerne, og den skulle også være løbet af stablen i september 1939, hvis ikke tyskerne, med deres invasion af Polen, havde villet det anderledes. Festivalen måtte udskydes til, Anden Verdenskrig var overstået, og i 1946 virkeliggjorde man planerne i det nyvundne fællesskabs ånd ved at indlemme ikke mindre end 18 delegerede fra hver sit land i en jury, der valgte hele 11 vinderfilm, deriblandt det danske frihedskæmperdrama De røde Enge. Alt gik ret primitivt for sig: "Den første dag bød på en russisk film, hvis spoler blev vist i forkert rækkefølge, en forvirret italiensk strimmel, nogle dokumentarfilm og nogle taler, plus en udgave af den engelsktalende Cæsar og Cleopatra uden undertitler," som et datidigt øjenvidne kan berette. Året efter styrtede en del af det nybyggede festivalpalæ sammen kort efter festivalens ophør, og selv om man de følgende år kunne kåre populære Grand Prix-vindere som Den tredje mand, Miraklet i Milano og Frygtens pris, var det først et stykke oppe i 1950'erne, at Cannesfestivalen for alvor vandt fodfæste. Den første Guld Palme blev i 1955 givet til det stilfærdige amerikanske drama Marty, og det er iøvrigt første og eneste gang, en film både har vundet Guld Palme i Cannes og Oscar som bedste engelsksprogede film.

Halvfrækt image

Det var i 1950'erne, at Cannes fik det halvfrække image, der nu er ved at blegne, udmanøvreret af anderledes bastante sex-manifestationer. I bornerthedens årti vakte det opsigt og vild fotografsammenstimlen, når starletter smed det meste af tøjet på stranden. Et billede af Robert Mitchum, der krammede en veltilfreds strandpiges barm, gik kloden rundt. Og datidens største europæiske sex-stjerne, Brigitte Bardot, begyndte som en hyppigt fotograferet Cannes-starlet.

1960'erne konsoliderede festivalen. Det var dengang, at Guld Palme-navne som Federico Fellini, Luis Buñuel, Luchino Visconti, Jacques Demy, Richard Lester, Claude Lelouch og Michelangelo Antonioni ikke blot appellerede til et meget smalt kunstinteresseret publikum (som mange af de seneste års vindere), men havde både folkelig og filmkritisk appeal.

Så kom 1968. Denne artikels forfatter lå på Royal Beach' bløde madrasser, mens festivalen uventet blev saboteret som en udløber af det franske studenteroprør. Nul film fra den formiddag af - færdig arbejde! Det var landets egne instruktørkoryfæer François Truffaut, Jean-Luc Godard og Louis Malle, der beordrede festivalen standset og lukket. Som Truffaut argumenterede: Maj-oprøret havde alligevel sat det meste af Frankrig i stå, så hvorfor ikke også festivalen? Et mindretal anført af Roman Polanski var ikke ganske enig. Polanski havde fra sin polske ungdom fået en en uudryddelig afsmag for politisk kunst-inficering, men talte for døve øren.

Festivalen vendte dog styrket tilbage i 1969 med en ny forevisningsserie kaldet Quinzaine des réalisateurs, instruktørernes eget udstillingsvindue, hvor de film, der var for skæve og især for politisk udfordrende kunne vises uden først at være blevet befamlet af den officielle udvælgelseskomités klamme reaktionære hænder. Den serie kom, blandt meget andet, til at rumme forfatteren Henrik Stangerups tre forsøg i spillefilmsgenren samt Nils Malmros' debutfilm Lars Ole 5C. Og den eksisterer den dag i dag og indledes i år af Anders Morgenthalers danske Princess, helt klart en programplacering, der i sig selv giver prestige og opmærksomhed.

En ny officielt lurmærket serie, Un certain regard, kom til og blev bl.a. hjemsted for titler som Kundskabens træ, Zappa og den eneste Lars von Trier-film, der ikke har været i konkurrence, Epidemic. Antallet af viste film steg og steg, skaren af journalister øgedes til 4.000, og et nyt festivalpalæ måtte til for klare det vokseværk, der på alle måder prægede festivalen. Heldigvis satte en professionalisering sig samtidig stærkt igennem på alle fronter, ikke mindst den organisatoriske. Også på et felt som udpegningen af jury-medlemmer kan man se en udvikling mod det filmfagligt forsvarlige. Tidligere valgtes ofte kendte franske forfattere som formænd. Nu tilfalder æren i reglen en fortjenstfuld instruktør, der på mere indviet måde ved, hvad han snakker om.

I næsten en snes år ledet af filmkritikeren Gilles Jacob har Cannes-festivalen stædigt holdt den kunstneriske fane højt i udvælgelsen af konkurrencefilm. Selvfølgelig siger man ikke nej til kioskbaskere som Basic Instinct og Da Vinci Mysteriet, men sådanne titler figurerer kun som specielle appetitskærpende åbningsfilm eller uden for den konkurrence-serie, som forbeholdes de i reglen ret smalle film fra et forbløffende bredt udvalg af lande over hele verden.

Derfor er det kunstfilmens svindende publikum, der er Cannesfestivalens mest presserende problem, hvis konkurrence-sektionen ikke skal udvikle sig til en mini-ghetto for de ganske særligt interesserede. En Guld Palme-film skal helst kunne udføre det dobbelte kunststykke at rumme kunstnerisk originalitet og et vist mål af publikumsappeal. Det har ikke altid været tilfældet de senere år. I så henseende deler festivalen vilkår med de auteur-film, der skabes rundt om i verden i det nye årtusind. Men stædige auteurs vil forhåbentlig mange år endnu have en trofast forbundsfælle i den traditionsrige festival ved Middelhavet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu