Læsetid: 6 min.

Myterne lever

Islandske Sjón, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris sidste år, er tilbage med en ny roman, der endnu en gang sætter myterne i højsædet - også som et alternativ til verdens dominerende religioner
28. oktober 2006

REYKJAVIK - Egentlig burde interviewet foregå alle mulige andre steder end på den fashionable hotel-restaurant med designermøbler, organiske bobler i væggene og kindkyssende eksemplarer af Islands noveaux riches. Det burde foregå på en bjergside i det forrevne og ubarmhjertige landskab, der danner baggrund for gennembrudsromanen Skygge-Baldur eller i et af de støvede antikvariater i Reykjaviks sidegader, og som stadig ser ud, som de må have gjort, da Sjón blev spyttet ud af dem som digter i Islands anarkistiske punk- og surrealistmiljø i starten af firserne.

"Som forfatter voksede jeg mere eller mindre op i et antikvariat. Islandske antikvariater er en guldskat, hvad den slags angår. Man siger, at islændinge er et bogelskende folk, jeg ved ikke rigtig, om de læser bøger, men de skriver dem i hvert fald. Alle skriver, taxachauffører, hvem som helst, og det er en skat for en forfatter," fortæller Sjón, der i dag er en nydelig herre i cottoncoat, sixpence og grånende skæg. Men stadig med en vis anarkistisk aura omkring sig. Det var imidlertid ikke i et antikvariat, at han fandt materialet til sin første bog efter Skygge-Baldur - vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris sidste år. Det var såmænd på loftet i sin oldefars gamle sager, hvor han greb tilbage i forfaderens rejseberetning fra tiden efter Anden Verdenskrig, som kom til at danne afsæt for Splinten fra Argo, som udkommer på dansk på tirsdag:

"Dagen efter, at jeg fik prisen, begyndte jeg at få invitationer til litteraturfestivaler. Jeg blev inviteret til fem festivaler i Norge i løbet af samme eftermiddag og indså, at jeg kunne være på turné i det meste af et år, og så sagde jeg nej til alle de tilbud. Jeg besluttede, at jeg ville afslutte en roman inden," forklarer han.

"Jeg havde i mange år vidst, at jeg ville gøre noget med min oldefars rejsedagbog og fandt ud af, at jeg havde behov for et stærkt fortællelement til at sætte over for ham, fordi han er en meget banal person. Jeg ville stille ham over for noget meget stærkt og levende, som var ham imod i hans søgen efter en nærmest tåbelig rationalitet".

En sørejse i fantasien

Valget faldt på den græske myte om skibet Argo, der stævner ud for at hjembringe det gyldne skind, men forinden må stå meget igennem. En historie, der på en sørejse bliver fortalt af skibets styrmand Kereus til bl.a. Sjóns oldefar, den stivnakkede gamling Valdimar - der har sine egne kartofler - eller fisk - at hyppe i form af en raceteori, der placerer nordboerne i toppen af den genetiske fødekæde pga. deres forkærlighed for fisk - og som konsekvent ignorerer styrmandens fantastiske fortælling. En fortælling, der komplet blander myte og virkelighed, og som undervejs lader ham selv indgå som en af hovedpersonerne i handlingen og ændre fysisk form to gange.

"Jeg elskede at arbejde med hovedrollen. Jeg nød hans selskab og at gå ind i myterne og finde Kereus; Der var to metamorfoser i historien, og det tiltalte den gamle surrealist inde i mig: Der er myterne en foræring. Jeg har altid været fascineret af konceptet om en ting, der ændrer sig til noget andet, denne fluxus mellem væsener og materielle ting. Der foregår mange mærkelige ting i vores kroppe. Forleden læste jeg f.eks. om noget, der hedder 'hvid støj' i vores genetiske struktur; en slags affald, der hober sig op, uden at nogen kan sige, hvad dets funktion er. Der er spor af gener fra andre dyr og væsener, som på en eller anden måde bliver optaget. Jeg troede kun, den slags foregik i Spiderman, men det er faktisk virkelighed. Det, at et dyr på en eller måde kan bryde frem, fascinerer mig. Fordi det er brutalt. Metamorfosen er faktisk fysisk, med al den smerte der følger med, og det er bestemt ikke noget, man selv vælger," forklarer Sjón.

Vi har brug for myterne

Myterne er det gennemgående træk fra Skygge-Baldur til Splinten fra Argo, og var egentlig en besættelse, der startede, da Sjón skrev teksten til Björks åbningssang, "Oceania", til Olympiaden i 2000, som netop havde myter, havet og metamorfoser som omdrejningspunkt. Sjón læste om myter på universitet og havde undervejs en stærk oplevelse af, at myterne og deres gamle guder i allerhøjeste grad var i live og har noget at tilbyde det moderne samfund.

"Jeg er meget spændt på den rolle, myterne kan spille i det vestlige samfund. Vi går mere og mere i retning af et multikulturelt samfund. Det gamle kristne samfund forsvinder, og noget andet skal tage dets plads. Jeg tror, at gamle dages model, som accepterer mange forskellige guder, mange forskellige tilgange til verden, er et godt alternativ til de monoteistiske religioner. Jeg synes, det er en sund modgift mod de tre store religioner, som for mig at se er de store problemskabere," siger han.

"Jeg er ikke selv religiøs, men folk har brug for en måde at anbringe dem selv i forhold til livets store spørgsmål, og det kan jeg sådan set godt forstå. Religionerne lærer dig at forholde dig til din egen ubetydelighed. Der var en kvinde i islandsk tv forleden, som var 109 år og 58 dage og dermed den ældste i islandsk historie, og meget ældre bliver du ikke. Det er dit rum. Når folk indser det, har de brug for noget, der kan placere dem i det store hjul, og så bliver de religiøse. Der tror jeg, at myterne har en stor rolle at spille, når de monoteistiske religioner går ind i deres sidste fase," forklarer Sjón, der i allerhøjeste grad ser myterne som et levende og foranderligt element.

"Myterne er her. De er aldrig forsvundet, hvad enten det er Homer i Grækenland eller sagaerne i Island, ligger de stadig i alt, hvad der bliver skrevet i dag. Men hovedpersonen i min roman, Valdimar, ignorer dem fuldstændig," siger han.

Charmerende stupidt

"Valdimar skaber sin egen myte om den nordiske race; hvordan vi blev så fantastiske. Han burde tjekke lidt op på verdenssituationen i 1949, men han fortsætter bare med sin sine ideer, og det er sådan ideer opfører sig," siger han og fortsætter tørt:

"Der er mange af den slags ideer, der flyder rundt i det islandske samfund: Vi tror virkelig, at vi er de bedste i verden, og at vi er her for at føre verden ind i en bedre fremtid. Jeg ved ikke, om det er en speciel nordisk ting med den selvretfærdighed, men det bliver charmerende stupidt i små nationer. Men på samme tid lidt farligt," konstaterer han.

På en måde markerer de to sidste mytekredsende bøger for Sjón også slutningen på en cirkel, hvor han vender tilbage til sit surrealistiske udgangspunkt: "Jeg kan godt lide, når det filosofiske/symbolske niveau følges med et helt konkret fysisk. Det var det, der fascinerede mig ved surrealismens manifest om, at poesien er kroppens møde mellem lysten og den virkelige verden. Det er altid den her blanding mellem det psykologiske og det fysiske. Og det samme sker i myterne, og de har også været med fra starten. Vores surrealistiske gruppe hed Medúsa, som selvfølgelig kom af den myte, hvor Pegasus dræber uhyret Medusa, som så giver liv til Pegasus; da han hugger hovedet af hende, springer han ud af nakken på hende. Grimheden og uhyggen skulle give liv til noget smukt."

Det er det, de fleste af hans læsere mener, Sjón har gjort med sine bøger. Selv er han allerede videre med et nyt romanprojekt om den islandske 1600-tals videnskabsmand Jon Gudmundson, der blev anklaget for hekseri, men frikendt af den danske videnskabsmand Ole Worm, der spiller en central rolle i romanen. Og så er der om to måneder premiere på en opera bygget på H.C. Andersen-fortællingen Skyggen, som Sjón har skrevet librettoen til. Men som han ikke har nogen illusioner om at få opført i Danmark lige med det samme:

"Jeg ved, I er temmelig trætte af H.C. Andersen. Måske vil den blive vist i Danmark om 100 år," griner han.

"Jeg tager ham til de mørkeste ekstremer. Vi burde måske beære ham ved at kigge på de her ting, i stedet for Disney-versionen," siger han og afslutter: "Med litteraturprisen nåede jeg ud til flere mennesker, men jeg er nødt til at sprede mig over flere felter. Jeg er nødt til at gøre noget, som ikke er sikkert, og at skrive en moderne opera er bestemt ikke sikkert. Jeg vil ikke være en sikker gammel prut."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu