Læsetid: 7 min.

Når 11. september indtager litteraturen

Forholdet mellem terror og litteratur er på dagsordenen: Hvordan skildrer man i fiktionen en rædselsvækkende begivenhed som 11. september? Ny, bemærkelsesværdig roman i USA giver et svar.
4. juni 2005

Den kun 28 år gamle forfatter Jonathan Safran Foer er aktuel med sin anden roman Extremely Loud and Incredibly Close, der netop er udkommet i USA under stor mediebevågenhed. Foer er en af USA's mest omtalte litterære wonderkids i disse år. Mens han studerede på Princeton University, skrev han debuten Everything Is Illuminated, der udkom i 2002 (oversat til dansk med titlen Alt bliver oplyst). Romanen steg hurtigt til tops på New York Times bestsellerliste, og Foer har efter sigende modtaget en million dollars i forskud for sin nye roman.

'Den værste dag'

Extremely Loud and Incredibly Close er allerede blevet anmeldt - og rost - af litterære sværvægtere som Salman Rushdie og John Updike, men har dog også fået hug, især i New York Times, hvor romanen blandt andet kritiseres for at være fortænkt. Samtidig er Foers første roman netop nu ved at blive filmatiseret.

Extremely Loud and Incredibly Close fortælles af den niårige dreng Oskar, hvis far opholder sig i et af tvillingetårnene i New York den 11. september 2001 og følgelig omkommer. Oskar er den eneste, der hører de seks gradvist mere desperate beskeder, som faren når at lægge på familiens telefonsvarer mellem kl. 8:52 og 10:26. Oskar beslutter sig for at gemme beskederne, for ingen andre skal udsættes for at lytte til denne uhyggelige realitet fra "den værste dag", som han kalder det. Et år senere finder Oskar en nøgle i en kuvert, hvorpå faren har skrevet 'Black'. Dette bliver gåden til et mysterium om faren. Oskar sætter sig for at finde låsen, og ejeren, til den nøgle, som faren har efterladt - og dermed løse mysteriet og lære sandheden at kende. Gennem romanens forløb rejser Oskar således rundt mellem New Yorks byområder for at følge de spor, som faren måske og måske ikke har lagt ud for ham. Hans mål er at opsøge samtlige 216 forskellige adresser, som han har fundet i telefonbogen under efternavnet Black.

300 bøger

Terrorangrebene den 11. september er på mange måder blevet overeksponerede. Dels fulgte vi alle med live på tv på selve dagen. Dels er eftertiden blevet oversvømmet med journalistiske forklaringer, politiske analyser, konspirationsteorier og vidneberetninger. Alene et år efter angrebene var der udkommet omkring 300 bøger, der beskæftigede sig med tragedien - et tal, der nu er oppe på mere end 500, hvis man foretager en simpel søgning på amazon.com.

Samtidig har der været forbavsende få litterære reaktioner på 11. september. Næsten ingen forfattere har givet sig i lag med at skildre begivenhederne fra en fiktiv vinkel og slet ikke i romanform. Umiddelbart efter angrebene udtrykte mange forfattere afmagt og diskuterede, hvordan en litterær fremstilling af tragedien ville kunne være mulig, for eksempel Paul Auster, der i en samtale med Salman Rushdie omkring årsdagen stadig ikke kunne forestille sig en fiktionaliseret bearbejdning af angrebene.

Forestilling og indlevelse

Det er interessant at opholde sig ved litteraturens rolle i forhold til en begivenhed som terrorangrebene i USA. For i modsætning til den visuelle eksponering, som vi alle har fået indprentet på nethinden, så handler litteraturen især om forestilling og det at sætte sig i en anden persons sted - uden visuelle hjælpemidler. Litteraturen fordrer en grad af empati hos læseren og en indlevende fornemmelse af, at hvad nu hvis det havde været mig: mig, der måtte springe ud fra 98. sal eller mig, der mistede en ægtemand, en datter, en far? Det er litteraturens opgave at formidle alt det, som den visuelle eksponering nødvendigvis udelader - det, der i princippet er umuligt at fremstille: de indre sammenhænge; det usynlige frem for det synlige.

Den engelske forfatter Ian McEwan (hvis nyeste roman Saturday bl.a. handler om Irak-krigen og indirekte om terrorangrebene) skrev den 15. september 2001 et indlæg til The Guardian, hvor han netop reflekterer over den menneskelige evne til indlevelse i forbindelse med billederne fra New York: "Vi husker, hvad vi har set, og vi fantaserer hjælpeløst. De fleste af os indtager en position mellem den frygtelige virkelighed og vores forestillinger. Når (-) vi foretager forskellige ting dagen igennem, lever vi os selv ind i begivenhederne. Hvad nu hvis det var mig?"

Det er alt det, der ligger ud over de visuelle mediers fremstilling, der fodrer vores forestillingsevne. Og det er på det punkt, at litteraturen kan skabe en forståelse af den menneskelige tragedie.

Omvendte billeder

Sammen med McEwan er Foer en af de første forfattere, der vover at behandle og bearbejde terrorangrebet litterært. Foer tager indirekte tråden op fra McEwans avis-indlæg, idet hans roman netop lader læseren forestille sig, hvordan det må være at miste en elsket i terrorangrebene. Oskar har et brændende ønske om, at tiden kan gå baglæns - for så ville hans far ikke være død. Romanen afsluttes med 15 billeder af en de personer, der sprang i døden fra tårnene. Hvis man bladrer hurtigt igennem dem, fremkommer der en fremadskridende bevægelse - men billederne er sat sammen i omvendt rækkefølge. Oskar tror, at det måske er hans far på billederne. I romanens tolkning, og i Oskars fantasi, bliver faldet således i stedet en opstigning. Oskars far er ikke på vej ned i døden, men stiger op til livet. Foer sætter her de virkelige billeder fra angrebene ind i en fiktiv fortælling og danner den forestillingsramme, som McEwan omtalte i sit indlæg. Foer omskriver en del af den 'officielle' beskrivelse af tårnenes fald (optagelserne af folk, der faldt eller sprang) og skaber en slutning, der peger ud over selve tragedien. Det er en underlig optimistisk konklusion, der trods bedraget er yderst livsbekræftende.

Sådanne stilistiske 'krumspring' er typisk for Extremely Loud and Incredibly Close, der er fyldt med fotografier og forskellige former for grafik. Samtidig blander romanen så nemt som ingenting fantasi og realisme, og Oskars søgen gennem storbyen antager en eventyrlig karakter. Væsentligt er imidlertid, at Foer holder sig til realiteterne i selve beskrivelsen af angrebene. Det er hjerteskærende realistisk beskrevet, hvordan Oskar får fri fra skole, så snart eleverne informeres om, hvad der er sket, men at han ikke er spor nervøs, for - som han kalkulerer - begge hans forældre arbejder midt på Manhattan, og hans bedstemor arbejder ikke, så "alle, jeg elskede, var i sikkerhed" - indtil han kommer hjem og opdager, at hans far tilfældigvis den dag er til møde i et af tårnene.

'Sådan ser tab ud'

Eller når Oskar fortæller, hvordan han selv efter et år har svært ved at udholde elevatorer, arabisk-udseende mænd og tasker uden ejermænd. Eller når han om natten ligger og opfinder foranstaltninger, der skal gøre livet mindre risikofyldt, såsom højhuse, hvor bygningen og ikke elevatoren kører op og ned, så hvis et fly forsøger at ramme, kan bygningen hurtigt gemmes under jorden. Foer har til den canadiske avis National Post udtalt, at han ønsker at skildre det menneskelige tab: "Hvad jeg prøver at sige er, at 'sådan her ser tab ud'. For når man virkelig kigger intenst på det at miste, så er det så forfærdeligt, at man blot ønsker at forhindre det".

Også i sin første roman, Everything Is Illuminated, påtog Foer sig at skildre en tung tragedie: Holocaust og det menneskelige tab, der er forbundet hermed. I Everything Is Illuminated foregår det samtidige handlingsspor i Ukraine, hvor forfatterens alter ego, Jonathan, søger efter den kvinde, der 60 år tidligere reddede hans jødiske bedstefar fra tyskerne. Ind imellem fortælles den farverige historie om Jonathans slægt - en historie, der afsluttes med tyskernes nedskydning af indbyggerne i en lille jødisk landsby i 1941.

Poesiens endeligt

Ligesom der i forbindelse med udgivelsen af Extremely Loud and Incredibly Close er opstået en debat omkring det rigtige eller forkerte i allerede nu at skildre terrorangrebene i litteraturen - før begivenhederne er på afstand - er holocaustfiktion omgærdet af en diskussion om det moralske aspekt i at omdanne en historisk grusomhed til fiktion, og dermed implicit til underholdning.

For hvordan fremstilles en begivenhed, der på mange måder overgår den menneskelige fantasi, og kan man overhovedet tillade sig at skrive om et Holocaust, der ikke er selvoplevet? Ofte refereres til Theodor Adornos ord fra 1955 om, at efter Holocaust vil det være barbarisk at skrive poesi. Kritikken af fiktionens rolle udspringer bl.a. af en holdning om, at efterhånden som øjenvidnerne forsvinder, bliver det endnu vigtigere at stramme retningslinjerne for, hvordan Holocaust bør fremstilles, så krigens rædsler ikke udsættes for revisionistiske skildringer.

Everything Is Illuminated er en humoristisk roman, der betjener sig af fantastiske elementer. Foers stil er den samme i de to udgivelser. Men - som i Extremely Loud and Incredibly Close - hører humoren op, når situationen bliver alvor. De komiske fortællinger om jøderne i landsbyen viger til fordel for en melankoli, der frembringes af kontrasten mellem læserens kendskab til den forestående tragedie og indbyggernes, i retrospekt, naive uvidenhed.

Kunstens grænse

Foers to romaner rejser en række spørgsmål, der vedrører litteraturens rolle: Kan kunsten tillade sig at beskrive menneskeskabte tragedier som Holocaust og 11. september, og på hvor lang afstand af en hændelse skal man være, før den kan fiktionaliseres? Begge fortællinger leger med sandhed og fantasi, men hver især centraliseres de om en begivenhed, der ikke kan relativeres. Og trods ikke-realistiske elementer er de realistiske i skildringen af tabet. Foer griber nemlig fat i behovet for historiefortælling som en måde at indse - og lære at leve med - tragediens omfang. Det er en slags terapi, litteraturen bedriver, idet den besidder en unik mulighed for at forklare verden. Som Ian McEwan skriver i ovennævnte essay: "At leve sig selv ind i andres skæbne er (...) kernen i vores medmenneskelighed. Det er essensen af barmhjertighed, og det er begyndelsen til vores moralfølelse."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her