Læsetid: 5 min.

Et mytologisk tidsskrift i breve

Martin A. Hansens projekt med sin eftertid er søgt kortlagt
25. oktober 2005

Det har i en længere årrække været svært at genlæse Martin A. Hansen, hvis sprog og diktion synes bundet snævert til en periode i Danmarks-historien omkring 1950, som de færreste overlevende husker med lyst, men med fryd i krønikernes nostalgiske billedverden. Ingen taler heller længere, som man/vi gjorde dengang, mens 1930'ernes sprog og begrebsverden måske forekommer mere nutidig, for ikke at nævne, hvor nærværende Herman Bang og Pontoppidan virker.

De radikale erfaringsændringer i et udviklingshastigt samfund skabte snart andre sprog- og kunstnormer og en fragmentationsbevidsthed, som medførte nye konfrontationer med modernitetens verden. Digterne op mod 1960'erne greb som sædvanlig længere bagud i traditionen og tog hellere forbilleder hos f.eks. den unge Johannes V. Jensen, der blandede mulden mellem tæerne i kosmopolitiske fodspor, end de tog Martin A. Hansens viden om det danske og nordiske gammelliv og dets ophør og mulige forvandling til sig.

Dagbog og breve

Hvor dramatisk livet og kunsten end formede sig for Martin A. Hansen i en i øvrigt varig aktuel konflikt mellem digt og virkelighed og personlig ansvarlighed i skriften, har vi fået en kraftig dokumentation af ved siden af hans fiktion gennem offentliggørelsens af hans dagbøger og derefter af hans mægtige korrespondance med kredsen omkring Heretica, det sagnomspundne tidsskrift 1948-53: i tre bind Kætterbreve (2004).

Dér er noget at rive i. Ikke nok med at udgive dem, har Anders Thyrring Andersen nu redigeret et omfangsrigt postskriptum, PS, en artikelantologi, hvor kritisk sympatiserende brevlæsere har haft riven og planteskeen fremme, eller er gået 'i trøjen', som Hansen sagde. De 17 har lagt et stort og analytisk velfunderet arbejde frem fra hver deres synsvinkel, skrevet med lyst og inspiration, hvor ulystigt stof det ind imellem end er.

Brevene viser ham som manden i centrum, omgivet af yngre forfattere, der alle fulgte med ind i nye tider. Han selv, der slidt op døde som 45-årig i 1955, fik ingen efterfølgere. De mange debutanter, som søgte hans råd og fik det med uendelig omhu, blev ikke til noget. På trods heraf eller netop derfor er der i disse år kulturpolitisk handlingslyst i denne og de mange andre bestræbelser i Martin A. Hansen-forskningen på at skrive litteraturhistorien om og rive den ud af kulturradikalismens grumme greb for at tildele hans indsats varig betydning.

I den nys udkomne danske litteraturhistorie Hovedsporet har hans værk fået betegnelsen 'metafysisk modernisme'. Der er især lagt stor vægt på novellen 'Midsommerfesten' med dens dristigt indlagte fortælletekniske betragtninger. Hans Otto Jørgensen tager sig af den i antologien i et personligt bidrag, der ikke har noget med brevene at gøre, men har en vigtigere bestemmelse af, hvad der er af modernisme i novellen: indzoomningen på gården, den solbagte mødding og det bugnende sorte løv bagved. I denne detaljerede nærhed er 'overgangen' fastholdt frem for den postulerede forløsning. Konkretion og konfrontation.

Modernisme

Og det var præcis her, fornyelsen skete i dansk litteratur, i fragmenteringens intensitet og energi og ikke i synerne. Det er også her romankunsten fortsætter, hvis man skal tale om dens 'tidshængsel', som Johs. Nørregaard Frandsen gør i sit bidrag. Der blev ikke plads i tiden for andre, fordi han fyldte for meget, siger han. Boets arvinger blev bl.a. Arthur Krasilnikoff, Vibeke Grønfeldt, Kirsten Thorup, Smærup Sørensen, Vagn Lundbye og selvfølgelig Hans Otto Jørgensen, disse stemmer fra provisen, der ganske vist alle tager fat om etiske og eksistentielle forhold, men med en helt anden tilgang af sprog og stil.

Det er påfaldende, at disse to vigtige bidrag ikke forholder sig til brevene, som opgaven var. Tit er det de uartige drenge suger blikket til sig ved at sætte fingeren på det artistiske, mens de fleste andre primært er optaget af alt det dyre og dybe, den alvor og undertrykkelse af humoren i brevene, som uretfærdigt nok blokerer lystoplevelsen ved det heretiske koteri.

Kierkegaard bl.a.

Det skal nu ikke skygge for, at selve brevgenren er et rasende interessant litterært fænomen, hvis teori og praksis også gjaldt liv og død for Martin A. Hansen. Hans erfaringer med dagbogens iboende utroværdighed og forstillelse, brevenes dialogiske værdi og højere sandhedsværdi, selv om de jo også skrives for flere parter og allerede i hans koncipering var litteraturhistorie, er i sig selv afgørende for hele indholdssiden. Der er mange flere gode bidrag til brevgenrens historie, bl.a. af Per Dahl og Nils Gunder Hansen. Redaktøren Thyrring Andersen er tæt på en afsløring af Hansens forføreriske retorik og etiske selvmodsigelse.

Forholdet til Kierkegaard, som var intenst, bliver beskrevet litterært, filosofisk og teologisk af bl.a. Joakim Garff, Anders Kingo og Hans Vium Mikkelsen. Nøglefigurerene, som tilmed er skumle mellemmænd mellem de to koryfæer og deres ubehag ved hinanden, Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig, får deres roller belyst mange steder, begge forførte og forførere. Peter Christensen Theilman tager sig især af Ole Wivels polemiske saga også i det makabre slutspil, som han fornuftigt ser under temaet de menneskelige masker og retten til dem.

Den unge Jørgen Gustava Brandt var et af Hereticas problembørn. Martin A. Hansen fulgte med stor opmærksomhed ny lyrik og var skeptisk, men uantagelig og dog antaget var Gustavas skildring af det fortrolige liv i besættelsesetidens halvmørke. Med prædikatet æsteticisme var alt sagt, og inderkredsens fordømmelse skånselsløs og uhørt grovkornet. Han får selv ordet om omfavnelser og kolde skuldre. Det er grotesk og et vidnesbyrd om hele denne kreds' kultiske væsen, klanagtige opgør og pinefulde selvbetragtninger. Kronvidnet Tage Skou-Hansen, medredaktør af sidste ombæring af tidsskriftet, giver et bud på samvittigheden som det episke centrum i forfatterskabet med perspektiv til bladets historie og projekt.

Stikkerdrab

Men ellers er det ikke mindst udviklingen i Martin A. Hansen indre skæbne, der tages under lup. Den begynder med det herostratisk berømte forsvar for stikkerlikvideringerne under besættelsen i det illegale blad Folk og Frihed, redigeret af Aksel Heltoft og Bente Hammerich, to unge, han siden plagede livet af for at kapre som bidragydere til Heretica, to 'rene' unge sjæle. En bizar besættelse for ham. Godt beskrevet i Lise Præstgaard Andersen bidrag. De havde andet for end at redde hans utopi om en lige linje fra det folkelige oprør til en folkelig genrejsning. Der er delte meninger om, hvorvidt den famøse artikel var en varig skyldbyrde for ham eller et brugbart overtalelsesmiddel ved tid og lejlighed. Breve røber sig ved både ved tavshed og tale. Jeg har lavet understregninger, gjort notater med ret til at vende tilbage til denne bog, som er et litterært særsyn af kommentatarer til kommentarer til en både nær og fjern fortid med højst underlige eftervirkninger og mangel på samme. En bog, båret af stor saglighed, kritik og kæmpende patos, en flerstemmig kanon.

Om Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica. Redigeret af Anders Thyrring Andersen. 288 s. 275 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-03806-4. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her