Læsetid: 7 min.

Den nådesløse engel

Jeg tilgiver aldrig en bøddel, siger Inge Genefke, der har brugt et helt halvt liv på at kæmpe mod tortur. Som 68-årig går ICRT's generalsekretær stadig i direkte infight med alle, der mishandler andre. Om en uge er der dansk premiere på filmen 'The Secret Life of Words', der er tilegnet hende
19. januar 2007

Ikke bødlen gør mig bange
Ikke hadet og torturen
Ikke dødens riffelgange
Eller skyggerne på muren
Ikke nætterne når smertens sidste stjerne
styrter ned
Men den nådesløse verdens blinde
ligegyldighed

- Halfdan Rasmussen

Da Inge Genefke var barn, lyttede hun til sine forældre. De sagde, at hvis hun så store børn slå på små eller to tæve på én, skulle hun hjælpe de små og få. De næste mange år tilbragte lille Inge i konstant nævekamp med de store og de mange.

Siden har den i dag 68-årige generalsekretær for International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT) kæmpet livslangt for alverdens ofre. Først som læge, siden som en af verdens mest kendte modstandere af tortur. I 33 år har Inge Genefke som en anden Florence Nightingale rejst i krigszoner, hjulpet torturofre dag ud og dag ind og vundet et ocean af priser for det. Børn har hun til gengæld aldrig fået, og venskaber har aldrig været første prioritet.

"Jeg kender ingen, der er så kompromisløs som Inge. Vi har lige haft nedlagt hele julen hjemme hos os, fordi hun brugte ferien på at hjælpe et torturoffer fra Peru. Jeg plejer at sige, at ærefulde nederlag er noget, alle danskere kender til, men det er ikke nok for Inge. Hun helmer ikke, før hun har sejret," siger Genefkes mand Bent Sørensen, mangeårig næstformand for FN's torturkomité.

Selv siger Inge Genefke, at det ikke er et enmandsværk, og henviser til stærke medarbejdere og modige torturmodstandere over hele kloden. I kampen mod voldtægt, brændemærkning, vandtortur, skamfering af kønsdele og anden brutal mishandling af mennesker er der intet alternativ til at blive ved, siger hun:

"Når først du har fundet ud af, at tortur er det værste i verden, og at alle torturofre lider under dyb angst og depression, kan du ikke tillade dig at give op. Medmindre du selv går ned, men det gør man ikke, når man har mit temperament."

Generalsekretæren, der både har kastet med sakse og knive i raseri, er berømt og berygtet for sin stålvilje og ubønhørlighed over for torturbødler:

"Jeg tilgiver aldrig en bøddel. Aldrig. Og jeg ville heller ikke kunne behandle en bøddel, når jeg ved, hvad de gør. Det er så afskyeligt. De torterer børn for øjnene af forældrene; de slår ihjel og får ofre til at angive venner. Du får ikke mig til at tilgive nogen som helst, der har gjort de her ting."

Med i film om tortur

Inge Genefke har stiftet hele to researchcentre om tortur, som under falsk navn var aktive både i Chile under Pinochet og i Filippinerne under Marcos. I dag er Irak og Sudan blot nogle af de mange lande, arbejdet mod tortur foregår i. Ifølge Genefke lever halvdelen af verdens befolkning i lande styret af tortur, hvilket især går ud over menneskerettighedsforkæmpere og fagforeningsfolk.

Herhjemme kan man om en uge opleve Inge Genefke på biograflærredet i skikkelse af Julie Christie, når den prisvindende film The Secret Life of Words, der er tilegnet Genefke, har premiere. I filmen følger man et torturoffer, som omverdenen har svært ved at nå ind til og forstå, for - som Genefke siger - "torturofre er de mest ensomme mennesker i verden".

"Hovedrolleindehaveren Sarah Polley spurgte mig, hvordan hun skulle spille torturoffer, og jeg svarede: Med styrke og værdighed. Og det gør hun. Mange ofre føler, at de ikke kan fortælle om, hvad tortur er, fordi det er en anden verden. Men filmen gør et ærværdigt og modigt forsøg, og jeg er meget bevæget over den."

Filmen skal vises i den amerikanske kongres i marts op til en stor debat om tortur. Det er blot et af mange fremskridt i de senere år, hvor der har været større opmærksomhed om emnet end nogensinde, siger Inge Genefke.

"Da jeg og tre andre startede kampen i 1974, havde ingen andre lavet systematisk medicinske undersøgelser af torturofre. I dag er der 250 centre over hele verden, der behandler over 100.000 torturofre, og vi kan bevise, at folk er torteret, lige så sikkert som vi kan give medicinske diagnoser. Vi har også fået bevist, at tortur er mægtig godt til at nedbryde folk, men ikke til at få sande oplysninger ud af dem, hvilket mange ellers tror. Og det er lykkedes at få 142 lande til at ratificere FN-konventionen mod tortur," fortæller hun.

FN definerer tortur som stærk fysisk eller psykisk smerte, der er påført med vilje og med et formål af nogen, der repræsenterer statsmagten. En ting er, at private torterer, men der er en anden psykisk dimension, når staten står bag, mener Genefke. Hun understreger, at der ifølge konventionen ikke findes nogen undskyldninger for tortur, heller ikke en ordre, og at lande har pligt til at straffe torturbødler, der besøger landet. Der kan heller ikke gives amnesti (straffrihed) til torturbødler, og det er Inge Genefke tilfreds med.

Krarup som æresbøddel

"Der er kun en person, der kan tilgive en bøddel, og det er offeret. Vi andre skal saftsuseme få straffet dem. Det er selvfølgelig umuligt at straffe alle, men vi går efter at få straffet hovedbødlerne og dem, der giver ordrerne. Så yder man ofrene retfærdighed og viser dem, at de ikke selv var skyld i, at de blev udsat for overgreb. Det lyder mærkeligt, men det, der går igen hos tortur-ofre fra alle kulturer, er at de har mistet tilliden til sig selv og føler dyb skam og skyld."

Tortur er ikke noget, der eksklusivt hører udlandet til, mener hun:

"Det var danskere, der torterede danskere under Anden Verdenskrig. Og hvis lejligheden kommer igen, så tror jeg ikke, at noget land kan sige sig fri for tortur. Allerede i dag kan jeg ikke forstå, hvordan Danmark uden at blinke kan sende iranere tilbage til tortur og behandle flygtninge, som vi gør. Det er dybt skamfuldt."

Inge Genefke har tidligere i Information foreslået Dansk Folkepartis Søren Krarup som "æresmedlem i bødlernes fagforening", og hendes syn på Krarup er ikke blevet bedre af, at den indflydelsesrige præst har afvist indfødsret til torturofre, der har svært ved at lære dansk.

"At en præst kan leve og bestemme over andre uden medfølelse og medmenneskelighed er mig uforståeligt. Der hænger et torturoffer på væggen i hver eneste kirke, og han bukkede altså under efter tre dage. Mange bliver torteret i måneder eller år. Og så siger vi i Danmark, at vi bare skal have det godt og leve i nuet og bruge vores penge. Jeg vil helst ikke dømme andre mennesker, men dem, som er rige og ikke bruger en krone på andre end sig selv, har jeg svært ved at respektere."

Generalsekretæren fortæller, at det er svært at skrabe penge sammen i indsamlinger til arbejdet mod tortur. Hun mener, at det er for grufuldt for folk at tænke på:

"De har det ligesom de tre små aber, der holder sig for øjnene, ørerne og munden. Folk siger til mig, at de slet ikke kan holde ud at høre på det, så hvordan kan jeg holde ud at arbejde med det? Men jeg gør det, fordi jeg ved, at det eksisterer. Det andet er en livsløgn," siger hun og citerer Halfdan Rasmussens indledende digt om ligegyldighed.

Lykkelig i sin kamp

- Ville du være blevet mere eller mindre lykkelig af ikke at bruge al din tid på din kamp?

"Jeg har gjort det, jeg gerne ville i mit liv, og på den måde er jeg et lykkeligt menneske. Jeg har haft en god baggrund og kunnet gøre de ting, jeg ville, i arbejdet mod det ondeste i verden."

- Bliver du aldrig overvældet af magtesløshed, når du ser det globale omfang af tortur?

"Nej, for vi har fået et gennembrud i at skabe opmærksomhed omkring det. Vi kan ikke forvente, at et magtmiddel, der altid har været brugt, pludselig udraderes. Men jeg er helt sikker på, at kampen nytter, og at der er mindre tortur i verden om 30 år. Og når først du som os har behandlet flygtninge fra over 70 lande, bliver torturen meget konkret og vedkommende for dig. Så kan du ikke give op. Det ville man jo heller ikke gøre, hvis det var ens mand eller børn, der blev torteret."

- Har du svært ved at respektere folk, der ikke er i stand til at give alt, de har?

"Jeg holder nok mere af dem, der giver alt, de har. Men jeg kan da godt se, at i det lange løb skal folk også have et privatliv. De behøver ikke alle at være, som jeg er. Det vil jeg egentlig ikke håbe for dem, at de er. Jeg er jo ikke sådan verdens nemmeste menneske, det kan man roligt sige. Jeg har ikke sådan kunnet gå og være en vældig rar ven, og jeg har været en meget krævende chef."

Inge Genefke er tidligere blevet kritiseret for en benhård ledelsesstil og for at skabe dårligt arbejdsklima. Hendes mand føler dog ikke, at hendes omsorg ikke gælder de folk, hun har omkring sig.

"Hun er altid den, der ikke af IRCT's kasse, men af egen lomme sender blomster til syge medarbejdere. Men hun mener, at kampen mod tortur er det absolut vigtigste her på jorden, og jeg tror, at hun har ret langt hen ad vejen," siger Bent Sørensen.

At hans kone stadig er en slagsbror vidner en nylig oplevelse tydeligt om, fortæller han.

"Vi gik en tur i Barcelona, og der var to på gaden, der kom op at slås. Alle gik uden om, undtagen Inge, som gik hen til den største og sagde: 'Hvad bilder du dig ind at slå på en mindre?' Ikke nok med, at hun ikke tåler uret; hun gør sgu noget ved det. Derfor er jeg stadig dybt, dybt imponeret over hende."

'The Secret Life of Words' af Isabel Coixet har premiere fredag den 26. januar i de københavnske biografer Gloria og Dagmar

I 2005 udkom en dansk bog om Inge Genefke, 'Portræt af en ildsjæl' af Thomas Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her