Læsetid: 8 min.

Myten om Zarqawi

I årevis kæmpede Abu Musab al-Zarqawi for anerkendelse, men uden det store held. Den småkriminelle beduin fra Jordans næststørste by skulle have hjælp fra den amerikanske regering, de jordanske myndigheder og kurdernes efterretningstjeneste, før den store leder Osama bin-Laden endelig forbarmede sig over ham
15. november 2005

Tre næsten samtidige selvmordsaktioner imod tre populære amerikanske hoteller i Jordans hovedstad, Ammam udløste den seneste tragedie i Mellemøsten. Selvmordsbomberne dræbte mindst 57 personer.

Aktionen, der fandt sted på den 9. november bærer Abu Musab al-Zarqawis signatur. Zarqawi er al-Qaedas øverste repræsentant i Irak. På den varme nat i begyndelsen af november, mens antallet af dræbte steg og Mellemøsten konfronteredes med sin egen 11. september, stod verden igen ansigt til ansigt med myten om den nye globale terrorleder: Zarqawi.

Zarqawi er af beduinsk afstamning. Han blev født og voksede op i et arbejderklassemiljø i Zarqa, Jordans næststørste by. Efter en kort karriere som småkriminel tog han til Afghanistan, men kom for sent til at kæmpe mod russerne. I Afghanistan sluttede han sig til den radikale salafisme, en retning der påbyder total afvisning af vestlige værdier og vestlig indflydelse. Han blev arresteret i Jordan for sine undergravende ideer og tilbragte fem år i fængsel. Denne oplevelse gjorde ham til en blandt mange jihadister med blot en håndfuld følgesvende.

I 2000, i Kandahar, mødte han for første gang Osama bin-Laden, men afslog saudi-araberens tilbud om at slutte sig til al-Qaeda. Zarqawi var ikke parat til at kæmpe imod USA; i stedet ville han kæmpe sit slag imod det jordanske styre. Dette blev formålet med den ydmyge træningslejr, han stod i spidsen for i Herat nær den iranske grænse, hvor han først og fremmest trænede rekrutter til selvmordsaktioner.

Men den 5. februar 2003, da han i FN's Sikkerhedsråd af Colin Powell blev beskrevet som det fingerede led mellem Saddam Hussein og Osama bin-Laden, opnåede Zarqawi global stjernestatus. Siden da er myten om ham vokset hastigt i både Vest og Øst.

Fakta og fiktion

Den første gang amerikanske myndigheder hørte om Zarqawi var mod slutningen af 2001, og det var fra den kurdiske efterretningstjeneste. Kurderne hævdede, at al-Qaeda havde oprettet en ny base i Bajara i den irakiske del af Kurdistan under ledelse af en ny jihad-organisation, Ansar al-Islam. I 2001 sluttede Jund al-Islam - en jordansk gruppe fra City of Salt, der havde mødt Zarqawi, mens han sad i fængsel i Jordan og havde opretholdt forbindelsen - sig til Ansar al-Islam.

Uden faktiske beviser benyttede den kurdiske efterretningstjeneste deres tilstedeværelse i denne organisation til at forbinde dem med al-Qaeda. Zarqawi blev udpeget som mellemmand på grund af sine personlige kontakter med jordanerne og lejren i Herat, der ligger på en meget benyttet rute fra det nordlige Irak til Afghanistan.

Amerikanerne kendte intet til Zarqawi, så de tog straks kontakt til de jordanske myndigheder for at få yderligere oplysninger. Det er på dette tidspunkt, myten om Zarqawi begynder at tage form.

Fælles amerikanske og jordanske undersøgelser mundede ud i en anklage mod Zarqawi. Han var hjernen bag et fejlslagent al-Qaeda-komplot i Jordan under festlighederne i anledning af årtusindskiftet, såvel som bag mordene på dels en israelsk statsborger, Yitzhak Snir i 2001 og dels, i 2002, den amerikanske diplomat Lawrence Foley. Det sidste drab havde en ukendt, bevæbnet organisation, The Honourables of Jordan, taget skylden for. Der fandtes ingen direkte beviser, der kunne underbygge anklagerne. I slutningen af april 2004, efter Zarqawi var blevet dømt til døden for begge mordene, udsendte The Honourables of Jordan en udtalelse, hvori de benægtede enhver deltagelse fra Zarqawis side. Med udtalelsen fulgte patronhylstrene fra mordene på Foley og Snir.

Var Zarqawi blevet forrådt for at leve op til sin nye status som international terrorleder? Det er, hvad mange tror. Eller blev det amerikanske folk fodret med forkerte informationer fra den kurdiske efterretningstjenste og de jordanske myndigheder? Begge parter havde meget at vinde ved myten om Zarqawi. Kurderne udnyttede ham til at overbevise amerikanerne om at bombe jihad-lejrene i det nordlige Irak og jordanerne til at løse mysteriet om en række terrorangreb udført af lokale jihad-grupper.

Men også amerikanerne havde meget at vinde ved at bygge en myte op omkring ham. Perioden fra den 11. september 2001 til den 20. marts 2003 benyttede USA til at skaffe grundlag for sit angreb på Irak. Saddams regime blev anklaget for at besidde masseødelæggelsesvåben og støtte terrorisme. Uden noget bevis for eksistensen af det førstnævnte var Saddams støtte til terrorisme det eneste trumfkort, den amerikanske regering sad inde med i forsøget på at overbevise verden om, at den irakiske diktator burde fjernes. For at kunne spille kortet måtte regeringen vise, at der var en forbindelse mellem Saddam Hussein og Al-Qaeda. Deres forbindelse var Abu Musab al-Zarqawi.

Den 5. februar 2003 fortalte Colin Powell Sikkerhedsrådet: "Irak huser i dag et dødsensfarligt terrornetværk med Abu Musab al-Zarqawi i spidsen. Han har tilknytning til, og samarbejder med, Osama bin-Laden og dennes al-Qaeda-løjtnanter."

De fleste terroreksperter havde aldrig hørt om ham og vidste ikke, hvem han var.

"Der findes hundredvis af mænd som al-Zarqawi blandt jihadisterne, overbeviste krigere med lederegenskaber," forklarede en tidligere mujahedin, der nu bor i London.

"Abu Musab blev berømt, fordi Colin Powell i FN præsenterede ham som den nye, globale terrorleder."

Fouad Hussein, en jordansk journalist, som havde mødt Zarqawi i fængslet, siger: "Da Colin Powell begyndte at tale om en forbindelse mellem al-Zarqawi og terrorisme, begyndte vi at undre os over, hvorfor Abu Musab blev hængt op på mordet på Foley. Der var et behov for at skabe en forbindelse mellem Saddam-regimet og terrorisme. Pludselig blev alle bombeforsøg overalt i verden tilskrevet ham. Han blev sat i forbindelse med alle større operationer, der fandt sted efter den 11. september 2001, også som hjernen bag oprettelsen af celler i Spanien, Tyskland og Tyrkiet. Han blev anklaget for angrebet i Casablanca og for at have deltaget i bombeangrebene i Madrid.

Til dato er det ikke lykkedes at fremskaffe håndfaste beviser på nogle af disse anklager ud over tidligere terroristers indrømmelser, ofte fremsat under tortur. Men sporet fra disse enkeltpersoner fører ikke tilbage til ham eller til lejren i Herat. Derimod har man sporet forbindelser mellem Zarqawi og de, der blev arresteret i forbindelse med de angreb, han påtog sig skylden for, deriblandt det mislykkede angreb på efterretningsbygningen og den amerikanske ambassade i Ammam. De fleste af de tilbageholdne var blevet trænet i Herat-lejren.

Fra myte til virkelighed

Lige op til Irak-krigen var Zarqawi ironisk nok en meget lille fisk i jihad-søen og langt fra nogen international terrorleder eller mellemmand for Saddam og bin-Laden. Men han udnyttede dygtigt sin myte og sine selvmordsmissioner til at klatre op ad jihad-hierakiets glatte stige.

Hans ankomst til den irakiske arena blev markeret med de første selvmordsangreb i landet. I august 2003 eksploderede en lastbil ved FN's hovedkvarter i Bagdad og dræbte bl.a. chefen for USA's FN-delegation og adskillige af dens øvrige medlemmer.

Få dage senere kørte Yassin Jarrad, far til Zarqawis anden kone, en lastbil fyldt med sprængstof ind i Imam Ali-moskeen. Eksplosionen dræbte 125 shiitter, deriblandt ayatollah Muhammad Baqer al-Hakim, den åndelige leder af det øverste råd for den islamiske revolution i Irak, et shiitisk politisk parti.

Sammenhængen mellem de to angreb gik hen over hovedet på vestlige analytikere. I august 2003 var den almindelige opfattelse, at konflikten i Irak var en bilateral kamp mellem koalitionsstyrkerne og deres støtter på den ene side og Moqtada al-Sadrs shiitiske milits og Saddams loyale tilhængere på den anden. Men budskabet var ikke tabt på jihad-bevægelsen. For Zarqawi havde Irak-konflikten to fronter, én imod koalitionsstyrkerne og én mod shiiterne - og én grundlæggende terrortaktik: selvmordsmissioner.

Fra slutningen af august 2003 og indtil december 2004, da bin-Laden officielt anerkendte Zarqawi som chef for al-Qaeda i Irak, var Zarqawi i kontakt med ham i et forsøg på at opnå hans støtte og anerkendelse af hans voldelige anti-shiit kampagne.

"Deres ultimative mål er at skabe en shiitisk stat i Irak og undertrykke sunnierne," skrev Zarqawi.

Hvorfor var den mand, der tidligt i 2000 afviste al-Qaeda-lederen, pludselig så ivrig efter at opnå Osama bin-Ladens godkendelse? Svaret skal findes i det faktum, at i modsætning til hvad Powell havde fortalt Sikkerhedsrådet, var Zarqawi i realiteten ukendt før krigen. Ligesom Zarqa-beduin fra arbejderklassen, i spidsen for en gruppe udenlandske krigere, manglede han religiøs autoritet til at samle den irakiske sunnibefolkning omkring sig. Han havde desperat behov for legitimitet, og Osama bin-Laden var den eneste, der kunne hjælpe ham til at opnå den.

Deres korrespondance koncentrerede sig om behovet for at drive en kile ind mellem sunnier og shiaer. Zarqawi frygtede en forenet, nationalistisk alliance, der nødvendigvis måtte være verdslig, og som ville afvise den arabiske jihad. Denne frygt blev bekræftet i foråret 2004, da Moqtada al-Sadrs opstand blev positivt modtaget blandt sunni-oprørere. Billeder af præsten blev slået op på murene i sunni-kvartererne. Derfor var det vigtigste - i forsøget på at opbygge en sunni-islamisk stat i Irak - at holde de islamiske krigere forrest i fronten i den anti-amerikanske kamp.

USA's tvangsforestillinger omkring hans myte hjalp ham til at opnå den godkendelse, han tørstede efter. Man beskyldte ham for at stå bag ethvert angreb i og uden for Irak - specielt selvmordsaktioner - og bag modstanden i Fallujah. I december 2004 gav bin-Laden ham endelig sin støtte og udnævnte ham til 'emir' af al-Qaeda i Irak. Dette satte samtidig jordaneren i stand til at tiltrække så mange tilhængere og midler, at han kan angribe amerikanske styrker, samtidig med at han fortsætter den ubarmhjertige række af selvmordsbomber imod shiiter, der har bragt Irak på randen af borgerkrig.

Den 9. november 2005 opfyldte Abu Musab al-Zarqawi den profeti, der for år siden blev stillet af de jordanske myndigheder, den kurdiske efterretningstjeneste og den amerikanske regering: Han gjorde myten til en isnende realitet. Fra ballademager til jihad-småfisk, til leder at al-Qaeda i Irak, hele vejen udnyttede han til fulde den legende, der blev spundet omkring hans person. Tilbage i februar 2003 var han en ubetydelig jihadist. I dag er han ubetinget den mest eftersøgte terrorleder. Det er tragisk, at det, vi har skabt, synes uden for vores evner at betvinge.

Oversat af Ebbe Rossander

Loretta Napoleoni er født og opvokset i Rom. Hun har studeret ved Johns Hopkins University, ved London School of Economics og ved Roms Universitet. Hun er ekspert i finansiering af terrorisme og internationalt kendt for at have beregnet størrelsen på terrorøkonomien. Hun er forfatter til bogen 'Terror, Incorparated', der er oversat til 12 sprog. Hendes seneste bog hedder 'Insurgent Iraq: Al-Zarqawi and the New Generation'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her